Hvad jeg vinder ved tabet

Fader vor, du som er i Himlen, helligt er dit Navn!

Nu hvor jeg ved skilsmisse igen rives i stykker indefra og udefra af forlist kærlighed, står jeg overfor to mulige veje jeg kan gå ad: Jeg kan rase og bittert spørge, hvad der egentlig nu ved kærlighedens ophør binder mig videre til livet med det underforståede svar: Intet. Jeg kan rase mod livet og Gud og retfærdigheden ved den tanke, at jeg altid har søgt at så kærlighedens kerner, og for det meste høster lidelse, sorg, elendighed, smerte. Jeg kan synke til bunds ved den tanke, at min kærlighed ikke har gang på jord, at den er umulig og at jeg må opgive den. Jeg kan gå til grunde. Det er den ene vej. Den vil jeg ikke gå.

Den anden vej stik modsat min umiddelbare tilbøjelighed til at følge den første vej, er en vej, der kræver, at jeg ikke mister men styrker mit mod ved lysets dragning og ved Guds hjælp, en vej, som udgår fra en erkendelse af, at det jeg nu mister ikke er al kærlighed, skønhed, sandhed, men alt det i mig, som ikke er det. Det er en vej, som jeg langsomt skaber skridt for skridt henimod kærligheden og med den livet og ikke væk fra det hele, en vej jeg kan gå indsigt for indsigt, og den første indsigt er den, jeg her har søgt at iklæde ord: At jeg har et valg.

Kommentarer

Skriv et svar