Forfatterskabet Højtryk

Tag: Tilgivelse

  • Mørkets polspænding i relation til menneskets ånd og krop

    Lys og mørke, godt og ondt, er ifølge Vandrer mod Lyset modsætninger, urkræfter, der kan give sig udslag på mange måder og som repræsenterer mange forskellige ting og fænomener, fx kærlighed og had.

    Inden for mørket, det onde, optræder denne urkraft altid – som jeg har skrevet ved flere tidligere lejligheder – ved et ”lyst” og et rent sort aspekt, det jeg tidligere har kaldt mørkets eller det ondes dobbeltaspekt.

    Hvis det onde således altid optræder dobbelt, som ”lyst” og rent sort, så indebærer dette dobbeltaspekt, disse poler (jf Vandrer mod Lyset), en spænding mellem de to aspekter eller poler, en spænding som mennesket uvilkårligt søger udlignet, udløst ved polernes forening, da spændingen giver sig udslag i uro og lidelse. Mennesket søger at befri sig for den uro og spænding, der hjemsøger dets ånd eller bevidsthed eller krop ved mørket, og dette kan ske på to måder (jf Vandrer mod Lyset, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke):

    1. Enten ved en mørketanke eller mørkehandling hvor polerne forenes, og hvorved det gran af mørke, som påvirker mennesket (ved polspændingen) afpolariseres, hvilket kan føles som en momentan lettelse, som dog ikke er varig, da det samme mørke (eller andet mørke) øjeblikket efter igen kan påvirke individet til den samme eller en lignende handling. Denne mulighed er derfor – naturligvis – ikke at foretrække, er ikke konstruktiv.
    2. Ved individets sorg og anger over det mørke, som har påvirket det til en ond tanke eller handling. Denne måde er Lysets måde at forholde sig til og håndtere det onde på, hvorfor den er at foretrække. Ved individets sorg og anger sejrer det således over det onde, som har påvirket det. (En tredje måde at afpolarisere det åndelige mørke på findes, men kendes kun af Gud).

    Det afgørende i denne betragtning er den (pol-)spænding mellem mørkets to aspekter eller poler, hvorved polerne drages mod hinanden og søger forening i mennesket, en spænding som let kan friste eller kan tvinge et menneske til at udøve mørkets handlinger, fx mord, for ved mørkepolernes forening ved den syndige tanke eller handling at befri sig for den indre spænding eller lidelse, som mørket altid medfører.

    Det afgørende er også at pointere, at mørkets ”løsning” på problemet er illusorisk; fx vil en morder ved mordet måske føle en umiddelbar lettelse for det tryk, der har hjemsøgt ham, men i næste øjeblik eller kort efter vil mørket i ham (eller hende) som en konsekvens af handlingen ”fryse til” og gøre spændingen og lidelsen endnu værre, da vedkommende da både kan påvirkes af et lignende mørke, og derudover har en mørkets handling på samvittigheden; mørkets gerning, mordet, har da sat sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i morderens ånd og krop, og han har ingen fred og hvile.

    Andre eksempler på mørkets polspænding, der kan påvirke os til mørkehandlinger, kan fx være at betragte den maniodepressive, psykiatriske patients svingen mellem mani (mørkets ”lyse” aspekt eller pol) og depression (mørkets rent sorte aspekt); en polspænding, patienten måske søger at befri sig for gennem destruktive handlinger.

    Og vi kan betragte det overlagte selvmord, hvor lidelser måske får et menneske til at se den selvvalgte død som noget “godt”, måske som noget, der bringer “fred” for de tyngende lidelser; men selvmord giver ifølge Vandrer mod Lyset ikke fred, men bringer endnu flere og dybere lidelser end dem, man søger at flygte fra.

    Eller vi kan betragte et menneske, der på den ene side lider af mindreværdskomplekser (det sorte aspekt) og på den anden side den fænomenologiske tvilling, storhedsvanviddet (det ”lyse” aspekt). Denne polspænding kan ligeledes friste til destruktive handlinger.

    Spændingen mellem mørkets poler kan altså betragtes ud fra sondringen mellem mørkets “lyse” og dets rent sorte aspekt – ved fristelsen (det “lyse” aspekt) og tvangen (det sorte aspekt). Lysets nøglebegreb i denne forbindelse er selvbeherskelse, så vi hverken giver efter for mørkets fristelse eller tvang i forsøget på at frigøre os fra den lidelsesfulde polspænding. Selvbeherskelsen handler her først og fremmest om at lære at lade sin vilje beherske sin tanke, så viljen ikke handler blindt ud fra “løbske” tanker, der går i retning af mørke og synd. Denne selvbeherskelse fremhæves flere gange i Vandrer mod Lyset som helt central i vores åndelige udvikling (fx i Kommentaren til Ardors beretning, kap. 2).

