Blog

Idet jeg tænker med højagtelse på de åndelige pionerer og enere, Moses, Jesus af Nazareth og Muhammed, disse mægtige personligheder og foregangsmænd, så tænker jeg, at de hver for sig med hvert sit unikke udgangspunkt og med hver deres karakter og åndelige vandmærke og personlighed kom til os mennesker for at lære os at elske, agte og ære Gud af hele vores ånd, sind og hjerte, og ud fra denne kærlighed at elske vores medmennesker ved en enkel forståelse af, at vi alle i åndelig forstand er brødre og søstre, børn og skabninger af den samme lysets og kærlighedens og fredens Gud, som udsendte dem til forskellige tider og i forskellige kulturer og samfund.

Moses, Jesus af Nazareth og Muhammed kom, tænker jeg, for at lære os at vise barmhjertighed mod alle, at vise medfølelse med dem, der lider, og at tilgive dem, der forbryder sig mod os. De kom alle, tænker jeg, for at bryde mørkets magt i verden og over mennesker og for at sætte lyset, kærligheden, i stedet. De kom for at befri os fra mørkets, det ondes, åg, for at løfte det af menneskers skuldre ud fra en dyb, alle omfattende kærlighed, lige som deres Gud og Fader elsker alle og viser alle den samme barmhjertighed, retfærdighed og mildhed. De ville lære os at tilgive alle, som Gud tilgiver alle, når vi angrer, de ville ikke fordømme de faldne, dem, der synder og dem, der synder mest, men vinde dem tilbage gennem medfølelse, tilgivelse og bøn.

Moses, Jesus af Nazareth og Muhammed ville, tænker jeg, bringe os lyset og derigennem bringe os fred. Men ved disse enere med hver deres del af sandheden og lyset har deres efterfølgere tegnet et billede af Gud, som gør at mange frygter snarere end elsker Gud. Mange tør næppe nærme sig den lysets Gud, der udsendte dem, og hvis vi vover det, da ofte kun i angst og bæven som overfor en lunefuld, uberegnelig, utilregnelig despot og tyran, der skalter og valter med os mennesker og vores skæbne, vi mennesker, der alle i åndelig forstand er Hans egne skabninger.

Det hedder da: Vær lydig! Tro! Underkast jer! Ellers bliver I brændsel for Ilden, ellers vil Gud udslette jer, øksen ligger allerede ved træets rod. Kernerne samler Gud i lade, avnerne brænder Han.

Hvor vildførte er vi ikke, og hvor dybt savner ikke Moses´, Jesu og Muhammeds enkle lærer en tilbundsgående reform, så troen med respekt og højagtelse kan føres tilbage til kilden og de mægtige enere, der bragte os sandheden med kærlig hånd og hjerte ved mildhed, de enere, der for en tid ofrede deres eget lykkelige og salige liv i Guds skønne Rige, Paradis, for at hjælpe os mennesker fremad mod lyset og Hjemmet til vores fælles Fader og Skaber ved at blive mennesker som vi.

Til grund for denne nødvendige reform bør vi lægge storværket, Guds egen åbenbaring Vandrer mod Lyset, der bekræfter og viser sandheden i disse ord med klarhed og styrke. Ikke menneskelige avner men mørkets slagger bør sies fra gennem billedet af Gud som lysets og kærlighedens Almagt. Det skylder vi de mægtige enere, Moses, Jesus af Nazareth – Kristus, Muhammed og flere med dem, der ofrede alt for os. Og det skylder vi hinanden, så vi kan leve i indbyrdes fred, kærlighed og fordragelighed med tolerance og respekt for hver vores særegenhed og ret til at tænke og tro det, vi hver især holder for sandt og helligt uden at vi skal frygte Guds eller menneskers grusomme straf, forfølgelse og hævn.

At digte er at give det tilfældige en nødvendig form. At digte er at udtrykke det, alle med nødvendighed er alene om. At digte er at kaste slør over det inderste, der forsvinder, idet det åbenbares, og som ikke kan udtrykkes på anden måde. (Inspireret af Goethe)

Den modigste beslutning et menneske kan tage hver dag, er at være ved godt mod (Voltaire). Stille brænder skovene med tilbageholdt styrke rødt, brunt, gyldent, det hele skal opfyldes, alt er opfyldelse. Vi går hånd i hånd, digter jeg, gennem flammerne; fortrolige og fremmede, enige i det meste og totalt forskellige. Jeg kender alle dine tanker og ingen af dem rigtigt.

