Palæstina er palæstinensernes land

Det forfærdelige terrorangreb på Israel i oktober 2023 og Israels over alle grænser voldsomme reaktion har fået mig til at genoverveje min personlige stillingtagen til konflikten og krigen mellem israelere og palæstinensere, hjulpet på vej af forskellige palæstinensiske kommentatorer på Facebook, deriblandt profilen Globalt perspektiv, Omar Bibi og Asmaa Abdol-Hamid. 

Jeg har således skiftet holdning fra at betragte Israel som moralsk overlegen i krigen, og deres forsvar mod palæstinensernes forsøg på at vinde deres egen stat for legitim, til at betragte palæstinenserne som den forurettede part, og deres ønske om en levedygtig stat som fuldt berettiget og det eneste retfærdige. Det nedenstående er en bearbejdning af et par svar jeg skrev i forbindelse med et indlæg fra Globalt perspektiv, der handlede om Israels brug af menneskelige skjold i krigen.

–

Menneskelige skjold bruges formentlig af begge parter i denne tragiske krig og konflikt mellem israelere og palæstinensere. Det et en del af krigens frygtelige natur og virkelighed.

Israel blev som bekendt dannet som stat som følge af 2. verdenskrig og tyskernes forsøg på folkedrab på det jødiske folk med en århundreder eller årtusinder lang forhistorie af pogromer vendt mod jøderne i nogle af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie. Men disse forbrydelser mod menneskeheden havde palæstinenserne ingen lod, del eller skyld i. De er kommet til at bøde og betale for ikke deres eget, men for europæisk og vestligt barbari. 

Jeg tænker, at Palæstina er palæstinensernes land, og jeg håber, de en dag vil få deres ret. Men jeg håber ikke, at det bliver endnu en stat, der fødes af vold (terror, som palæstinenserne opfatter som legitim modstand, ligesom israelerne opfatter deres krig som legitimt forsvar i en eksistenskamp).

Jeg håber, palæstinenserne får deres stat ved principielt at afsværge vold som politisk virkemiddel, og at de vil nå deres mål ved den moralske overlegenhed, de vil få derved. Ved den moralske overlegenhed kan de påvirke verdensopinionen og skabe sympati for deres sag og berettigede krav, i stedet for som nu at skabe udbredt afsky eller ligegyldighed ved volden. Jeg håber, at Palæstina vil genfødes i fred og ikke af menneskeblod.

Hidtil har Israel kunnet trænge igennem med forestillingen om, at landet er det eneste demokrati og den eneste retsstat i Mellemøsten, at Israel derved er Vestens forpost i området, og at de kæmper mod en horde af blodtørstige barbarer. Ethvert palæstinensisk angreb synes at bekræfte denne idé, og derved har Israel vundet verdensopinionens sympati. Med denne sympati følger politisk, økonomisk og militær støtte.

Forestillingen om Israels moralske overlegenhed er så takket være forskellige palæstinensiske kommentatorer og ved Israels voldsomme fremfærd mod palæstinenserne i kølvandet på terrorangrebet i oktober 2023 – forsøget på folkedrab og dermed forbrydelser mod menneskeheden – faldet nu. Men man må dog forstå israelerne så langt og med den nuance, at de har været mål for bestialsk vold i årtier, en vold som truer staten Israels eksistens.

Det ændrer dog ikke på kendsgerningen, som jeg ser det, at Palæstina tilhører palæstinenserne. Men hvis palæstinenserne ikke standser volden principielt og ud fra en respekt for hvert eneste menneskeliv som unikt og derfor umisteligt, hvilket også gælder enhver israeler, så vinder de aldrig gehør og ægte støtte for deres sag. Hvis palæstinensernes egen vold fortsætter, bliver Israels reaktion endnu stærkere og voldsommere, og palæstinenserne bliver måske udslettet som folk.

Derfor tænker jeg, at den eneste farbare vej til at nå det berettigede krav om at genvinde Palæstina som palæstinensisk land og stat er fredens vej. Og hvis denne vej følges og fører til det ønskede mål, kan Palæstina og palæstinenserne rejse sig af støvet som den moralsk mest velfunderede stat og det menneskeligt største folk, verden endnu har set.