Blog

Vi mennesker kan erkende det sande klart og distinkt ved tanken og lyset, og vi bør gøre det gode ved viljen og kærligheden; begge dele for at føde lysets skønhed til verden. Dét kan enhver forstå, visdom er enkel, dog ikke derfor noget at skamme sig over.

Livet levet i overensstemmelse med lyset, kærligheden, er enkelt, og verden er da enkel og overskuelig. Først når mørket griber ind i den enkeltes liv og verden, bliver livet og verden kompliceret og uoverskuelig – et vildnis, som det er svært at finde ud af igen. Dog; vejen ud ved lyset er også enkel: Gennem sorg og anger, hvis mørket stammer fra én selv ved synd (fx vold eller drab).

Den enkle verden set fra lyset: Gud er verdens centrum og grundlag og fundament, og verden fungerer ud fra Guds love, der har til hensigt at fremme lyset og eliminere mørket, og som også omfatter det, vi kalder naturlove (tyngdeloven, kemiske og biologiske love osv). Lyset og mørket, godt og ondt, er de grundlæggende kræfter, der møder hinanden i verden.

Det enkle liv set fra lyset: Som vi sår, høster vi. Derfor bør vi så kærlighedens gyldne sædkorn for sammen og som individer at kunne høste kærlighedens rige, velsignede frugter. Vi bør søge at højne vores ånd ved den frie vilje til lyset i kamp mod mørket, det onde, der søger at binde vores ånd. Denne kamp har sin pris, fordi højnelsen har sin værdi, og dette proportionale forhold ligger blandt andet i, at mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Det er en del af livets simple ligning. Før eller senere vil den enkelte erkende, at dette er sandhed, at pris og værdi harmonerer, at regnskabet stemmer, at livet bærer, at livet er livet værd.

Vi bør møde ondt med godt for at vi ikke selv skal træde ind i det ondes rige og lide de lidelser, vi vil finde der. Vi bør derfor ikke kræve hævn over vores fjender, men tilgive dem som vi selv ville ønske og have brug for at blive tilgivet, hvis vi var i deres sted. Vi bør tilgive dem, der gør os ondt ud fra en forståelse af, at de ved karma- og gengældelsesloven først og fremmest skader sig selv ved deres onde tanker og gerninger, tilgive ud fra en empatisk, indlevende forståelse af de lidelser, de ved deres synd bereder sig selv. Vi bør behandle medmennesket som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i medmenneskets sted, og vi bør gøre mod andre hvad vi vil, de skal gøre mod os. Vi bør elske medmennesket som vi elsker os selv for derved at kunne høste den kærlighed vi længes efter og drømmer om. Da bliver kærligheden virkelig for os selv og for andre som en naturlig del af vores liv.

Hvis vi møder ondt med ondt, forsegler vi og grundfæster det onde i den anden og i os selv, og da træder vi selv ind i det ondes ufremkommelige vildnis. Derfor bør vi møde ondt med tilgivelse og bøn for dem, der gør os ondt for at søge at vække lyset, kærligheden i dem. Derved ophæves det onde og vi skaber fred i den anden og i os selv.

Trues et land eller et folk med militær aggression, da bør dette land eller folk ikke møde aggression med aggression, militær oprustning med militær oprustning, men sætte deres lid til og bede om Gud den Almægtiges beskyttelse. Er troen og tilliden til Gud ubetinget, da vil selv de ondeste anslag prelle af mod dette lands eller folks fælles vilje til at bevare freden.

Hvis menneskeheden eller selve Jordkloden er truet på eksistensen, og hvis vi mennesker ikke kan eller vil afværge truslen ved egen kraft eller ved egen vilje, så griber Gud ind, og sikrer overlevelsen.

Sådan ser jeg den enkle verden og det enkle liv ved lyset, og jeg ser det ud fra åbenbaringen Vandrer mod Lyset.

Bøgene knejser i flok i maj lige efter udspring: En flok venlige, leende kejsere. De hersker uden at skade, uden at træde ned ved at stå fast på roden dybt nede. Uset. Usanset. Helt almindeligt.

Man siger, at de højeste træer har den dybeste rod. De har selv groet den. Deres skønhed er ikke lånt og ikke stjålet, men selvvundet, kun synlig for de vise.

