Når Solens lys rammer et menneske af kød og blod, kastes skygge. Kun et menneske af glas kaster ingen.

Bliver kærligheden først hel gennem sin skygge, som det gamle yin-yang tegn kan sige? Er det at ville undgå kærlighedens skygge at fornægte den, at gøre den halv, eller at tilintetgøre den?

Er det sandt, at den der ikke frygter nok, kan ikke holde på kærligheden? Fordi den når til det inderste, som du kan miste?

Er det sandt, at fordi kærligheden giver alt, kan du ved den miste alt?

Kærlighedens Janusansigt: Der er en del, der vender udad, og en del, der vender indad. Er det den del, der vender indad, kærlighedens selviske element, der giver smerten? Eller er det tilfældet, hvis kærligheden først vender indad, dernæst udad? Fordi du søger at fylde dig med en anden, finde livet gennem en anden, et liv du måske har mistet, og som hjertet må genføde indefra?

Eller skabes smerten, hvis der er ubalance mellem kærligheden til den anden og kærligheden til os selv? Eller er smertes ophør lig med kærlighedens død, med ligegyldighed?

Kærlighedens Damoklessværd: Det hænger over mennesket af kød og blod og minder om styrken i det skrøbeligste af alt: Det inderste hjerte; dér hvor du mærker smerten, hvis tråden brister, og sværdet falder.

Er det at ville helbrede sig for kærlighedens smerte at ophøre med at elske? Gå gennem livet urørt og ulevende? At leve som en død?

Så hellere skyggen, dobbeltansigtet og sværdet! Livet hængende i en tynd tråd – med skyggen, der giver billedet af dig dybde og sandhed!