Sandhed og den radikale skepticisme

Efter den radikale skepticisme som den er tænkt og formuleret af Pyrrhon, så findes der ingen (sikker) erkendbar sandhed. Vi kan lige så godt opgive at lede efter den. Og efter den indiske filosof, Sriharsa, kan et hvilket som helst filosofisk standpunkt mødes med sin modsætning, som kan være lige så godt (eller dårligt) begrundet, hvilket stemmer overens med den – dog mere optimistiske – hegelske logik: At Verdensånden udvikler sig frem mod sin fuldendelse gennem negation og negationers negation.

I moderne epistemologi (erkendelsesteori) kræves det, at vores viden for at den skal kunne kvalificere til betegnelsen viden, skal være udtryk for begrundet, sand overbevisning, en begrundet overbevisning, der ikke grunder sig i held (justified true beliefs). Dette har jeg fra to artikler om erkendelsesteori på hhv Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy.

Men der ikke er enighed eller konsensus blandt filosoffer om hverken hvad en tilstrækkelig begrundelse for vores overbevisninger er, eller hvad sandhed er i det hele taget, hvilket igen peger tilbage mod den radikale pyrrhoniske skepticisme.

Så vi står måske i en situation, hvor vi må sige, at vi intet ved – i hvert fald ikke ved med sikkerhed, jf i tillæg til den pyrrhoniske lære det sokratiske paradoks: Det eneste vi ved er, at vi intet ved.

Men tag nu tanken: Det eneste vi ved er, at vi intet ved, eller vi ved ingenting med sikkerhed. Hvis denne tanke er sand, så ved vi heller ikke, at vi intet ved. Hvis tanken er sand, så er det en sandhed, at der ingen sandhed findes. Det vil sige, at tanken at vi intet ved er forkert, eller er løgn. Vi kan umuligt hævde, at vi intet ved, og vi må hævde med sikkerhed, med apodiktisk vished, at sandheden findes. Alt andet leder til erkendelsesteoretiske kortslutninger, paradokser og selvmodsigelser.

Vi ved altså med nødvendighed, at sandheden eller sandhed findes. Det kan godt være, at vi ikke har fundet den (endnu), men den findes.

Hvis Sriharsas tanke er rigtig, og sandheden ikke kan nås gennem filosofisk tanke, begrundelse og argument, så kan vi forsøge at nå sandhed – som altså findes med nødvendighed – gennem intuition og åbenbaring i Vandrer mod Lysets forstand, og kendetegnet på sandhed er da den ro og åndelige fred, der ledsager den (jf Supplement I, no 10; udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

Eller som jeg tidligere har forsøgt at give i et poetisk billede: Når vi hører en sandhed og tror den, er det som en blomst, der ved aften lukker sig om sin støvdrager; blomsten går til ro, og intet er mere naturligt.

Eller i et andet billede igen: Tanken vil med løgnen ikke kunne finde ro. Den vil bestandig kredse om den som tungen om en syg tand, idet den vil forsøge at befri sig for smerten. Kun sandhed giver tanken ro.