I Fruens Bøge løber den lille pige glad med sit orange halstørklæde. Lige om lidt smider hun det fra sig. Det er for varmt. Måske har en sommerdag forputtet sig i det tidlige forår. Den lille pige, som jeg måske kender, måske hedder hun Emilie, ja, helt sikkert, hun løber blandt de leende kejsere. De bukker galant som for livet, der kommer og aldrig helt forsvinder. Når efteråret og vinteren kommer, trækker kejserne saften og livet dyb ind og ned i roden for at kunne leve og gro så meget stærkere i det nye år, 2027.

Dette må være uomtvisteligt. Jeg spørger kejserne for at være sikker. De bøjer sig og nikker og smiler og lader venligt tiden komme og gå.

Spærrer indsigt for kærlighed? Kan man kende mennesker lidt for godt til rigtig at holde af dem? Måske gælder det for den, der ser dybt, men ikke den, der ser til bunds. Hvad er menneskers inderste skønhed?

Hvad er menneskers inderste skønhed andet end kærlighed, evnen til at elske og behovet for at blive elsket, og hvad kan man andet end elske det hele?

Når hjertet er uroligt, stormer tanker og følelsernes dybdestrømme i ødelæggende kaos omkring kærlighedens verdenstræ. Men når hjertet falder til ro, falder også tanker og følelser til ro. Tankerne lander blidt en for en som venlige spurve og skovduer i træets grene, bygger rede og får afkom. Rolige følelsesstrømme vander træet ved dets fod og rod så det kan blomstre og sætte frugt til næring, vækst og liv.

Gennem sine livskampe vinder mennesker før eller siden hjertets og dermed åndens fred og visdom. Gud lyser og indpræger fred ved kærlighed i menneskers inderste, som er kærlighed. Kærligheden i det indre bliver med tiden vejen i det ydre, rødderne får fat, og træet springer i blomst. Hvad kan man andet end elske det hele?

Det de kalder den store kærlighed, knuser hjertet lykkeligt eller ulykkeligt, når mennesker bytter hjerter, når de river hjertet ud af brystet, og først ænser blødningen, når det hele er forbi eller aldrig er begyndt.

Lykkelig men brændt af livet accepterer jeg denne sandhed. Jeg forlader lidenskabernes land og trolddom og søger ind i roligere vande, hvor kærligheden ikke er rivende strømme, men et træ med rod i mig selv, et træ, der gror mod evighed og den anden med langsomhed og styrke i troskab.

Jeg lader træet stå og leve på sin rod, jeg hugger det aldrig mere om ved kræfter, der ligner kærligheden, men er det modsatte. Mindet om dem og de lidelser, som følger af dem, er den skygge, der gør mit billede af kærligheden dybt og sandt, en visdom og erfaring, der gør kærlighed mulig og virkelig.

Værket bliver i en vis forstand først til idet det tilegnes; ord for ord, kerne for kerne, nedlægges det i læserens ånd, hvor sædkornene begynder at arbejde, spire og gro til fuld blomst og frugt til næring, fx dette:

I mennesker og mellem mennesker: Hænder, der rækker mod hinanden og søger at forenes til venskab i frihed ved kærlighedens bånd, tegner verdens retning mod fred, gør ved tålmodighedens mægtige sværd lykkeligt mennesker og verden hele.

Når vi mennesker udsættes for vold eller andre overgreb – fx når vi oplever krigens gru og de lidelser, der altid følger med krig, på første hånd – så er den mest almindelige reaktion vel fordømmelse, forbandelser over voldsmanden eller krigsherren, samt et ønske og krav om hævn.

Vi har dog også mulighed for en helt anden reaktion. Vi kan træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding, og prøve at forstå, at ved karma- og gengældelsesloven er voldsmanden og krigsherren først og fremmest sit eget offer. Han eller hun vil uvægerligt, før eller senere, rammes af de samme lidelser, som vedkommende ved sin vold har bragt over andre. Sådan er Guds lov i de tilfælde, hvor voldsmanden eller krigsherren ikke sørger over og angrer sine handlinger, og derfor ikke opnår tilgivelse fra sine ofre.

Hvis vi forstår denne lovmæssighed, som virker uanset om vi tror på den eller anerkender den eller ej, så er den naturlige reaktion ikke fordømmelse, forbandelser eller krav om hævn, men derimod medfølelse eller medlidenhed med voldsmanden. Ved den medfølende tanke skabes også en mulighed for, at lyset vågner i den formørkede voldsmands sind og hjerte, hvorefter han eller hun indstiller sine voldshandlinger, sin synd. Derfor er medfølelse og medlidenhed en del af den mulige vej til fred mellem mennesker og mellem nationer. Hvorimod fordømmelser, forbandelser og krav om hævn kun vil styrke det onde imellem os og i voldsmanden eller krigsherren, og derved føre til ny vold og ny og endnu værre krig.

