Til de fortvivlede

Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!