Samvittighed

I sin bog, Gud – i jødedom, kristendom og islam (A history of God – from Abraham to the present: The 4000-year quest for God), giver Karen Armstrong den tanke lyd, at når en bestemt opfattelse eller billede af Gud ikke længere virker på mennesker i et givent samfund, så opgives dette billede eller denne forestilling, og et mellemspil af ateisme følger; for så igen at give plads til et nyt billede og en ny forestilling om Gud og det guddommelige.

Ideen om Gud synes umulig at udrydde. Og det er helt naturligt, for der ligger realiteter bag. Men det vi har er billeder af Gud, ikke Gud som Han/Hun virkelig er. Intet sprog eller tanke kan fuldtud fatte Ham/Hende, hvilket også er naturligt. For hvis vi fuldtud kunne forstå Gud, og indfange Hans/Hendes Væsen i sin totalitet, ville vi selv skulle være som Gud i indsigt, kærlighed og visdom. Og det er – naturligvis – intet menneske.

Det vi har er altså billeder, og de skifter over tid. Billederne og forestillingerne vender altid tilbage efter måske en tid, hvor man hælder til ateismen og afvisningen af noget guddommeligt overhovedet, men vender tilbage i nye skikkelser, i nye samfund – ofte forynget og bedre i tråd med det sandt guddommelige.

Vi må i de vestlige samfund, hvor billedet af Gud som det findes i den kristne religion, måske er på vej ud, og har været det længe, derfor søge en ny og mere virkningsfuld kontakt til og billede af Gud og det guddommelige.

Et sådant billede og en sådan virkningsfuld kontakt kan læses ud af værket, Vandrer mod Lyset; nemlig ved dette værks udførlige beskrivelse af samvittigheden, dens virke og natur; samvittigheden som det sted, hvor mennesker helt konkret, vigtigt og virkningsfuldt og stadigt har kontakt med Gud og det guddommelige.

Vi kan kalde det samvittigheden, andre vil måske kalde det at mærke efter før store og vigtige beslutninger, fx i spørgsmål om familie eller ægtefælle, børn, job osv, andre igen vil kalde det mavefornemmelsen. Her har hvert eneste menneske – og vel hver eneste dag – en ægte og virkelig kontakt med Gud gennem skytsånden, som det er forklaret i Vandrer mod Lyset.

Den bedste måde at omgås og mærke sin samvittighed (mavefornemmelse, at mærke efter) er, at spørge den før de store og vigtige, måske livsændrende beslutninger, man står overfor. Dette er bedre, end først at mærke efter senere, når beslutningerne er truffet, og man måske føler i sit inderste, at beslutningen var forkert. Hvis man mærker efter, spørger sin samvittighed, før man træffer beslutningerne, vil man garanteret få et svar. Svaret kan fx opleves netop som en mavefornemmelse. Og så må man følge sit inderste, samvittigheden, mavefornemmelsen.

På den måde kan man mere sikkert bevæge sig gennem verden og livet med denne virkningsfulde og stadige kontakt til Gud og det guddommelige.

Vi står i Vesten måske overfor at skulle udskifte vores billede af Gud med et andet og mere nærværende og sandt, end det fx kristendom og islam kan give. Billedet står helt klart og lige til at gå til i Vandrer mod Lyset. Og samvittigheden er et godt sted at starte denne udskiftning. Prøv – som et eksperiment – at mærke efter, om det du her har læst, kan være sandhed og en mulig vej for dig. Mærk efter, og døm så.

Dit indre, din mavefornemmelse, din samvittighed vil ikke bedrage dig.

Krig og gengældelsesloven

Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

Vandrer mod Lyset og atomfysik

Ifølge Vandrer mod Lyset, s. 149 (i den trykte udgave) består både lys og mørke (godt og ondt; Vandrer mod Lyset bruger ordene lys og mørke som kendingsnavne for de to urkræfter – godt og ondt – og der er altså her ikke tale om dagslys og nattemørke) af visse elementarpartikler, hvor lysets partikler er de mindste og fineste, mens mørkets er større og grovere. Der er et meget vidt spektrum fra lysets fineste partikler til mørkets groveste.

I samme værk s. 148 siges det, at Gud, for – efter sin emanation (fremståen) – at eliminere det onde, mørket, satte lys og mørke i en om hinanden roterende, kredsagtig bevægelse, hvorved mørket bundfældedes i lyshavet, da dets partikler er større og tungere. Samtidig lod Han lyset – og det deri bundfældede mørke – gennemstrømme sit guddommelige Legeme.