Når fx Vladimir Putin og det russiske regime fører nærmest endeløse lidelser over Ukraine og ukrainerne, så er den første reaktion let fordømmelse, forbandelse og krav om hævn. Og på den måde tvinges også ellers gode kræfter over i det ondes lejr, tvinges til at bruge det ondes metoder. 

Forstår vi derimod, at Putin og de ansvarlige russiske ledere ved deres krig og vold kun bereder sig selv de samme lidelser i dette eller i kommende liv, inkarnationer, som de nu bringer over Ukraine, så har vi mulighed for i stedet for at fordømme dem at føle med dem. Og er medfølelsen, medlidenheden dyb og oprigtig, og hvis den yderligere ledsages af en dybfølt bøn om fred og frelse for de ansvarlige og for fred mellem de nu krigende parter, så kan denne medfølelse og medlidenhed og bøn muligvis vække lyset i de ansvarlige for den krig, der allerede har varet og hærget alt for længe, og dermed standse krigen. Bønnens magt er stor, for i bønnen til Gud mødes vi i ånd og vilje til lyset med den Almægtige!

Tilsvarende med krigen mellem Israel og palæstinenserne. Når vi nu ser, hvordan Israel forsøger at udføre et folkedrab på palæstinenserne, så er det let som en første reaktion at fordømme og forbande israelerne for det de gør, og det er let og såre menneskeligt for palæstinenserne at søge og kræve hævn. Men derved forværrer man kun katastrofen. For hvis palæstinenserne møder forsøget på folkedrab med vold og terror, så bringer også de de samme lidelser over sig selv i kommende jordeliv, som de da bringer over israelerne. 

Guds lov gælder for alle og i alle situationer, og den tager ikke parti for nogen voldsmand, hvor retfærdig hans sag end kan synes. Guds lov søger at afvende os fra det onde, fra volden, ved at vi selv må gennemleve de samme lidelser, vi med volden og krigen bringer over andre, så vi – smerteligt og meget konkret – forstår hvad vi gør og har gjort. Som vi sår, høster vi.

Det bedste er derfor ikke at fordømme og forbande vores fjender og søge hævn, men derimod at fremelske evnen og viljen til at føle med dem, at tilgive dem og at bede for dem så deres og vores egen høst af egne handlinger ikke skal blive for bitter og for tung at bære!

Derfor har du ingen undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme. Og vi ved, at Guds dom med rette rammer dem, der lever sådan. (Rom. 2, 1-3)

Hvis jeg dømmer verden, dømmer jeg samtidig mig selv. For jeg er med eller mod min vilje en del af verden. Hvor meget mere gælder det så ikke for Gud? Hvis Gud dømmer verden, dømmer Han samtidig sig selv. For hvis Gud findes, må vi antage, at Han har skabt verden.

Nogle mener endda, at Gud har skabt alt der findes, og har bestemt verdens gang fra evighed til evighed. Hvis Gud dømmer verden, hvor meget tungere hviler da ikke dommen over Ham selv?

Hvis Gud dømmer mig eller blot et eneste menneske, dømmer jeg Ham. For hvordan tingene end hænger sammen; hvis Gud findes, så må jeg antage, at Han i hvert fald i åndelig forstand har skabt også mig. Jeg har uanset hvad ikke skabt mig selv. Guds dom over mig eller et hvilket som helst andet menneske er derfor Guds dom over sig selv.

Men – Gud dømmer ikke verden og fordømmer ikke mennesker. Mennesker dømmer og fordømmer med svig mennesker i Guds navn. Gud elsker, og kærligheden kender ikke til fordømmelse. Gud velsigner. Gud tilgiver, når vi angrer. Aldrig har Gud dømt og forbandet noget menneske, og aldrig vil Han gøre det.

Lad dét være sandheden sagt i Guds navn, og lad dét være dommen; ikke over mennesker, ikke over verden, ikke over Gud, men over de såkaldt hellige bøger og religioner, hvormed mennesker dømmer og forbander, forfølger og skænder og brænder hinanden, de hellige bøger, der ved dommen dømmer og ugyldiggør sig selv, og som dybest set hverken er Gud eller mennesker værdige.

Inspireret af Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår.