Jeg digter dig lykkelig eller ulykkelig alt efter, hvad du foretrækker, og når denne tekst standser, standser min historie og begynder din i den uendelige tomhed efter den sidste sætnings sidste punktum. Med din historie begynder alle historier, standser døden, begynder verden, lever vi igen som de første lykkelige, udødelige mennesker alene i verden.

Du driver dødens brod ud af dit hjerte med indsigt, min elskede, ud af den kærlighed, der består af angsten for at miste den, den som svejser os sammen med blod og ild og varig smerte. Idet du slipper døden, slipper du mig, idet blødningen standser, forlader du mig. Jeg digter os nu hvilende sammen i kærligheden som den virkelig er, og som den kan blive. De høje veje er vanskelige at gå på, dog ikke umulige, altid mulige. Jeg digter den kærlighed, der holder alting sammen i verdens inderste.

Jeg digter smerten ud af dit sind, jeg kaster slør over den, så den er til at bære, jeg digter menneskers nødvendige sandhed og illusion. Jeg digter, at jeg forstår, hvad dit blik udtrykker lige nu, hvor vi går i skoven, øjet, der forandrer sig med ånden bag, det ensomme punkt dybt inde, som er dig eller mig, altid i bevægelse, aldrig i ro, uforanderligt og i stadig forandring. I det blik hviler jeg alene og uden ord.

Du er på vej et sted hen, væk, med kærlighedens forjættende og frygtelige virkelighed, som du tager med dig. Det eneste, der kan trøste mig og helbrede mig for min angst for tabet, er tabets fuldbyrdelse og realitet. Det eneste, der kan dulme min angst for døden, er min død og undergang, det frygtelige, der forsvinder, idet det bliver virkeligt, når sløret hæves. Det eneste der er tilbage er sorgen, som er min hjemløse kærlighed.

Vi ligger sammen i det uendelige hav, der er livet, det dyb hvorover Guds ånd svæver roligt, det hav, der er i os, omkring os, mellem os. Vi kan ikke hæve os over det, derfor kan vi ikke se det, kun leve i det. Smilende lærer Gud os at bære og skærme kærlighedens kongelige segl i hjertets inderste, og ikke binde det om panden. Skjult for alverden lever den hemmelighed, alle kender, men som ikke kan meddeles uden at den forsvinder, og her begynder din historie med træer der brænder tavst og naturligt uden at gå til grunde.

(Med inspiration også fra Mads Vang Christensen og Orhan Pamuk)

For den varige kærligheds mulighed har vi kun håbet, for dens umulighed frygten. Håbet består i muligheden for at frigøre kærligheden fra dødens brod, den brod, der forvandler kærlighed til lidenskab og nødvendig undergang, den brod, der gør den store kærlighed tragisk.

Hvor ender kærlighed, og hvor begynder tragedien? Tragedien begynder når kærlighed har sit centrum i den anden, i den elskede, og ikke i den elskende selv som en naturlig måde at være i verden og være menneske på. Kun ved tilbageflytning af kærlighedens udspring til den elskende selv, i tilbageerobringen gennem måske livslang kamp er varig kærlighed mulig.

Hvis Gud findes, og hvis Gud er indbegrebet af alt godt, og hvis kærlighed er identisk med eller indbegrebet af det gode eller er det godes essens, og hvis Gud samtidig er almægtig, så består Guds Almagt ved kærlighed.

Hvis det gode er en verdenskraft i den forstand, at det er det, der inspirerer til gode tanker og handlinger, en kraft, som vi kan kalde lyset og identificerer det som kærlighed, så er Gud lysets og dermed kærlighedens Almagt.

Denne opfattelse af Gud er identisk med den Gud, der åbenbares gennem Vandrer mod Lyset, og jeg tænker, at den er forenelig med alle verdensreligionerne, jødedom, kristendom, islam og måske med hinduisme (ved Brahma). Hvis det er tilfældet, så er der så meget, der forener eller kan forene alle troende, nemlig Gud og kærligheden, meget mere end der skiller os, og i den opfattelse kan vi troende måske finde fælles grund, et fundament for gensidig tolerance, anerkendelse og respekt og gennem det en vej til fred og forsoning.

