En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister

Foranlediget af dagens terrorangreb i Kabul vil jeg her bringe en alvorlig advarsel til alle potentielle selvmordsbombere. Hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I kalder Ham Allah; så taler jeg da i Hans Navn.

Hvis I – trods denne advarsel – alligevel overvejer det forfærdelige, det afskyelige, det blasfemiske, da skal I vide, at der ikke efter jeres død som selvmordsbombere venter jer Paradisets herligste glæder. I vil ikke blive lagt til hvile på bløde puder i skønne boliger i Haven med de rindende floder, og opvartes af 72 hurier. Hvis I gør alvor af jeres tanker, vil der ske dette:

I vil efter døden blive bragt til et mørkt og ensomt sted, hvor I – med knust åndelegeme – igen og igen – ved tanken – må genopleve jeres rædselsgerning, angsten, smerten, skrigene – indtil den dag og den time, der af Gud Herren er sat som jeres sidste på Jorden. Det vil være uudholdelige lidelser, og det vil være langvarigt, da de fleste selvmordsbombere rekrutteres blandt unge mænd (og kvinder).

Derefter vil der følge hundreder, måske tusinder eller flere, tunge, lidelsesfulde liv på Jorden, indtil I fuldt ud har sonet alt, I har forbrudt. Det vil være uudholdeligt, og det vil tage jer særdeles lang tid og mange lidelser at fuldbyrde soningen.

Tænk derfor nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, om ikke dette er sandheden.

Jeg siger ikke dette til jer for min egen skyld, men for jeres ofres skyld – dog først og fremmest for jeres egen. Hvis I gør denne gerning, da vil det ske som jeg her har sagt (tekstbelæg for disse tanker: Supplement II, no 31 og generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om soning under gengældelsesloven). Tro ikke dem, der søger at stikke jer blår i øjnene i denne sag, og som lokker med falske ord og falske forhåbninger.

Jeg siger til jer: Tænk nøje efter. Tænk meget nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, så I ikke vælger det værste – en gerning, I ikke behøver at udføre, som er helt unødvendig og som har så mange og så alvorlige konsekvenser for jer selv! Undlad først og fremmest at gøre denne gerning for jeres egen skyld!

Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Luftspejlinger

Efter årelange studier af religion, filosofi og videnskab tænker jeg, at det vi mennesker selv har præsteret på disse felter, de virkelige og varige resultater stort set beløber sig til nul. Mennesker der ikke kender til religion, filosofi og videnskabelige resultater og teorier kan måske tænke, at der er nogle, der har styr på det. De værker og teorier vores kultur – både den vestlige og andre kulturkredse – bygger på, kan for den uvidende forekomme som bjerge eller klipper, der står fast.

Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der ikke er tale om bjerge, men om luftspejlinger der hæves og bliver til intet, når vi kommer dem nær. Den nu så populære og ansete videnskab er i virkeligheden en dekadent, åndelig disciplin, en døgnvidenskab med yderst volatile resultater, der nærmest skifter fra dag til dag. Fejlen er formentlig systemisk.

I økonomien tænker vi også: Der er nogle der har styr på det. Men det vi har, er nogle yderst omstridte teorier, beregningsmodeller og statistik, der mere er tilrettet efter interesser, og som tolkes som vinden blæser, det er ikke objektiv og sikker teori. Økonomi er ikke en eksakt videnskab.

I arbejdslivet – idet jeg her bevæger mig ind på det eksistentielle felt – tænker vi: Der er nogle, der har styr på det. Vi kigger på naboen, han arbejder, så gør vi også. Men ingen ved hvorfor egentlig. Hvorfor skal vi være omstillingsparate, hvorfor skal vi bidrage til virksomhedernes stigende profit og samfundenes øgede velstand, hvorfor skal vi selv arbejde livet af os, gå ned med stress, blive syge af at gå på arbejde, negligere og vanrøgte familien og børnene, hvorfor skal vi betale prisen for noget, der savner grundlag?