Fra atomfysikken ved vi, at alt fysisk stof består af visse elementarpartikler. Vi ved, at elektroner bevæger sig i kreds (eller i en ´sky´) om atomkernerne, der består af protoner og neutroner. Samtidig ved vi, at protoner og neutroner kan opdeles i (består af) quarker, og måske endnu finere og mindre partikler. Vi ved, at elektroner er negativt ladede, mens atomkernerne er positivt ladede, og vi ved, at elektroner har langt mindre masse end både protoner og neutroner, at elektroner altså er langt mindre og finere end kernepartiklerne (se fx Wikipedia; artiklerne om elektroner, protoner og neutroner).

Sammenholder vi disse ting, er det let at tænke, at elektroner repræsenterer en form for lys (måske det materielle lys; Se VmL, s. 149), mens atomkernerne er udtryk for mørkepartikler: Elektroner kredser om atomkernerne, og holder atomer og molekyler stabile (se fx Den store Danske; artiklen om ioner), elektroner og kerne er forskelligt, hinanden modsat, ladede, og elektroner er langt mindre og finere end kernerne.

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to – hinanden modsatte – kræfter, lys og mørke, er korrekt, må vi forvente at kunne finde stadigt finere partikler henimod lysets ende af spektret, langt flere forskellige slags partikler end videnskaben kender i dag. Samtidig må vi forvente at kunne finde partikler, der kan bevæge sig med overlyshastigheder, da hastigheden i svingning og bevægelse bevæger sig langt videre i spektret henimod lysets ende af det end fx elektroner og fotoner (fx det astrale og det æteriske lys).

En indikation – om end det er videnskabeligt usikkert og mangler evidens i dag – på at elektroner er udtryk for lysets kræfter, og atomkerner repræsenterer former for mørke (udover elektroners stabiliserende virkning på atomer og molekyler), har vi i teorien om negative ioners gavnlige indvirkning på mennesker (se fx sund-forskning.dk og jf forskellige former for ionterapi). Negative ioner har således et overskud af elektroner i forhold til protoner, og hvis elektroner er udtryk for lys, kan den positive indvirkning på mennesker forklares derudfra. Vi kan tænke, at den stabiliserende virkning på atomart og molekylært niveau også slår igennem på makroniveau, den menneskelige organisme og det menneskelige sind som sådan.

En advarsel mod krig

Som politisk leder er det let at blive indfanget i jordiske magtspil, og måske tænke, at krig kan være en god ting. Det kan for andre vise handlekraft og give stemmer (i demokratiske lande). Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid formuleredes og praktiseredes den såkaldte “aktivistiske udenrigspolitik” og man deltog fra dansk side både i krigen i Afghanistan, Irak og senere i Libyen.

Da det er almindeligt at tænke, at krig kan være en god ting (i nødstilfælde), noget der dog overhovedet ikke er tilfældet, skal jeg her bringe en alvorlig advarsel mod enhver krigsførelse, og min advarsel, som jeg bringer i Gud Herren den Almægtiges Navn, gælder alle politiske ledere i alle lande og andre, der direkte eller indirekte er involverede i krig og i krigsførelse, fx også de menige soldater og mennesker, der forsker i, producerer og sælger våben:

Ethvert mord, ethvert liv, der tages i fredstid som i krigstid vil have den konsekvens for den eller de ansvarlige, at Guds gengældelseslov kræver, at lige så mange liv, man har forbrudt, lige så mange liv skal senere frelses fra en brat død. Om mord og drab (gælder også i krig) siger Kristus således i sin tale i Vandrer mod Lyset:

“Myrder og ihjelslår ikke hverandre! Thi gør i dette, da standse I for lange tider jeres fremgang mod Lyset og Hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere hundrede jordeliv blive stående på det samme sted; thi I kan ikke vandre videre, førend I har frelst lige så mange mennesker fra en brat død, som I har ihjelslået eller sendt i døden”.

Andre steder rundt i De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for “Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset” (med supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”) siges lignende ting. Enhver politisk leder og andre bør derfor forstå – for deres egen skyld – hvor alvorlige konsekvenser det har at tage liv, hvad enten det sker i krig eller under andre omstændigheder.

Udover den direkte følge af drab og krigsofre – den nævnte soning hvor liv skal erstattes med liv – følger nødvendigvis en masse had rettet mod de for drab og krigsofre ansvarlige; alt dette had kan medføre, at store mørkeophobninger samles om de ansvarlige, så de fristes til at øve flere lignende ugerninger, der så igen har nye alvorlige konsekvenser, osv. De der er ansvarlige for krig eller som deltager aktivt i krig og de, der taler for krigens “nødvendighed” i visse tilfælde skrues derfor let ned i en underverden af mørke, død, ødelæggelse og had, som det vil tage mange tusinde år (eller mere) at komme ud af igen, før de kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Som en tredje ting må man som krigsførende nation være klar over, at man er medansvarlig for og medskyldig i de mægtige flygtningestrømme, som man af al magt søger at undvige konsekvenserne af; de mange millioner af mennesker, der så tragisk tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som nu næppe finder asyl og beskyttelse noget sted. Disse ulykkeliges skæbne vil senere – ifølge gengældelsesloven – blive de for krig ansvarliges lod og del.