Mange muslimer udtrykker, at de gennem deres religion ved (den store) jihad (åndelig kamp, anstrengelse) søger at gå vejen til Gud, sharia, ved at underkaste sig den eneste Gud, og dermed søger de at blive bedre mennesker, mere rummelige, tolerante, kærlige, barmhjertige, tilgivende, imødekommende, anerkendende, og for mange kristne er det samme tilfældet. De tilbeder den, Jesus af Nazareth, Kristus, der bragte kærligheden til verden og mennesker ved at elske verden og mennesker, og de søger at leve som han og at gå i hans fodspor, han der ved menneskers tro og kærligheden er vejen, sandheden og livet. I jødernes hellige skrifter optræder næstekærlighedsbuddet for første gang i menneskehedens historie (i 3. Mos. 19, 18), det bud, som af Jesus og Paulus kaldes det første og det største bud, og jeg tænker, at mange jøder er inspireret af det, idet de søger at gøre buddet til virkeligt og levet liv.

Ateister tror ikke på Gud, men for mange af dem er kærligheden og livet et næsten usandsynligt mirakel og derfor så ufatteligt værdifuldt. Det er næsten usandsynligt, at naturkræfterne og naturlovene efter en milliarder af år lang udvikling præget af tilfældigheder eller mutationer ud af stoffets uendelige kombinationsmuligheder har frembragt netop dette og ethvert menneske, ethvert medmenneske og en selv, har frembragt alt liv og samtidig har frembragt kærligheden, som jo er en realitet. Livet og ethvert menneske er et unikt mirakel som kærligheden lærer os at tage vare på og beskytte.

De spirituelle tror måske heller ikke på Gud, men også for dem er kærligheden central. De søger at udvikle og forædle deres sjæl og legeme ved kærligheden så de kan vokse åndeligt, de søger at udrense alt i sig selv og i verden som ikke er af kærlighed og som blokerer for kærligheden, og de søger at hele sig selv og andre ved energier, ved lyset, ved kærligheden, idet også de søger at gå kærlighedens vej.

Der er en mulig fælles grund for alle troende og ikke-troende både ved en principiel overvejelse og gennem troendes og ikke-troendes livspraksis ved kærligheden, og det tænker jeg, at vi kan og bør prøve at udnytte og gøre til virkelighed i større udstrækning end det er tilfældet i dag.

Vi mennesker kan erkende det sande klart og distinkt ved tanken og lyset, og vi bør gøre det gode ved viljen og kærligheden; begge dele for at føde lysets skønhed til verden. Dét kan enhver forstå, visdom er enkel, dog ikke derfor noget at skamme sig over.

Livet levet i overensstemmelse med lyset, kærligheden, er enkelt, og verden er da enkel og overskuelig. Først når mørket griber ind i den enkeltes liv og verden, bliver livet og verden kompliceret og uoverskuelig – et vildnis, som det er svært at finde ud af igen. Dog; vejen ud ved lyset er også enkel: Gennem sorg og anger, hvis mørket stammer fra én selv ved synd (fx vold eller drab).

Den enkle verden set fra lyset: Gud er verdens centrum og grundlag og fundament, og verden fungerer ud fra Guds love, der har til hensigt at fremme lyset og eliminere mørket, og som også omfatter det, vi kalder naturlove (tyngdeloven, kemiske og biologiske love osv). Lyset og mørket, godt og ondt, er de grundlæggende kræfter, der møder hinanden i verden.

Det enkle liv set fra lyset: Som vi sår, høster vi. Derfor bør vi så kærlighedens gyldne sædkorn for sammen og som individer at kunne høste kærlighedens rige, velsignede frugter. Vi bør søge at højne vores ånd ved den frie vilje til lyset i kamp mod mørket, det onde, der søger at binde vores ånd. Denne kamp har sin pris, fordi højnelsen har sin værdi, og dette proportionale forhold ligger blandt andet i, at mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Det er en del af livets simple ligning. Før eller senere vil den enkelte erkende, at dette er sandhed, at pris og værdi harmonerer, at regnskabet stemmer, at livet bærer, at livet er livet værd.

Vi bør møde ondt med godt for at vi ikke selv skal træde ind i det ondes rige og lide de lidelser, vi vil finde der. Vi bør derfor ikke kræve hævn over vores fjender, men tilgive dem som vi selv ville ønske og have brug for at blive tilgivet, hvis vi var i deres sted. Vi bør tilgive dem, der gør os ondt ud fra en forståelse af, at de ved karma- og gengældelsesloven først og fremmest skader sig selv ved deres onde tanker og gerninger, tilgive ud fra en empatisk, indlevende forståelse af de lidelser, de ved deres synd bereder sig selv. Vi bør behandle medmennesket som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i medmenneskets sted, og vi bør gøre mod andre hvad vi vil, de skal gøre mod os. Vi bør elske medmennesket som vi elsker os selv for derved at kunne høste den kærlighed vi længes efter og drømmer om. Da bliver kærligheden virkelig for os selv og for andre som en naturlig del af vores liv.

