Forfatterskabet Højtryk

Tag: Mørke

  • Mørkets polspænding i relation til menneskets ånd og krop

    Lys og mørke, godt og ondt, er ifølge Vandrer mod Lyset modsætninger, urkræfter, der kan give sig udslag på mange måder og som repræsenterer mange forskellige ting og fænomener, fx kærlighed og had.

    Inden for mørket, det onde, optræder denne urkraft altid – som jeg har skrevet ved flere tidligere lejligheder – ved et ”lyst” og et rent sort aspekt, det jeg tidligere har kaldt mørkets eller det ondes dobbeltaspekt.

    Hvis det onde således altid optræder dobbelt, som ”lyst” og rent sort, så indebærer dette dobbeltaspekt, disse poler (jf Vandrer mod Lyset), en spænding mellem de to aspekter eller poler, en spænding som mennesket uvilkårligt søger udlignet, udløst ved polernes forening, da spændingen giver sig udslag i uro og lidelse. Mennesket søger at befri sig for den uro og spænding, der hjemsøger dets ånd eller bevidsthed eller krop ved mørket, og dette kan ske på to måder (jf Vandrer mod Lyset, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke):

    1. Enten ved en mørketanke eller mørkehandling hvor polerne forenes, og hvorved det gran af mørke, som påvirker mennesket (ved polspændingen) afpolariseres, hvilket kan føles som en momentan lettelse, som dog ikke er varig, da det samme mørke (eller andet mørke) øjeblikket efter igen kan påvirke individet til den samme eller en lignende handling. Denne mulighed er derfor – naturligvis – ikke at foretrække, er ikke konstruktiv.
    2. Ved individets sorg og anger over det mørke, som har påvirket det til en ond tanke eller handling. Denne måde er Lysets måde at forholde sig til og håndtere det onde på, hvorfor den er at foretrække. Ved individets sorg og anger sejrer det således over det onde, som har påvirket det. (En tredje måde at afpolarisere det åndelige mørke på findes, men kendes kun af Gud).

    Det afgørende i denne betragtning er den (pol-)spænding mellem mørkets to aspekter eller poler, hvorved polerne drages mod hinanden og søger forening i mennesket, en spænding som let kan friste eller kan tvinge et menneske til at udøve mørkets handlinger, fx mord, for ved mørkepolernes forening ved den syndige tanke eller handling at befri sig for den indre spænding eller lidelse, som mørket altid medfører.

    Det afgørende er også at pointere, at mørkets ”løsning” på problemet er illusorisk; fx vil en morder ved mordet måske føle en umiddelbar lettelse for det tryk, der har hjemsøgt ham, men i næste øjeblik eller kort efter vil mørket i ham (eller hende) som en konsekvens af handlingen ”fryse til” og gøre spændingen og lidelsen endnu værre, da vedkommende da både kan påvirkes af et lignende mørke, og derudover har en mørkets handling på samvittigheden; mørkets gerning, mordet, har da sat sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i morderens ånd og krop, og han har ingen fred og hvile.

    Andre eksempler på mørkets polspænding, der kan påvirke os til mørkehandlinger, kan fx være at betragte den maniodepressive, psykiatriske patients svingen mellem mani (mørkets ”lyse” aspekt eller pol) og depression (mørkets rent sorte aspekt); en polspænding, patienten måske søger at befri sig for gennem destruktive handlinger.

    Og vi kan betragte det overlagte selvmord, hvor lidelser måske får et menneske til at se den selvvalgte død som noget “godt”, måske som noget, der bringer “fred” for de tyngende lidelser; men selvmord giver ifølge Vandrer mod Lyset ikke fred, men bringer endnu flere og dybere lidelser end dem, man søger at flygte fra.

    Eller vi kan betragte et menneske, der på den ene side lider af mindreværdskomplekser (det sorte aspekt) og på den anden side den fænomenologiske tvilling, storhedsvanviddet (det ”lyse” aspekt). Denne polspænding kan ligeledes friste til destruktive handlinger.

    Spændingen mellem mørkets poler kan altså betragtes ud fra sondringen mellem mørkets “lyse” og dets rent sorte aspekt – ved fristelsen (det “lyse” aspekt) og tvangen (det sorte aspekt). Lysets nøglebegreb i denne forbindelse er selvbeherskelse, så vi hverken giver efter for mørkets fristelse eller tvang i forsøget på at frigøre os fra den lidelsesfulde polspænding. Selvbeherskelsen handler her først og fremmest om at lære at lade sin vilje beherske sin tanke, så viljen ikke handler blindt ud fra “løbske” tanker, der går i retning af mørke og synd. Denne selvbeherskelse fremhæves flere gange i Vandrer mod Lyset som helt central i vores åndelige udvikling (fx i Kommentaren til Ardors beretning, kap. 2).

