I nogle gamle religiøse tekster og forestillinger, og i gamle myter og sagn lever tanken om alvidenhed. I nogle traditioner hævder man alvidenheden og gudsligheden som et ideal, i andre advares der mod denne forestillings farer.

I hinduismen lever forestillingen om befrielse (moksha) ved erkendelse af sin identitet med Brahma, alguden eller kosmos, det altgennemtrængende guddommelige princip og kraft. Og vi genfinder forestillingen i moderne, kulørte spirituelle forestillinger om fx muligheden for at opnå “Kristusbevidsthed”, hvormed man formentlig mener “Gudsbevidsthed”.

I andre myter og sagn advares der mod dette hovmod; fx i Bibelens syndefaldsmyte der beretter om, hvordan Adam og Eva fristes af Slangen og begærer at blive som Gud til at kende godt og ondt, i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, mistede sine vinger, og styrtede i havet, og i myten om Faust, der sælger sin sjæl til det onde for viden.

Vi må tænke, at de myter der advarer mod hovmodet er de mest troværdige, fx også den græske myte om hybris og nemesis. Vi må tænke, at Visdommens ABC er at kende sin egen begrænsning. Begrænsningens vej er Guds vej, hovmodets vej er i myternes sprog Slangens.

Mennesker der fx ved ekstrem askese, meditation eller andet søger det ubegrænsede sind eller den ubegrænsede bevidsthed, gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, og mennesker der prædiker hovmodets vej til fx gudsbevidsthed, gør det ikke nødvendigvis for at gøre fortræd, men snarere fordi de selv er forblændede af mørket, det onde, som Slangen i syndefaldsmyten fristede og blændede Adam og Eva.

At ville være lig Gud (eller Kristus) er og bliver dog hovmodets vej, og den vej fører ikke til gudslighed eller Kristusbevidsthed, men til sprængning af personligheden og fald. Heri mener jeg klart, at de gamle myter der advarer mod disse forestillinger står til troende.

Kend din begrænsning, står der ved indgangsporten til visdommens tempel. Det er vejen som fortidens vise peger på, og som fortidens og nutidens blændede og blinde forlod og forlader.