Det det kommer an på for et menneske er ikke de luftslotte vi skaber og henlægger til en fjern fremtid med vores fantasi, vores længsel, men de hænder vi rører verden med og forandrer den med lige nu. Idet vi danner verden, danner verden os.

Alt er med til at danne os som mennesker, men det er farligt at gøre sig selv for nøje regnskab med det, med den indre dannelse. Det kan både føre til selvovervurdering, hovmod, og til følelser af mindreværd.

Ikke ved introspektion, men først og fremmest gennem aktivitet og handling kommer vi til syne for os selv og for andre. Det vigtigste er ikke optagethed af den indre dannelse, men medmennesket.

Goethe peger med sin dannelsesroman ud i verden, ud i livet, ud blandt mennesker og bort fra lønkammeret, det indre, hvor vi er alene og kan fortvivle.

Jeg har tilbragt det meste af mit liv med at søge et grundlag, et hvilepunkt for tanke og følelse; grundlaget for det værende, for verden, for erkendelsen, for moralen. Grundlaget for det hele er Gud; nu, ja, så: Videre!

Hvilepunktet, ligevægten, er ikke i forestillingen, og jeg hører Gud sige: Du skal ikke drømme livet, men leve det. Verden begynder for enden af dine hænder.

I mit hjerte er sorgen og lidelsen urolige gæster, livet og kærligheden er herrer, der søger at bringe fred og orden til huse. Mit hjerte, stedet for livsmod, Gud Herren styrker det, når Han ser min vilje til lyset.

Jeg søger en balance mellem ydre og indre værd og værdi; ikke at forkrøble det indre i stræben efter ydre glans, og ikke at ødelægge og ringeagte det ydre i stræben efter indre værdier og visdom. Der hvor jeres skat er, der er jeres hjerte. Min skat, mit hjerte er i balancen mellem de to.

Nogle siger, at erkendelse findes i det ydre, andre i det indre; jeg søger erkendelsen begge steder i en balance. Nogle siger, at hjernen er det vigtigste, andre at det er hjertet; jeg søger en balance mellem viden og visdom, så ingen af dem modsiger eller ringeagter den anden.

Nogle siger, at verden er god, andre at den er ond. Den menneskelige verden er som mennesker er og gør den til på godt og ondt.

Nogle mener, at livet er godt, andre at det er ondt. Nogle drømmer livet, andre lever det. De lykkelige frygter døden, de ulykkelige frygter livet og at det aldrig vil finde ende. Jeg holder livet i den højre hånd, døden i den venstre, de vejer lige tungt, sådan holder jeg balancen på den smalle line, jeg går på.

Mange løftes af kærlighed, mange knuses. Kræfter der ligner kærlighed, men som kan sprænge sind og hjerte, er den dybe skygge kærligheden kaster, idet dens lys rammer min ufuldkommenhed. Tilsammen tegner de det hele billede, det bedste og det værste i ét, det jeg er.

Vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, er i Gud, som Gud er i os. Vi er i åndelig forstand forenede med Gud ved Hans/Hendes Tanke, Vilje og hjerte, og dog er vi selvstændigt bevidste personligheder. Gud har ved skabelsen af vores ånd optaget hver af os i sin livgivende Tanke, og vi fastholdes i livet og eksistensen ved Guds Vilje og kærlighed, som det beskrives i Vandrer mod Lyset.

Ved personlighedens afgrænsning mod Gud – idet vi ikke er ét med Gud, men er i Ham/Hende som perler kan være i et smykkeskrin – løber kærlighedens dybt rindende kilde. Guds kærlighed til os hver er uendelig, vores er begrænset; dog udvikler den sig og tiltager for os evigt.

Skal vi søge et tegn på og bevis for Almagtens, Guds, eksistens, så skal vi ikke se udad, men indad; til vores inderste i ånd og hjerte hvor vi vil finde det, vi søger. Kender vi vores inderste, kender vi Gud. Gud er ikke i en eller anden fjern fremtid eller evighed, men i os alle lige nu og til enhver tid. Evigheden begynder hele tiden.

Kender vi Gud, kender vi også Guds veje, som er kærlighed. I evigheder kan vi vandre ad kærlighedens veje, idet vi gennem sorg og anger fjerner alt det mellem os, som ikke er af Gud og kærlighed, så Gud kan leve i os i sin fulde glans; og når målet er nået og skyggen er væk da vandre videre ad Guds, kærlighedens veje i det liv, der er i al evighed i evig salighed i det fuldkomne lyskosmos, hvor mørket, det onde, ikke er længere.