Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Kærlighedens rum

Måske kan vi kende den ægte kærlighed på dette:

Den er ikke dig overfor mig, eller mig overfor dig, dig der giver, og mig der modtager eller omvendt; dig og mig, der på den måde sætter hinanden i gæld.

Måske er ægte kærlighed et rum, vi går ind i sammen, noget vi deler; her skylder vi ikke hinanden noget, her er vi frie. Den er det største og det sværeste og det mest kostbare; den koster alt og intet; alt, fordi den er det mest værdifulde, intet fordi den er vores inderste tilbøjelighed.

Den hvide flok

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

Det er fremtiden. Det er sandhed.

Kærlighed og karmaloven

Jeg har tidligere forsøgt at formulere et grundrids til en kærlighedens filosofi på Blogger med udgangspunkt i Kants moralfilosofi og utilitarismen hos Bentham og Stuart Mill. Jeg kunne tænke mig her at nærme mig det samme emne fra en lidt anden vinkel:

Af og til siger man, at hjerne og hjerte taler forskellige sprog, at kærligheden er irrationel og måske endda gør blind. Men hvis det er sandt hvad Vandrer mod Lyset og fx hinduismen og buddhismen siger, at en af de hovedlove hvorefter livet på Jorden leves er karmaloven, en lov der kan formuleres kort og klart i sætningen som vi sår, skal vi høste, eller som andre formulerer ved den tanke, at det vi sender ud, kommer tilbage igen, så giver kærlighed simpelthen god mening, idet den der sår kærlighed, høster kærlighed; og hvem vil ikke gerne elskes?

En forening af hjerne og hjerte er altså ikke umulig; det at elske er rationelt, set ud fra karmalovens princip og realitet.

Den, der sår kærlighed, den, der elsker, høster imidlertid også undertiden sorg og smerte af sin udsæd, fx når vi mister, men det er en del af kærlighedens pris, noget af det, der giver den dybde og vægt; som jeg skrev på Blogger: Ting af værdi koster. Alle virkelige åndelige værdier koster, også kærligheden.

Men dybest set giver det at elske mening, hvis vi selv længes efter og ønsker at blive elsket. Og gælder det ikke os alle?

Det største af alt

Hvis det er kærlighed, du søger, så giv den først.

Kærlighed er mere handling, og mindre følelse.

Hvis du vil hjælpe mennesker bør du ikke prædike for dem, men elske dem.

Kærlighed bor ikke på læben, men dybt i hjertet.

Kærlighed er ikke uforsonlig, og søger ikke hævn, men tilgiver.

Kærlighed er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst.

Det kærligheden koster os, er et mål for dens værdi.

Kærlighed er ikke vejens ende, men en vej der – altid – begynder.

Nu, så gå da, pilgrim, ad denne vej, og vid at vejen og målet ikke er derude et sted, men dybt i dig selv, altid.

Træet og Slangen

Ethvert lys kan trækkes af mørkets heste, og ethvert mørke kan trækkes af lysets gangere.

I Vandrer mod Lyset får vi en fyldig og grundig beskrivelse af, hvordan lys og mørke alle tider har kæmpet om menneskers sjæl og hjerte. Vi ser, hvordan mørket og dets repræsentanter altid har søgt derhen, hvor der var størst fremgang at spore for lyset for at ødelægge det, og omvendt hvordan Gud altid har søgt at vende det ondes anslag til noget godt og bedre. Sådan står de to urkræfter, lys og mørke, til hinanden.

Lad os tage et par eksempler for at gøre tanken mere nærværende og vedkommende:

I forelskelsen kan det onde blænde os mennesker og misbruge kærlighedens navn og natur, ved at tvinge menneskehjertet ind i sine baner. Forelskelsens natur som mørke afsløres ved dets ofte momentane indtræden, som et lyn der blænder os, og dens natur viser sig ved, hvor hurtigt den kan forsvinde igen og blive til had, vrede, foragt eller andet. Den ægte kærlighed er ikke som et lyn, men snarere som et træ, der langsomt, over år, vokser sig stadig stærkere og mere rodfæstet. Kærlighed blænder ikke, men gør os seende, og kærligheden sætter os fri, den binder os ikke.

Eller tag et eksempel fra det politiske liv:

Den måde nogle vestlige politikere søger at tvinge muslimske indvandrere og flygtninge eller deres efterkommere til at anerkende de i deres natur ægte, vestlige værdier som frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstat er et eksempel på, hvordan det onde kidnapper lysets ord, men ikke dets ånd og virkelighed, hvordan mørket tvinger lys og mennesker ind i dets baner. Det burde sige sig selv, at man ikke kan tvinge andre til frihed og lys uden samtidig at ødelægge det lys og den frihed, man søger udbredt og virkeliggjort. Lyset tvinger ikke, det sætter fri, mørket tvinger og binder.