Hvis vi møder ondt med ondt, forsegler vi og grundfæster det onde i den anden og i os selv, og da træder vi selv ind i det ondes ufremkommelige vildnis. Derfor bør vi møde ondt med tilgivelse og bøn for dem, der gør os ondt for at søge at vække lyset, kærligheden i dem. Derved ophæves det onde og vi skaber fred i den anden og i os selv.

Trues et land eller et folk med militær aggression, da bør dette land eller folk ikke møde aggression med aggression, militær oprustning med militær oprustning, men sætte deres lid til og bede om Gud den Almægtiges beskyttelse. Er troen og tilliden til Gud ubetinget, da vil selv de ondeste anslag prelle af mod dette lands eller folks fælles vilje til at bevare freden.

Hvis menneskeheden eller selve Jordkloden er truet på eksistensen, og hvis vi mennesker ikke kan eller vil afværge truslen ved egen kraft eller ved egen vilje, så griber Gud ind, og sikrer overlevelsen.

Sådan ser jeg den enkle verden og det enkle liv ved lyset, og jeg ser det ud fra åbenbaringen Vandrer mod Lyset.

Bøgene knejser i flok i maj lige efter udspring: En flok venlige, leende kejsere. De hersker uden at skade, uden at træde ned ved at stå fast på roden dybt nede. Uset. Usanset. Helt almindeligt.

Man siger, at de højeste træer har den dybeste rod. De har selv groet den. Deres skønhed er ikke lånt og ikke stjålet, men selvvundet, kun synlig for de vise.

I Fruens Bøge løber den lille pige glad med sit orange halstørklæde. Lige om lidt smider hun det fra sig. Det er for varmt. Måske har en sommerdag forputtet sig i det tidlige forår. Den lille pige, som jeg måske kender, måske hedder hun Emilie, ja, helt sikkert, hun løber blandt de leende kejsere. De bukker galant som for livet, der kommer og aldrig helt forsvinder. Når efteråret og vinteren kommer, trækker kejserne saften og livet dyb ind og ned i roden for at kunne leve og gro så meget stærkere i det nye år, 2027.

Dette må være uomtvisteligt. Jeg spørger kejserne for at være sikker. De bøjer sig og nikker og smiler og lader venligt tiden komme og gå.

Spærrer indsigt for kærlighed? Kan man kende mennesker lidt for godt til rigtig at holde af dem? Måske gælder det for den, der ser dybt, men ikke den, der ser til bunds. Hvad er menneskers inderste skønhed?

Hvad er menneskers inderste skønhed andet end kærlighed, evnen til at elske og behovet for at blive elsket, og hvad kan man andet end elske det hele?

Når hjertet er uroligt, stormer tanker og følelsernes dybdestrømme i ødelæggende kaos omkring kærlighedens verdenstræ. Men når hjertet falder til ro, falder også tanker og følelser til ro. Tankerne lander blidt en for en som venlige spurve og skovduer i træets grene, bygger rede og får afkom. Rolige følelsesstrømme vander træet ved dets fod og rod så det kan blomstre og sætte frugt til næring, vækst og liv.

Gennem sine livskampe vinder mennesker før eller siden hjertets og dermed åndens fred og visdom. Gud lyser og indpræger fred ved kærlighed i menneskers inderste, som er kærlighed. Kærligheden i det indre bliver med tiden vejen i det ydre, rødderne får fat, og træet springer i blomst. Hvad kan man andet end elske det hele?

Det de kalder den store kærlighed, knuser hjertet lykkeligt eller ulykkeligt, når mennesker bytter hjerter, når de river hjertet ud af brystet, og først ænser blødningen, når det hele er forbi eller aldrig er begyndt.

Lykkelig men brændt af livet accepterer jeg denne sandhed. Jeg forlader lidenskabernes land og trolddom og søger ind i roligere vande, hvor kærligheden ikke er rivende strømme, men et træ med rod i mig selv, et træ, der gror mod evighed og den anden med langsomhed og styrke i troskab.

Jeg lader træet stå og leve på sin rod, jeg hugger det aldrig mere om ved kræfter, der ligner kærligheden, men er det modsatte. Mindet om dem og de lidelser, som følger af dem, er den skygge, der gør mit billede af kærligheden dybt og sandt, en visdom og erfaring, der gør kærlighed mulig og virkelig.

