Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Vejen og genvejen til Gud

I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

Den hvide flok

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

Det er fremtiden. Det er sandhed.