    Det nye i denne synsmåde er altså den polspænding mellem mørkets to aspekter, der kan friste eller tvinge os til destruktive handlinger i forsøget på at befri os for spændingen og lidelsen ved polspændingen ved gennem det ondes ”lyse” aspekt, fristelsen, at lokke – illusorisk – med lettelse for mørkets tryk ved polernes forening, eller tvinge os til at handle ondt, samt at påpege den konstruktive Lysets måde at håndtere polspændingen og lidelsen og uroen på, som Vandrer mod Lyset gør rede for; nemlig først og fremmest selvbeherskelse, dernæst individets sorg og anger og måske bøn om tilgivelse, hvis mørketanken er blevet ført ud i livet gennem handling.

    Polspændingen kan opfattes som mørkets, det ondes, motor, og den kan iagttages mange steder og på mange områder, fx også det politiske:

    Når der bygges op til krig mellem to lande, når først retorik via polarisering bygger op til konflikt, og når senere og i værste fald egentlige krigshandlinger bliver en realitet, så er det udtryk for mørkets to poler, hvor mørkets “lyse” side eller pol fremtræder som noget “godt” eller ønskværdigt, fx “for at rense luften”, og hvor selve krigens forfærdelige realitet er mørkets rent sorte side.

    Eller vi kan fx se polspændingen, det ondes motor, ved den gensidige dehumanisering, vold og chikane hvor fronterne trækkes op gennem polarisering mellem danske muslimer og andre danskere. Dette fænomen kan også iagttages i andre vestlige samfund.

    Området er bredt og stort, og der er her stof til mange fremtidige studier og analyser.

    (Læs om Lysets polbalance – modsat mørkets polspænding – i min artikel: Lysets polbalance – livet, evigheden og kærligheden)

  • Salme ved tidernes ende

    Hvis kaos hersker, og orden søges, hvad gør vi da?

    Overalt i den menneskelige verden hersker kaos: Klimaet synes på vej til sammenbrud, de vestlige kapitalistiske vækst- og accelerationssamfund ligner en maskine, der er ved at bryde sammen; vi ser på hinanden, rådvilde, ved ikke hvad der sker, og hvad der kan gøres.

    De marxistiske modfantasier skabte kun grusomme diktaturer og endnu værre elendighed. Kapitalister og marxister hev i hver sin ende af det samme tov, hvorved de var ved at rive verden i stykker. Da der pludselig ikke længere var modstand i den anden ende af tovet, mistede kapitalisterne balancen, og faldt på halen.

    Så hvad gør vi?

    Vi står som med skibet Titanic, skibet, der ikke kunne synke, nu på vej mod havets bund. Vi løber som inuitten for at holde frost og kuldedød borte, derved sveder vi, og sveden truer med igen at fryse til, så vi må løbe endnu hurtigere for at holde døden borte. Så vi må løbe. Stadig løbe. Vi fortvivler: Hurtigere endnu? Men vi kan ikke!

    Krig hersker. Med deraf følgende mægtige flygtningestrømme og udbredt racisme og elendighed og åndelige og materielle værdiers ødelæggelse. Bror og søster ser ondt til hinanden. Global kriminalitet. Forurening. Ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom. En Jord, der ryster under vores fødder.

    Men – lad os ikke tegne billedet sort i sort, men sige: Måske er det ikke os og vores samfund, der bryder sammen i det, vi ser nu. Måske er det, der bryder sammen det, der ikke selv kan stå og aldrig har kunnet. De falske guder:

    Treenigheden, de tomme drømme ved tidernes ende: Magt, penge, sex. Om end vi havde al magt, al rigdom, al kønslig tilfredsstillelse, ville vi ikke blive lykkeligere og få fred og rolige drømme. Sulten og tørsten ville blive værre og mere uudholdelig, jo mere vi ønsker og begærer og får af denne jords nu yderste drømme.

    De gamle guder har også spillet deres spil til ende. De har haft deres tid, og det er tid nok. Heller ikke de kan slukke tørsten og stille sulten længere: Jahve, Far-Søn-Helligånd og Allah; de tager hinanden i hånden og vandrer stille ud i glemslen; eller rettere: De har aldrig været her, for de findes ikke.

    Vi mangler i erkendelse, videnskab, politik, økonomi, religion, eksistens, teknik, skønhed, kunst et urokkeligt grundlag, som ikke svigter; har vi ikke et grundlag hér, har vi intet. Så skrider fundamentet – sandet vi har bygget på siden tidernes morgen – og så falder vi, og faldet bliver stort og dybt og langvarigt.

    Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, økonomisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

    Vi ved, hvem Gud er. Ikke de gamle drømme og febervildelser om Herren, men Gud, som Han/Hun virkelig er. Vi kender Ham/Hende fra det budskab, Han/Hun har sendt til menneskeheden som helhed: Gennem Vandrer mod Lyset!

    Vi kan vælge at slå hånden ad Ham/Hende og vende det døve øre til Hans/Hendes budskab. Vi kan vælge ikke at lytte – til vores inderste, vælge ikke at følge det. Men så vil sammenbruddet fortsætte, og ikke blive til det gennembrud, vi også kan vælge: Gennembruddet for kærlighed, fred, ro, skønhed, sandhed – gennem tilgivelse.

    Hvis vi fornægter vores inderste nu – og den stemme, der kalder på os dag og nat – og hvis ikke vi svarer Ham/Hende, så vil vi bringe sammenbruddet til det yderste. Er det det, vi vil?

    Spørgsmålet er dybest set: Vil vi livet eller døden? Sandheden eller løgnen? Kærligheden eller hadet? Lyset eller mørket? Sammenbrud eller gennembrud? Hvad vil vi? Hvad vil vi svare Gud, der kalder? Hører du ikke Hans/Hendes stemme? Hører du ikke Kaldet?

  • Der findes tilgivelse for alt

    Nogle religioner hævder, at der findes ting og handlinger, som er utilgivelige. Jeg tænker her på kristendom og islam. I kristendommen har man ideen om, at ”synd mod helligånden” ikke tilgives af Gud, og i islam hævder man, at Gud ikke tilgiver, hvis nogle sætter andre ved Hans side. En sådan synd er shirk, siger man, en utilgivelig dødssynd.

    Men de samme religioner siger samstemmende, at Gud er barmhjertig og tilgivende og kærlig. Og det er fuldstændig rigtigt. Hvad man måske mangler at forstå er, at denne Guds egenskab og vilje er absolut på en sådan måde, at der ikke findes ting, som Gud ikke kan eller vil tilgive.

    At sige at der er ting, Gud ikke tilgiver, er – uden at man måske gør sig det bevidst – at sætte grænser for Guds kærlighed. Men da Guds kærlighed til alle mennesker er uendelig, findes sådanne grænser ikke. Og hvem har loddet den Almægtige Guds kærligheds dyb?

    Vi kan sandsynliggøre tanken ved følgende:

    I Vandrer mod Lyset siges det, at Gud har tilgivet selv den personlighed, der igennem millioner af år har været hans hovedmodstander, Satan (Ardor, den ældste). Ja, Gud har ikke kun tilgivet ham, men i al den tid, Satan kæmpede mod Ham, har Gud længtes efter at tilgive den dybest faldne, længtes efter at vinde ham tilbage til Lyset og sit Rige.

    Og denne tilgivelse blev givet på det tidspunkt, hvor menneskers kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse og bøn vakte sorgen og angeren i den faldnes sind og hjerte. I samme øjeblik den ældste bad om tilgivelse, tilgav Gud ham – med uendelig glæde.

    Vi kan også sige som en kendsgerning: Mange mennesker har allerede formået at gøre det, Vandrer mod Lyset opfordrer os til: At tilgive vores ældste bror (Satan, Ardor). Disse mennesker har af barmhjertighed tilgivet ham, der har syndet så uendelig meget mod enhver af os.

    Når alt dette er tilfældet – og det er kendsgerninger – når mennesker formår at tilgive den dybest faldne ud fra deres hjertes kærlighed og barmhjertighed – hvor meget mere må da ikke Gud – der i kærlighed og barmhjertighed står uendelig højt over alle andre – være i stand til at tilgive alle og alt; ja, ikke bare tilgive, men længes efter at tilgive! I samme øjeblik Han ser vores sorg og anger, tilgiver Han. Også dette er en kendsgerning.

    Således vil ingen angrende morder, krigsherre, voldsmand finde Guds hjerte lukket og forseglet; han eller hun vil finde Guds hjerte åbent og tilgængeligt; ud fra den Almægtiges længsel efter at vinde enhver af os tilbage til Lyset og livet, når vi har fejlet.

    Når både Gud tilgiver alt, og når nogle mennesker formår at tilgive den, der har forårsaget så megen lidelse og elendighed for alle – hvem tør da mere sige, at der findes utilgivelige ting og handlinger?

    Det gør der heller ikke. Der gives tilgivelse for alt! Gud kan tilgive alt, og nogle mennesker kan det samme; og disse mennesker viser i tanke, hjerte og handling, at de er ægte børn af Gud, og er det med ære!

  • Som ringe i vandet

    Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

    Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

    Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

    Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

    Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

    Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.

  • Vejen og genvejen til Gud

    I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

    Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

    Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

    Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

    Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

    Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

  • Bønnen for de ældste

    De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

    De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

    Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

    De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

    Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

    Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

    Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

    Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.