I en række artikler i Weekend-Avisen, deriblandt En perfekt storm (interview med Ivan Krastev ved Christian Foldager; WA nr 43 2026) dækkes de uroligheder og optøjer, der er brudt ud i flere europæiske lande, hvor unge går på gaden og driver hærgende gennem forskellige byer, hvor de plyndrer og smadrer butikker og kæmper mod ordensmagten.
I artiklerne peges blandt andet på den demografiske udvikling i Europa, hvis andel af ældre bliver større og større, og hvor de unge derfor som mindretal holdes ude eller føler sig holdt ude fra politisk indflydelse og savner politisk repræsentation. Jeg har tidligere skrevet om emnet i artiklen Europa brænder. Det andet standpunkt, og jeg kunne i tilknytning hertil ønske at bidrage med et andet perspektiv, hvor jeg søger til grunden af den herskende konflikt.
En del af de unge der nu går på gaden i protester og som begår vold, hærværk og selvtægt, er muslimer. Ved volden risikerer de stik mod intentionen at ødelægge den bedre fremtid de ønsker sig, kæmper for og har krav på. Men tænker vi situationen ind i en bredere kulturforståelse, og sætter den i relation til den standende konflikt mellem Vesten og islam, så er det en kendsgerning, at der i den muslimske verden er en stor vrede rettet mod Vesten på grund af Vestens støtte til Israel. Denne vrede giver sig udslag i vold og manglende respekt for vestlig lov og vestlige værdier samt for vores politiske institutioner og vores retssystem. Man ser Vesten som hyklerisk i forhold til respekten for menneskerettighederne, som åbenbart ikke gælder for palæstinenserne, og man mener, at vores politik og holdning således er præget af dobbeltstandarter.
På den anden side skaber de unge muslimers vold en udbredt modvilje og had fra etniske europæere rettet mod muslimer som helhed. Situationen er så alvorlig, at nogle advarer mod borgerkrig og de vestlige samfunds kollaps i nær fremtid også understøttet af andre stormagter, fx Rusland, der puster til ilden gennem desinformation, indblanding i vestlige valg og hybridkrig. Hvis det er rigtigt, at muslimers vrede og den deraf følgende vold især skyldes vestlig støtte til Israel, så er det værd at se på denne støtte og måske genoverveje den. Det kan godt være, at Israel har magten i området, men palæstinenserne har retten. Dette er ikke antisemitisme, men antizionisme. Palæstinenserne blev efter 2. verdenskrig og holocaust frataget deres land ved oprettelsen af staten Israel, og de er lige nu udsat for et forsøg på folkedrab og fordrivelse fra deres eget land. Derfor vil det ikke være et knæfald for islam eller volden at trække vestlig politisk, økonomisk og militær støtte til Israel og i stedet støtte palæstinenserne og deres sag. Det vil være en simpel anerkendelse og tilslutning til retten, hvilket også er i vores egen interesse, hvis vi skal undgå alvorlige konflikter og måske borgerkrig, og hvis vi skal overleve som civilisation.
Skal Vesten helhjertet støtte palæstinensernes sag, så kræver det, at palæstinenserne selv standser deres del af volden, hvorved de kan opnå den ekstra moralske overlegenhed, der gør deres krav på deres eget land uomgængeligt overfor verdensopinionen.
(Se også min artikel Palæstina er palæstinensernes land)
(2026)
