Med godt humør skriver Will Durant et sted i sin Verdens kulturhistorie, at de menneskelige spørgsmål til alle tider er de samme; kun svarene er forskellige – og alle fejlagtige.

I den ånd kan vi spørge – åbent og uden selv at svare:

Er sandhed som et hvidt lys, der brydes til regnbue i et ikke-neutralt prisme; et kamera, en mikrofon, et sprog, en sansning, en tanke?

Er fænomener skyggebilleder af ideer (Platon), eller er ideer svagere efterklange af sansninger (Hume), eller er sammenhængen en helt anden?

Er det inderste menneske et åbent punkt mellem liv og død, lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn, kærlighed og had?

Er verdenshistorien en fortælling om menneskelig frigørelse fra undertrykkende magter; ikke i verden, men i os selv? Forsvinder det onde i verden, hvis vi overvinder det i os selv? Og omvendt: Tager det onde i verden til, hvis vi vil bekæmpe det i andre, eller ligefrem bekæmpe andre?

Er forelskelse rus, kærlighed ro? Er forelskelse knyttet til kroppen, kærligheden til ånden? Er de to på den måde væsensforskellige?

Er vi forpligtede til at søge at hjælpe andre hvor og hvis vi kan, uanset hvor i verden de der trænger til vores hjælp lever?

Er det handlingens motiv eller handlingens resultat og konsekvens vi må vægte højest? Er vejen til helvede brolagt med gode hensigter, eller er det tanken, der tæller?

Hvad mener du?