Altså: Det vi har, det vi selv har præsteret, er cirka lig nul.

Er der alternativer? Ja. Vi har en sikker åbenbaring, en åbenbaring der både på de religiøse, filosofiske, etiske og videnskabelige områder kan skabe os et sikkert grundlag, hvorpå vi – med åbenbaringen som grundlag og udgangspunkt – kan skabe fast grund under fødderne. Jeg taler naturligvis om værket Vandrer mod Lyset. Med dette værk kan vi fx få sand og sikker viden om Gud, om menneskets og cellens oprindelse, universets opbygning, hvordan vi kan leve sammen i fred og fordragelighed anvist gennem en højbåren etik, vi kan med denne åbenbaring erkende, hvor alting, verden og Gud, kommer fra, vi får sikker viden om, hvor vi går hen, som menneskehed og i kosmisk forstand. Dette og meget meget mere.

Vi står i en situation, hvor verden synes truet på flere felter; ved civilisationernes sammenstød, ved klimakrise, ved krig, nød og elendighed, ved de mange millioner mennesker, der tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som modtages med iskulde andre steder, eller modtages ikke, ved cykliske økonomiske og politiske katastrofer, og de løsninger vi selv kan præstere, duer ikke. Vi må ty til åbenbaringen for virkelig hjælp og støtte og retvisning. Vi kan vælge om vi fortsat vil bygge vores verden på luftspejlinger, på sand, eller om vi vil modtage åbenbaringens klippe, og bygge verden på den, på sandhed og ret.

Om vi gør det ene eller det andet, afgør om verden skal stå eller om den skal bryde sammen. Sammenbruddet er i gang, men vi har tid endnu. Vi skal afgøre som menneskehed, om vi vil vandre åbenbaringens genvej, eller fortsætte ad vores egen omvej, den korte eller den lange vej. Vi bør handle med klogskab, så ikke menneskeheden skal falde. Og vi er nødt til at gøre det sammen. Together we stand, divided we fall.

Vejen og genvejen til Gud

I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

Visdommens ABC

I nogle gamle religiøse tekster og forestillinger, og i gamle myter og sagn lever tanken om alvidenhed. I nogle traditioner hævder man alvidenheden og gudsligheden som et ideal, i andre advares der mod denne forestillings farer.

I hinduismen lever forestillingen om befrielse (moksha) ved erkendelse af sin identitet med Brahma, alguden eller kosmos, det altgennemtrængende guddommelige princip og kraft. Og vi genfinder forestillingen i moderne, kulørte spirituelle forestillinger om fx muligheden for at opnå “Kristusbevidsthed”, hvormed man formentlig mener “Gudsbevidsthed”.

I andre myter og sagn advares der mod dette hovmod; fx i Bibelens syndefaldsmyte der beretter om, hvordan Adam og Eva fristes af Slangen og begærer at blive som Gud til at kende godt og ondt, i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, mistede sine vinger, og styrtede i havet, og i myten om Faust, der sælger sin sjæl til det onde for viden.

Vi må tænke, at de myter der advarer mod hovmodet er de mest troværdige, fx også den græske myte om hybris og nemesis. Vi må tænke, at Visdommens ABC er at kende sin egen begrænsning. Begrænsningens vej er Guds vej, hovmodets vej er i myternes sprog Slangens.

Mennesker der fx ved ekstrem askese, meditation eller andet søger det ubegrænsede sind eller den ubegrænsede bevidsthed, gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, og mennesker der prædiker hovmodets vej til fx gudsbevidsthed, gør det ikke nødvendigvis for at gøre fortræd, men snarere fordi de selv er forblændede af mørket, det onde, som Slangen i syndefaldsmyten fristede og blændede Adam og Eva.

