På en måde fremstår videnskaben i dag som vor tids katolicisme. Dens dogmer og resultater kan synes lige så urimelige som Middelalderens tro: Det, der er videnskabelig evidens for i dag, er modbevist i morgen, men samtidig kræves der “tro” på videnskaben og man hævder dens autoritet.

Er det muligt at finde ny grund for en åndelig disciplin, der forener de to måder at tænke og leve på, de to måder og discipliner, som nu hiver i hver sin ende af sandhedstovet, og som – måske fordi de hver for sig kun er en del af sandheden eller sand metode – hver for sig synes så urimelige og ensidige, og som er kilde til så megen strid og kiv og ufred?

Hvis vi tager Hegels dialektiske trekant, og siger, at tro og videnskab kan forenes i en højere syntese, hvor ender denne tanke så? Eller skal vi helt uden for skiven og finde en ny?

Hvis vi her nøjes med syntesen af den velkendte tro og videnskab, så har vi måske et fælles punkt og mulig begyndelse på en syntese i fænomenet placebo: Det skulle være evident, at menneskers tro betyder noget, som kan eftervises videnskabeligt i forskning i den velkendte placeboeffekt; placebo eller tro fx når forskere i dobbeltblændede forsøg indgiver en gruppe forsøgspersoner kalktabletter i stedet for tabletter med det – måske – virksomme stof man undersøger, og hvor alene det, at man får en pille af en person man måske opfatter som en autoritet og har tillid til, og måske tror at pillen virker – så virker den – i nogle tilfælde lige så godt som piller med aktivt stof.

Ligeledes skulle det være bevist, at bøn har gavnlig – både fysisk og mental – effekt.

Er tro og viden to ender af samme spektrum, sandhedens; ender som kan forenes i en højere syntese (vi kunne forsøgsvis kalde det faithience), og som – hvis man ensidigt holder sig til kun den ene ende af dette spektrum – geråder i urimeligheder og tvivlsomme resultater og manglende pålidelighed og autoritet?

Eller skal vi helt udenfor skiven og forsøge at tænke helt nyt – hvis vi skal finde bare noget af sandheden? Hvad mener du?