I en stadig mere personlig retning, natur og realitet kan vi, idet vi går dybere og dybere, lagdele mennesket i viden, dannelse og eksistens:

Viden, et billede: En jonglør jonglerer med farvede bolde. Han kan tilføje bolde, skifte nogle ud, og stadigt holde dem i luften.

Det kan fx være videnskabelige teorier. En upersonlig viden, principielt tilgængelig og den samme for alle. Det kan være livet selv, som vi ser drive forbi, ufiltreret. Andre mennesker vi ser, men ikke træder i forhold til. Det kan være verden, idet vi betragter den som objekt, uden for os selv; hvor vi ikke forstår os selv som en del af den.

Dannelse, et billede: En skulptør hukker overflødigt marmor eller sten væk fra en blok. Når han er færdig – hvis han nogensinde bliver det – fremstår et kunstværk, en form.

Det kan være en nation, et land, et landskab vi træder i forhold til og lever i. Luften vi indånder. Jorden vi går på og næres af. Et kendskab til en nations kulturarv. Til et gængs paradigme. Til fælles historier og myter og tro. Kendskab til en nations eller verdens historie. Til alt hvad der angår alle, også os.

Eksistens, et billede: En elverkvinde går iført sin høje, spidse spejlhat og langskødede indigo dragt ud under stjernerne en nat. Med sig har hun en lille kerte, et lysende punkt i mørket. Hun skærmer flammen med højre hånd. Hun ser ned i stenkummen med vand, idet hun lader lyset spejles i det. Og her ser hun verdens skæbne.

Det er kernen. Det er når vi sætter verden, et menneske, et kunstværk, en tro, livet selv i forbindelse med det indre menneske. Det er evigt det samme, og forandrer alt. Det er forskellen mellem godt og ondt og fornemmelsen af dét. Det er verden forandret og beskyttet og bevaret af et enkelt hjerte eller et enkelt digt, fx dette.