At ville være lig Gud (eller Kristus) er og bliver dog hovmodets vej, og den vej fører ikke til gudslighed eller Kristusbevidsthed, men til sprængning af personligheden og fald. Heri mener jeg klart, at de gamle myter der advarer mod disse forestillinger står til troende.

Kend din begrænsning, står der ved indgangsporten til visdommens tempel. Det er vejen som fortidens vise peger på, og som fortidens og nutidens blændede og blinde forlod og forlader.

Den hvide flok

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

Det er fremtiden. Det er sandhed.

Det største af alt

Hvis det er kærlighed, du søger, så giv den først.

Kærlighed er mere handling, og mindre følelse.

Hvis du vil hjælpe mennesker bør du ikke prædike for dem, men elske dem.

Kærlighed bor ikke på læben, men dybt i hjertet.

Kærlighed er ikke uforsonlig, og søger ikke hævn, men tilgiver.

Kærlighed er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst.

Det kærligheden koster os, er et mål for dens værdi.

Kærlighed er ikke vejens ende, men en vej der – altid – begynder.

Nu, så gå da, pilgrim, ad denne vej, og vid at vejen og målet ikke er derude et sted, men dybt i dig selv, altid.

Det grønne Land

Efter mange tiders lidelser, sorg og afsavn kom vandreren endelig til Det grønne Land, hvor hun fandt ly og skygge for stormen og den brændende Sol under de høje, de højeste træer, og under Det ene Træ.

Forunderligt, hvor træerne sang! Hvert et træ, hver en gren, hvert et blad sang, og det var som om kærligheden kom alle steder fra og vækkede den lille fugl, nattergalen, ved hendes bryst. Hør hvor de sang:

– Hvis du vil hjælpe mennesker,

– skal du ikke docere for dem,

– men elske dem.

Fuglen ved hendes bryst svarede: Ja! Ja! Ja!

Hun sagde:

– Men der er meget ondt og mange onde i den grå verden.

– Specielt dem, sang de, og fuglen ved brystet svarede: Ja! Ja! Ja!

Hun sagde:

– Måske vil de ikke modtage mig, men fortsætte med deres ondskab.

– De vil ikke bøje sig for dine ord,

– men de vil bøje sig for din kærlighed, sang de, og hendes hjerte svarede:

– Ja! Ja! Ja!

De sang:

– Gå til den grå verden,

– plant et træ herfra,

– giv den farve,

– giv den lys,

– giv dem varme!

Nattergalen ved brystet svarede:

– Ja! Ja! Ja!

Og hun slog en kappe om skuldrene, fyldte sit bæger med vand fra en kilde fra Hjemmet, og gik vejen tilbage til den grå verden, hvor hun plantede et træ fra Det grønne Land, dette.

Livets værdi

Som jeg før har været inde på, så finder livet sin værdi i den pris, vi betaler for det. Prisen udgøres først og fremmest af den frie vilje – ved menneskets frie viljes kamp mod det onde, mørket, og for det gode, lyset. I frihed må vi mennesker søge lyset og i frihed må vi udrense mørket af vores ånd og derigennem opnå åndelig helhed – tanke-vilje-enhed (se Spørgsmål og Svar II, no 64).

Hvis ikke vi havde en fri vilje, og Gud havde skabt os åndeligt hele fra starten, ville vi aldrig selv kunne være kommet til en virkelig forståelse af livets og lysets værdi, vi ville heller ikke selvstændigt have lært mørket, det onde, at kende og besejret det, og vi ville derfor ikke være selvstændigt tankeskabende, suverænt handlende og modne personligheder, vi ville knap nok kunne betegnes som “levende” og selvstændige, da den selvstændige ånd kun kan erhverves gennem selvstændig kamp mod mørket og for lyset.

Der er derfor en intim forbindelse mellem de to mægtige gaver, Gud har givet enhver af os: Det evige liv og den frie vilje (tanken er – fra første færd – også fri): Det evige liv finder sin værdi gennem den frie viljes selvstændige kamp mod mørket og for lyset, og uden denne frihed ville livet være værdiløst og uden mening.