    Det nye i denne synsmåde er altså den polspænding mellem mørkets to aspekter, der kan friste eller tvinge os til destruktive handlinger i forsøget på at befri os for spændingen og lidelsen ved polspændingen ved gennem det ondes ”lyse” aspekt, fristelsen, at lokke – illusorisk – med lettelse for mørkets tryk ved polernes forening, eller tvinge os til at handle ondt, samt at påpege den konstruktive Lysets måde at håndtere polspændingen og lidelsen og uroen på, som Vandrer mod Lyset gør rede for; nemlig først og fremmest selvbeherskelse, dernæst individets sorg og anger og måske bøn om tilgivelse, hvis mørketanken er blevet ført ud i livet gennem handling.

    Polspændingen kan opfattes som mørkets, det ondes, motor, og den kan iagttages mange steder og på mange områder, fx også det politiske:

    Når der bygges op til krig mellem to lande, når først retorik via polarisering bygger op til konflikt, og når senere og i værste fald egentlige krigshandlinger bliver en realitet, så er det udtryk for mørkets to poler, hvor mørkets “lyse” side eller pol fremtræder som noget “godt” eller ønskværdigt, fx “for at rense luften”, og hvor selve krigens forfærdelige realitet er mørkets rent sorte side.

    Eller vi kan fx se polspændingen, det ondes motor, ved den gensidige dehumanisering, vold og chikane hvor fronterne trækkes op gennem polarisering mellem danske muslimer og andre danskere. Dette fænomen kan også iagttages i andre vestlige samfund.

    Området er bredt og stort, og der er her stof til mange fremtidige studier og analyser.

    (Læs om Lysets polbalance – modsat mørkets polspænding – i min artikel: Lysets polbalance – livet, evigheden og kærligheden)

  • Vandrer mod Lyset og atomfysik

    Ifølge Vandrer mod Lyset, s. 149 (i den trykte udgave) består både lys og mørke (godt og ondt; Vandrer mod Lyset bruger ordene lys og mørke som kendingsnavne for de to urkræfter – godt og ondt – og der er altså her ikke tale om dagslys og nattemørke) af visse elementarpartikler, hvor lysets partikler er de mindste og fineste, mens mørkets er større og grovere. Der er et meget vidt spektrum fra lysets fineste partikler til mørkets groveste.

    I samme værk s. 148 siges det, at Gud, for – efter sin emanation (fremståen) – at eliminere det onde, mørket, satte lys og mørke i en om hinanden roterende, kredsagtig bevægelse, hvorved mørket bundfældedes i lyshavet, da dets partikler er større og tungere. Samtidig lod Han lyset – og det deri bundfældede mørke – gennemstrømme sit guddommelige Legeme.

    Fra atomfysikken ved vi, at alt fysisk stof består af visse elementarpartikler. Vi ved, at elektroner bevæger sig i kreds (eller i en ´sky´) om atomkernerne, der består af protoner og neutroner. Samtidig ved vi, at protoner og neutroner kan opdeles i (består af) quarker, og måske endnu finere og mindre partikler. Vi ved, at elektroner er negativt ladede, mens atomkernerne er positivt ladede, og vi ved, at elektroner har langt mindre masse end både protoner og neutroner, at elektroner altså er langt mindre og finere end kernepartiklerne (se fx Wikipedia; artiklerne om elektroner, protoner og neutroner).

    Sammenholder vi disse ting, er det let at tænke, at elektroner repræsenterer en form for lys (måske det materielle lys; Se VmL, s. 149), mens atomkernerne er udtryk for mørkepartikler: Elektroner kredser om atomkernerne, og holder atomer og molekyler stabile (se fx Den store Danske; artiklen om ioner), elektroner og kerne er forskelligt, hinanden modsat, ladede, og elektroner er langt mindre og finere end kernerne.

    Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to – hinanden modsatte – kræfter, lys og mørke, er korrekt, må vi forvente at kunne finde stadigt finere partikler henimod lysets ende af spektret, langt flere forskellige slags partikler end videnskaben kender i dag. Samtidig må vi forvente at kunne finde partikler, der kan bevæge sig med overlyshastigheder, da hastigheden i svingning og bevægelse bevæger sig langt videre i spektret henimod lysets ende af det end fx elektroner og fotoner (fx det astrale og det æteriske lys).

    En indikation – om end det er videnskabeligt usikkert og mangler evidens i dag – på at elektroner er udtryk for lysets kræfter, og atomkerner repræsenterer former for mørke (udover elektroners stabiliserende virkning på atomer og molekyler), har vi i teorien om negative ioners gavnlige indvirkning på mennesker (se fx sund-forskning.dk og jf forskellige former for ionterapi). Negative ioner har således et overskud af elektroner i forhold til protoner, og hvis elektroner er udtryk for lys, kan den positive indvirkning på mennesker forklares derudfra. Vi kan tænke, at den stabiliserende virkning på atomart og molekylært niveau også slår igennem på makroniveau, den menneskelige organisme og det menneskelige sind som sådan.