De for krig ansvarlige kan let til dette sige, at jeg er en tosse med store ord; “Gud, hvad har vi med Gud at gøre, Han findes sikkert ikke. Vi gør som vi plejer, vi afviser alt dette som tankespind og vanvid.”

Nu – jeg siger ikke disse ting for min egen skyld, heller ikke for Guds; men for at I for jeres egen skyld ikke skal falde i krigens afskyelige fælde. Jeg ønsker ikke, at I skal erfare mine ords sandhed på den hårde måde, ved selv at høste frugterne af krigens afskyelighed. Jeg ønsker for jer, at jeres øjne vil åbnes, og at I for jeres egen skyld vil lytte til og følge denne advarsel i den ånd, den er givet.

Hvis I er troende, så spørg jeres Gud – hvilket Navn I end giver Ham – om ikke dette er sandheden; hvis ikke I er troende, så rådfør jer med jeres samvittighed, og følg det I inderst inde ved er sandhed og ret. Da vil I ikke fare vild!

En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister

Foranlediget af dagens terrorangreb i Kabul vil jeg her bringe en alvorlig advarsel til alle potentielle selvmordsbombere. Hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I kalder Ham Allah; så taler jeg da i Hans Navn.

Hvis I – trods denne advarsel – alligevel overvejer det forfærdelige, det afskyelige, det blasfemiske, da skal I vide, at der ikke efter jeres død som selvmordsbombere venter jer Paradisets herligste glæder. I vil ikke blive lagt til hvile på bløde puder i skønne boliger i Haven med de rindende floder, og opvartes af 72 hurier. Hvis I gør alvor af jeres tanker, vil der ske dette:

I vil efter døden blive bragt til et mørkt og ensomt sted, hvor I – med knust åndelegeme – igen og igen – ved tanken – må genopleve jeres rædselsgerning, angsten, smerten, skrigene – indtil den dag og den time, der af Gud Herren er sat som jeres sidste på Jorden. Det vil være uudholdelige lidelser, og det vil være langvarigt, da de fleste selvmordsbombere rekrutteres blandt unge mænd (og kvinder).

Derefter vil der følge hundreder, måske tusinder eller flere, tunge, lidelsesfulde liv på Jorden, indtil I fuldt ud har sonet alt, I har forbrudt. Det vil være uudholdeligt, og det vil tage jer særdeles lang tid og mange lidelser at fuldbyrde soningen.

Tænk derfor nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, om ikke dette er sandheden.

Jeg siger ikke dette til jer for min egen skyld, men for jeres ofres skyld – dog først og fremmest for jeres egen. Hvis I gør denne gerning, da vil det ske som jeg her har sagt (tekstbelæg for disse tanker: Supplement II, no 31 og generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om soning under gengældelsesloven). Tro ikke dem, der søger at stikke jer blår i øjnene i denne sag, og som lokker med falske ord og falske forhåbninger.

Jeg siger til jer: Tænk nøje efter. Tænk meget nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, så I ikke vælger det værste – en gerning, I ikke behøver at udføre, som er helt unødvendig og som har så mange og så alvorlige konsekvenser for jer selv! Undlad først og fremmest at gøre denne gerning for jeres egen skyld!

Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Luftspejlinger

Efter årelange studier af religion, filosofi og videnskab tænker jeg, at det vi mennesker selv har præsteret på disse felter, de virkelige og varige resultater stort set beløber sig til nul. Mennesker der ikke kender til religion, filosofi og videnskabelige resultater og teorier kan måske tænke, at der er nogle, der har styr på det. De værker og teorier vores kultur – både den vestlige og andre kulturkredse – bygger på, kan for den uvidende forekomme som bjerge eller klipper, der står fast.

Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der ikke er tale om bjerge, men om luftspejlinger der hæves og bliver til intet, når vi kommer dem nær. Den nu så populære og ansete videnskab er i virkeligheden en dekadent, åndelig disciplin, en døgnvidenskab med yderst volatile resultater, der nærmest skifter fra dag til dag. Fejlen er formentlig systemisk.

I økonomien tænker vi også: Der er nogle der har styr på det. Men det vi har, er nogle yderst omstridte teorier, beregningsmodeller og statistik, der mere er tilrettet efter interesser, og som tolkes som vinden blæser, det er ikke objektiv og sikker teori. Økonomi er ikke en eksakt videnskab.

