Når det bliver vinter, trækker træer saft og liv tilbage og ned i roden, og bladene falder. De går ikke til spilde, intet spildes i naturen. Jeg søger virkelige ord, lige så virkelige som virkeligheden lige nu, hvor vi uvirkeligt efter et kvart århundrede skilles som mennesker for ikke at blive ved med at leve sammen som skygger.
Hvad er de rigtige ord, ikke for mørke og ikke for lyse? Hvem er jeg nu? Jeg lægger mig ikke over i skoven lidt væk og forsvinder i skovbunden. Jeg slår dig heller ikke ihjel. Vi er længe gået på den samme vej i modsat retning. Væk. Det jeg længe frygtede som et bjerg, jeg måtte styrte fra og knuses af ved faldet, er kun det næste lille skridt på den samme vej, let som at trække vejret. Vi har længe set vores kærlighed dø, længe mærket hvad det vil sige at de sammenvoksede nervespidser rives fra hinanden øjeblik for øjeblik, vi har drukket smerten på forskud, dråbe for dråbe, nu er der ikke mere tilbage, det fuldbyrdes med et suk, ikke med et skrig.
Vi fandt sammen ved et tilfælde, det, der sker nu, sker med nødvendighed. Det kan ikke være anderledes. Det er i orden. Der er hvad der er. Vi finder hinanden et øjeblik i afskeden, det eneste virkelige ord, der er sagt mellem os længe. Når ordet nu er sagt, finder jeg ro. Og så alligevel. Raseriet. Hvordan kan du gøre det mod mig?
Sorgen. Det skulle have været helt anderledes, men vi har det ikke i vores magt. Det er uden for vores kontrol. Som altid med livet. Ting sker. Hvorfor sker de? Hvorfor sker de nu? Hvorfor sker de for mig, for os? Gletsjere knuser ujævnhederne i de landskaber, de driver igennem, og efterlader dem glatte og fine og rene, klar til en ny begyndelse, en ny tid. Sorgen knuser mig mod jorden, og løfter mig mod himlen, jeg er der et sted midt imellem, et sted, der hverken er tomt eller fyldt, i et svæv, blot mig. Livet begynder altid igen som for enden af denne sætning, i stilheden efter det sidste ord. Uden dig. Jeg elsker dig stadig.
Skriv et svar