De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.