I arbejdslivet – idet jeg her bevæger mig ind på det eksistentielle felt – tænker vi: Der er nogle, der har styr på det. Vi kigger på naboen, han arbejder, så gør vi også. Men ingen ved hvorfor egentlig. Hvorfor skal vi være omstillingsparate, hvorfor skal vi bidrage til virksomhedernes stigende profit og samfundenes øgede velstand, hvorfor skal vi selv arbejde livet af os, gå ned med stress, blive syge af at gå på arbejde, negligere og vanrøgte familien og børnene, hvorfor skal vi betale prisen for noget, der savner grundlag?

Altså: Det vi har, det vi selv har præsteret, er cirka lig nul.

Er der alternativer? Ja. Vi har en sikker åbenbaring, en åbenbaring der både på de religiøse, filosofiske, etiske og videnskabelige områder kan skabe os et sikkert grundlag, hvorpå vi – med åbenbaringen som grundlag og udgangspunkt – kan skabe fast grund under fødderne. Jeg taler naturligvis om værket Vandrer mod Lyset. Med dette værk kan vi fx få sand og sikker viden om Gud, om menneskets og cellens oprindelse, universets opbygning, hvordan vi kan leve sammen i fred og fordragelighed anvist gennem en højbåren etik, vi kan med denne åbenbaring erkende, hvor alting, verden og Gud, kommer fra, vi får sikker viden om, hvor vi går hen, som menneskehed og i kosmisk forstand. Dette og meget meget mere.

Vi står i en situation, hvor verden synes truet på flere felter; ved civilisationernes sammenstød, ved klimakrise, ved krig, nød og elendighed, ved de mange millioner mennesker, der tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som modtages med iskulde andre steder, eller modtages ikke, ved cykliske økonomiske og politiske katastrofer, og de løsninger vi selv kan præstere, duer ikke. Vi må ty til åbenbaringen for virkelig hjælp og støtte og retvisning. Vi kan vælge om vi fortsat vil bygge vores verden på luftspejlinger, på sand, eller om vi vil modtage åbenbaringens klippe, og bygge verden på den, på sandhed og ret.

Om vi gør det ene eller det andet, afgør om verden skal stå eller om den skal bryde sammen. Sammenbruddet er i gang, men vi har tid endnu. Vi skal afgøre som menneskehed, om vi vil vandre åbenbaringens genvej, eller fortsætte ad vores egen omvej, den korte eller den lange vej. Vi bør handle med klogskab, så ikke menneskeheden skal falde. Og vi er nødt til at gøre det sammen. Together we stand, divided we fall.

Vejen og genvejen til Gud

I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

Visdommens ABC

I nogle gamle religiøse tekster og forestillinger, og i gamle myter og sagn lever tanken om alvidenhed. I nogle traditioner hævder man alvidenheden og gudsligheden som et ideal, i andre advares der mod denne forestillings farer.

I hinduismen lever forestillingen om befrielse (moksha) ved erkendelse af sin identitet med Brahma, alguden eller kosmos, det altgennemtrængende guddommelige princip og kraft. Og vi genfinder forestillingen i moderne, kulørte spirituelle forestillinger om fx muligheden for at opnå “Kristusbevidsthed”, hvormed man formentlig mener “Gudsbevidsthed”.

I andre myter og sagn advares der mod dette hovmod; fx i Bibelens syndefaldsmyte der beretter om, hvordan Adam og Eva fristes af Slangen og begærer at blive som Gud til at kende godt og ondt, i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, mistede sine vinger, og styrtede i havet, og i myten om Faust, der sælger sin sjæl til det onde for viden.

Vi må tænke, at de myter der advarer mod hovmodet er de mest troværdige, fx også den græske myte om hybris og nemesis. Vi må tænke, at Visdommens ABC er at kende sin egen begrænsning. Begrænsningens vej er Guds vej, hovmodets vej er i myternes sprog Slangens.

Mennesker der fx ved ekstrem askese, meditation eller andet søger det ubegrænsede sind eller den ubegrænsede bevidsthed, gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, og mennesker der prædiker hovmodets vej til fx gudsbevidsthed, gør det ikke nødvendigvis for at gøre fortræd, men snarere fordi de selv er forblændede af mørket, det onde, som Slangen i syndefaldsmyten fristede og blændede Adam og Eva.

At ville være lig Gud (eller Kristus) er og bliver dog hovmodets vej, og den vej fører ikke til gudslighed eller Kristusbevidsthed, men til sprængning af personligheden og fald. Heri mener jeg klart, at de gamle myter der advarer mod disse forestillinger står til troende.

Kend din begrænsning, står der ved indgangsporten til visdommens tempel. Det er vejen som fortidens vise peger på, og som fortidens og nutidens blændede og blinde forlod og forlader.

Den hvide flok

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

Det er fremtiden. Det er sandhed.