Værket bliver i en vis forstand først til idet det tilegnes; ord for ord, kerne for kerne, nedlægges det i læserens ånd, hvor sædkornene begynder at arbejde, spire og gro til fuld blomst og frugt til næring, fx dette:

I mennesker og mellem mennesker: Hænder, der rækker mod hinanden og søger at forenes til venskab i frihed ved kærlighedens bånd, tegner verdens retning mod fred, gør ved tålmodighedens mægtige sværd lykkeligt mennesker og verden hele.

Når vi mennesker udsættes for vold eller andre overgreb – fx når vi oplever krigens gru og de lidelser, der altid følger med krig, på første hånd – så er den mest almindelige reaktion vel fordømmelse, forbandelser over voldsmanden eller krigsherren, samt et ønske og krav om hævn.

Vi har dog også mulighed for en helt anden reaktion. Vi kan træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding, og prøve at forstå, at ved karma- og gengældelsesloven er voldsmanden og krigsherren først og fremmest sit eget offer. Han eller hun vil uvægerligt, før eller senere, rammes af de samme lidelser, som vedkommende ved sin vold har bragt over andre. Sådan er Guds lov i de tilfælde, hvor voldsmanden eller krigsherren ikke sørger over og angrer sine handlinger, og derfor ikke opnår tilgivelse fra sine ofre.

Hvis vi forstår denne lovmæssighed, som virker uanset om vi tror på den eller anerkender den eller ej, så er den naturlige reaktion ikke fordømmelse, forbandelser eller krav om hævn, men derimod medfølelse eller medlidenhed med voldsmanden. Ved den medfølende tanke skabes også en mulighed for, at lyset vågner i den formørkede voldsmands sind og hjerte, hvorefter han eller hun indstiller sine voldshandlinger, sin synd. Derfor er medfølelse og medlidenhed en del af den mulige vej til fred mellem mennesker og mellem nationer. Hvorimod fordømmelser, forbandelser og krav om hævn kun vil styrke det onde imellem os og i voldsmanden eller krigsherren, og derved føre til ny vold og ny og endnu værre krig.

Når fx Vladimir Putin og det russiske regime fører nærmest endeløse lidelser over Ukraine og ukrainerne, så er den første reaktion let fordømmelse, forbandelse og krav om hævn. Og på den måde tvinges også ellers gode kræfter over i det ondes lejr, tvinges til at bruge det ondes metoder. 

Forstår vi derimod, at Putin og de ansvarlige russiske ledere ved deres krig og vold kun bereder sig selv de samme lidelser i dette eller i kommende liv, inkarnationer, som de nu bringer over Ukraine, så har vi mulighed for i stedet for at fordømme dem at føle med dem. Og er medfølelsen, medlidenheden dyb og oprigtig, og hvis den yderligere ledsages af en dybfølt bøn om fred og frelse for de ansvarlige og for fred mellem de nu krigende parter, så kan denne medfølelse og medlidenhed og bøn muligvis vække lyset i de ansvarlige for den krig, der allerede har varet og hærget alt for længe, og dermed standse krigen. Bønnens magt er stor, for i bønnen til Gud mødes vi i ånd og vilje til lyset med den Almægtige!

Tilsvarende med krigen mellem Israel og palæstinenserne. Når vi nu ser, hvordan Israel forsøger at udføre et folkedrab på palæstinenserne, så er det let som en første reaktion at fordømme og forbande israelerne for det de gør, og det er let og såre menneskeligt for palæstinenserne at søge og kræve hævn. Men derved forværrer man kun katastrofen. For hvis palæstinenserne møder forsøget på folkedrab med vold og terror, så bringer også de de samme lidelser over sig selv i kommende jordeliv, som de da bringer over israelerne. 

Guds lov gælder for alle og i alle situationer, og den tager ikke parti for nogen voldsmand, hvor retfærdig hans sag end kan synes. Guds lov søger at afvende os fra det onde, fra volden, ved at vi selv må gennemleve de samme lidelser, vi med volden og krigen bringer over andre, så vi – smerteligt og meget konkret – forstår hvad vi gør og har gjort. Som vi sår, høster vi.

Det bedste er derfor ikke at fordømme og forbande vores fjender og søge hævn, men derimod at fremelske evnen og viljen til at føle med dem, at tilgive dem og at bede for dem så deres og vores egen høst af egne handlinger ikke skal blive for bitter og for tung at bære!