Åbne filosofiske spørgsmål

Med godt humør skriver Will Durant et sted i sin Verdens kulturhistorie, at de menneskelige spørgsmål til alle tider er de samme; kun svarene er forskellige – og alle fejlagtige.

I den ånd kan vi spørge – åbent og uden selv at svare:

Er sandhed som et hvidt lys, der brydes til regnbue i et ikke-neutralt prisme; et kamera, en mikrofon, et sprog, en sansning, en tanke?

Er fænomener skyggebilleder af ideer (Platon), eller er ideer svagere efterklange af sansninger (Hume), eller er sammenhængen en helt anden?

Er det inderste menneske et åbent punkt mellem liv og død, lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn, kærlighed og had?

Er verdenshistorien en fortælling om menneskelig frigørelse fra undertrykkende magter; ikke i verden, men i os selv? Forsvinder det onde i verden, hvis vi overvinder det i os selv? Og omvendt: Tager det onde i verden til, hvis vi vil bekæmpe det i andre, eller ligefrem bekæmpe andre?

Er forelskelse rus, kærlighed ro? Er forelskelse knyttet til kroppen, kærligheden til ånden? Er de to på den måde væsensforskellige?

Er vi forpligtede til at søge at hjælpe andre hvor og hvis vi kan, uanset hvor i verden de der trænger til vores hjælp lever?

Er det handlingens motiv eller handlingens resultat og konsekvens vi må vægte højest? Er vejen til helvede brolagt med gode hensigter, eller er det tanken, der tæller?

Hvad mener du?

Når ånden vokser

Kender du den særlige indre følelse, når hjertet arbejder, idet vi gør noget, vi måske ikke umiddelbart har lyst til, men som vi ved er rigtigt?

Vi kan knytte det an til Kants moralfilosofi, som den kommer til udtryk i Kritik af den praktiske fornuft: De egentligt moralsk værdifulde handlinger er dem, som vi udfører af pligt, dikteret af vores fornuft, på trods af en tilbøjelighed (følelse) til at lade være.

Vi kan også sige, at det er en af de måder, vores ånd vokser, modnes på.

Vi kan opleve det i mange sammenhænge: Når vi af og til sætter vores egne behov til side, og gør noget godt for vores partner eller ægtefælde, selv om vi har lyst til at undlade at gøre det, når vi føler en mægtig lyst til at forfølge vores egne mål, og vores fornuft siger os, at det ville være godt i stedet at gøre noget for vores børn og på mange andre måder og i mange andre situationer.

Vi kan også bare sige, at det vi her oplever er kærligheden, der arbejder i os – og får os til at vokse åndeligt. Hvis du kender denne følelse, så ved du noget om kærlighed.

Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad, som skrevet står.