I kærlighedens skygge

Når Solens lys rammer et menneske af kød og blod, kastes skygge. Kun et menneske af glas kaster ingen.

Bliver kærligheden først hel gennem sin skygge, som det gamle yin-yang tegn kan sige? Er det at ville undgå kærlighedens skygge at fornægte den, at gøre den halv, eller at tilintetgøre den?

Er det sandt, at den der ikke frygter nok, kan ikke holde på kærligheden? Fordi den når til det inderste, som du kan miste?

Er det sandt, at fordi kærligheden giver alt, kan du ved den miste alt?

Kærlighedens Janusansigt: Der er en del, der vender udad, og en del, der vender indad. Er det den del, der vender indad, kærlighedens selviske element, der giver smerten? Eller er det tilfældet, hvis kærligheden først vender indad, dernæst udad? Fordi du søger at fylde dig med en anden, finde livet gennem en anden, et liv du måske har mistet, og som hjertet må genføde indefra?

Eller skabes smerten, hvis der er ubalance mellem kærligheden til den anden og kærligheden til os selv? Eller er smertes ophør lig med kærlighedens død, med ligegyldighed?

Kærlighedens Damoklessværd: Det hænger over mennesket af kød og blod og minder om styrken i det skrøbeligste af alt: Det inderste hjerte; dér hvor du mærker smerten, hvis tråden brister, og sværdet falder.

Er det at ville helbrede sig for kærlighedens smerte at ophøre med at elske? Gå gennem livet urørt og ulevende? At leve som en død?

Så hellere skyggen, dobbeltansigtet og sværdet! Livet hængende i en tynd tråd – med skyggen, der giver billedet af dig dybde og sandhed!

Krig og gengældelsesloven

Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Vejen og genvejen til Gud

I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

Den hvide flok

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

Det er fremtiden. Det er sandhed.