I visse fortolkninger af Kristendommen og Islam hævdes det derimod, at Gud netop har givet os “alt for intet”, at alting er op til Gud (Allah), ja, nogle hævder ligefrem prædestinationen; at alt fra evighed til evighed er bestemt af Gud, derunder menneskers frelse eller fordømmelse.

Men hvis dette var sandt, ville Gud have skabt et liv uden mening, både frelse og fordømmelse ville være uden mening, Paradiset ville være en værdiløs gave uden dybde, vægt og fylde, og helvedes fordømmelse en meningsløs straf.

Sandheden gives i Vandrer mod Lyset: Vi er – i sandhed – skabt frie, som skitseret ovenfor, og derfor har livet ikke kun værdi, men uendelig værdi.

Karmalovens spejl

For en kristen kulturkreds bør den tanke, som man sår, høster man, ikke være fremmed. Tanken udtrykker kort og klart karmaloven – som kendes fra andre traditioner og fra Vandrer mod Lyset – og den udtrykker karmalovens spejl – på godt og ondt: Det gode såvel som det onde vi gør, er en del af fremtidens høst, det der sker med os og for os, idet vores tanker og handlinger tilbagespejles i os selv.

Derfor må konsekvenserne også være klare, hvis vi sætter denne guddommelige lov i relation til begrebet retfærdighed: Nogle mennesker mener, at hævn er retfærdighed, men hvis vi sætter hævn i relation til karmaloven, så er det klart, at hævn i sig selv skaber uforløst karma, det vil sige, hævnen tilbagespejles i os selv engang i fremtiden – måske i nye inkarnationer. Vi rammes af hævnens tilbagespejling, hvilket vil sige, at den hævn vi har taget over andre, idet vi måske tror – fejlagtigt – at det er retfærdighed, rammer os selv med karmalovens renter og renters rente.

Derfor er hævn ikke retfærdighed, og den udligner ikke gammel syndeskyld, men skaber en ny til indløsning og soning engang i fremtiden. Da det er sådan, er hævn ikke bare ikke retfærdighed, den er simpelthen irrationel, da den skader os selv.

Dette bør mennesker optegne i deres hjerter, først og fremmest for deres egen skyld. Hvis man insisterer på hævnens retfærdighed, og den tanke er almindelig blandt os, så starter vi en volds- og hævnspiral: Hævn hævnes, der igen hævnes, mens karmaen – syndeskylden – vokser og vokser for alle parter. Kun ved tilgivelsen kan denne voldsspiral standses og bringes ind i mere fornuftige baner.

Dette bør især lovgivere og statsoverhoveder tænke over, og leve og virke efter – for deres egen skyld, for at de ikke engang skal rammes af det hårde men retfærdige tilbageslag af deres uretfærdige love og af de krige, de måske har startet og udkæmpet med et hævnmotiv.

Det skal tilføjes, at Gud ikke har skabt karmaloven for at straffe os, men for at vi – smerteligt – i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og indrømme det onde, vi har gjort – ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre – kan se præcis hvad vi har gjort. Hensigten er således ikke straf, men opdragelse. Og det skal siges, at det egentlig ikke er Gud, der “dømmer” os til fremtidig lidelse under gengældelses- eller karmaloven, gengældelsen er ikke “Guds straf” eller “Guds hævn”, men derimod er den et udtryk for, at det mørke vi selv har sat i verden, vender tilbage til sin ophavsmand eller -kvinde.

Altså: Hævn er ikke retfærdighed og ikke fornuftig på nogen måde, da den hævn vi tager over andre engang i fremtiden uvægerligt vil vende sig mod os selv. Kun tilgivelsen er fornuftig – og barmhjertig – kun den kan standse den voldsspiral og mangedobling af syndeskylden, som hævnen ellers trækker i sit tragiske kølvand.