I diskussionen om lovlig adgang til fri, provokeret abort fremhæves ofte kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Tilhængere af retten til abort regner så indenfor visse og varierende tidsrammer fosteret som en del af kvindens krop.

Denne formodede ret er berømt formuleret af Judith Jarvis Thomson i A defense of abortion (1971), hvori hun – udover at søge at gendrive abortmodstanderes argument – den konsekvente og universelle ret til liv fra undfangelse til død – blandt andet gennem en række tankeeksperimenter argumenterer for retten til fri abort. Deriblandt eksperimentet med den berømte violinist:

Et menneske bliver kidnappet af Selskabet for musikelskere, lagt i koma og forbundet med slanger og andet medicinsk udstyr til en berømt violinist. Dette menneske vågner så op, og får at vide, at han eller hun er den eneste, der kan redde violinisten, der ligger for døden. Redningen består i, at den kidnappede person skal være forbundet til violinisten i 9 måneder, hvorved violinisten med sikkerhed reddes. Selskabet for musikelskere begrunder deres handling med, at hensynet til violinistens liv vejer tungere end den kidnappede persons ret til at bestemme over egen krop. Har den kidnappede person pligt til at redde virtuosen? Skal han eller hun acceptere Selskabets handling (og lægernes medvirken) og forblive forbundet med violinisten, givet at vedkommende har et valg?

En modstander af retten til fri abort vil sige ja. En tilhænger nej.

Men – hvis vi ser på problemet ud fra Vandrer mod Lyset, så bliver det klart, at Thomsons argument og eksperimenter er ugyldige og irrelevante. Kernepunktet er ikke kvindens ret til at bestemme over egen krop, men derimod hvordan vi stiller os til det guddommelige lys. Det er udførligt beskrevet i tillægget til Supplement I, og vi kan uddybe ved at henvise til Kommentaren s. 173-174 (i den trykte udgave), hvor det siges, at ved fosterets undfangelse modtager det vordende menneske sin del af den guddommelige lysstrøm, der forbinder Gud og mennesker.

Ved – derfor – at dræbe fosteret, afbryder man denne guddommelige strøm, dette guddommelige Lys, og derfor regnes – efter de guddommelige love – enhver bevidst og provokeret abort lige fra – principielt – undfangelsen – og hvad enten indgrebet foretages under kontrol af læger eller i det skjulte af kvaksalvere – for mord, og det indskærpes – i tillægget til Supplement I – at selv provokeret abort i tilfælde hvor graviditeten skyldes voldtægt også regnes for mord begået med velberåd hu (men det tilføjes, at for at kompensere for det ulykkelige i situationen, bliver en høj ånd i disse sidste tilfælde knyttet til fosteret).

Videre: Alle der – i ord eller gerning – støtter indgrebene (fx som læge, lovgiver, meningsdanner eller pårørende), regnes for medskyldige i overlagt mord, og de må tage de deraf flydende konsekvenser, hvilke blandt andet kan være, at de må hjælpe den kvinde, der har fået foretaget en provokeret abort med at sone under gengældelsesloven, før de selv kan komme videre i deres åndelige udvikling, dvs deres videre vandring mod Lyset.

Det eneste tilfælde hvor provokeret abort er tilladt – efter de guddommelige love – er, hvis den gravide kvindes liv er i fare som følge af graviditeten. Dette medgiver vi Thomson og ligesindede.

Der advares altså kraftigt – og jeg gentager her – mod denne form for selvtægt og mord som provokeret abort er, idet vi fra samme værk ved, at mord har den konsekvens, at morderen i senere inkarnationer må redde lige så mange menneskeliv fra en brat død, som der er taget, før man kan komme videre i sin åndelige udvikling, før man kan vandre videre frem mod Lyset og Gud.

Derfor er provokeret abort ikke en hjælp i ulykkelige tilfælde, hvor graviditeten måske er uønsket af forskellige grunde, men medfører naturnødvendigt en meget alvorlig konsekvens og soning under gengældelsesloven.

Disse advarsler kan mennesker naturligvis vælge at se bort fra og gå deres egne veje. Men i så fald må man tage de konsekvenser som følger af at bryde de guddommelige love, love som gælder uanset om man anerkender dem, tror på dem eller ej.

Enhver bør forelægge disse tanker for sin samvittighed for at se, om ikke dét skulle være sandheden. Og når man gennem samvittigheden kan bekræfte sandheden af mine ord, da bør man efterleve denne sandhed – ikke for min eller for Guds, men først og fremmest for sin egen skyld.

Note: Tanken om menneskelivets hellighed og ukrænkelighed fra undfangelse til død, som bærer disse tanker, er også klart formuleret i Lejeune-erklæringen, som her bragt af foreningen Respekt for menneskeliv.