Kender du den særlige indre følelse, når hjertet arbejder, idet vi gør noget, vi måske ikke umiddelbart har lyst til, men som vi ved er rigtigt?

Vi kan knytte det an til Kants moralfilosofi, som den kommer til udtryk i Kritik af den praktiske fornuft: De egentligt moralsk værdifulde handlinger er dem, som vi udfører af pligt, dikteret af vores fornuft, på trods af en tilbøjelighed (følelse) til at lade være.

Vi kan også sige, at det er en af de måder, vores ånd vokser, modnes på.

Vi kan opleve det i mange sammenhænge: Når vi af og til sætter vores egne behov til side, og gør noget godt for vores partner eller ægtefælde, selv om vi har lyst til at undlade at gøre det, når vi føler en mægtig lyst til at forfølge vores egne mål, og vores fornuft siger os, at det ville være godt i stedet at gøre noget for vores børn og på mange andre måder og i mange andre situationer.

Vi kan også bare sige, at det vi her oplever er kærligheden, der arbejder i os – og får os til at vokse åndeligt. Hvis du kender denne følelse, så ved du noget om kærlighed.

Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad, som skrevet står.