Hvis man virkelig troede på lysets værdier, fx frihed og menneskerettigheder, ville man ikke give efter for fristelsen til at udbrede dem ved tvang. Lysets værdier må tilegnes i frihed uden nogen form for tvang. For at legitimere det ondes tvang og den psykiske vold (der nogle gange udarter fysisk) – under maske af det gode – skaber man dette vrængbillede af muslimer som notorisk voldelige og formørkede, middelalderlige andenrangs mennesker, der vil indføre kalifat og et teokratisk diktatur og omstyrte de vestlige samfund.

Naturligvis findes der muslimer, der har de tilbøjeligheder, men det er en absolut minoritet, der i øvrigt er et nøjagtigt spejlbillede af de vestlige politikere og almindelige mennesker, der vil gennemtvinge frihed og demokrati, gennemtvinge lyset med magt. Det er dem, der råber på hver sin side af den samme afgrund, og som truer med at styrte alle ned i den. Jo højere der råbes, jo flere blændes og døves af det onde, jo flere bliver der ved afgrundens rand, ved yderfløjene, og jo større er risikoen for at the clash of civilisations ved en selvopfyldende profeti bliver til virkelighed. Vi bør som tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan sagde det lower our voices.

Vi ser altså, hvordan lys og mørke ofte står som hinandens diametrale modsætninger, hvordan det onde ofte søger at ødelægge lyset ved at misbruge dets navne og blænde og tvinge mennesker ind i usunde og ofte fatale baner. Lysets ånd og sandhed har det dog ingen magt over.

Vi ser, hvordan det onde kan lignes ved en Slange, der bider sig selv i halen, hvordan frihed fx ved mentale eller følelsesmæssige kortslutninger kan blive til tvang, hvordan demokrati kan blive til diktatur, hvis man kræver og søger at tvinge andre til at anerkende det og leve efter det, vi ser, hvordan forelskelse i kærlighedens navn kan blænde mennesker, og hvordan “kærlighed” er blind og kan blive til had og foragt osv.

Og det er en del af det ondes natur, disse kortslutninger, der nu truer højkulturer med at degenerere til formørkede tyrannier presset fra begge sider af den samme afgrund, fordi man inderst inde ikke tror nok på sine egne værdier og deres naturlige bærekraft, og fordi man falder for det ondes fristelse til at ville udbrede lys og frihed med magt og tvang uden den nødvendige tålmodighed.

Tro på lyset – det kan bære. Det onde giver os kun katastrofer, lidelser og elendighed, hvilket verdenshistorien fortæller til overmål.

Note:

Det her givne billede af lyset, kærligheden og mørket som henholdsvis et træ og en slange kan gælde som et alment og sandt billede af de to urkræfter, og viser noget om deres – fundamentalt forskellige og modsatte – natur: Lyset, der vokser med træets langsomhed og styrke, og som derfor kræver tålmodighed, og det onde, der hugger til i blændende flash og affekt. Det er naturligvis nærliggende at drage paralleller til den bibelske syndefaldsmyte, men det ville føre for vidt her at forsøge at udrede forholdet mellem det billede jeg giver, og det der gives i Bibelen. Jeg henviser til Vandrer mod Lyset og noten side 306 (i den trykte udgave), hvor det siges, at den bibelske myte netop er myte, og skal forstås symbolsk og ikke konkret bogstaveligt og historisk. Enhver kan så selv gøre sig sine tanker om det forhold, der måtte bestå mellem de forskellige tanker og billeder.

Sandhedsglimt i Koran og hadith

Det er en grundlæggende tanke i Vandrer mod Lyset, at der findes sandhedsglimt i alle religioner. Sådanne sandhedsglimt findes også i Islam. I en af de første beretninger i hadith-samlingen, Sahih al-Bukhari, finder vi således den tanke, at Gud først og fremmest dømmer os efter vores motiver, og dernæst efter handlingernes resultater.

Et andet eksempel er de ord, der gives i Koranens Sura 3 (Amrams slægt, al Imran), vers (ayat) 92: I vil ikke opnå fromhed, med mindre I giver bort af det, som I holder af, med parallelstedet i Sahih al Bukhari, 40. 2318, som giver beretningen om Abu Talha, der angiveligt var den rigeste mand blandt Ansar (dem fra Medina, der gav Muhammed og hans følgere asyl under hijra (udvandringen da profeten og hans følgere måtte flygte fra Mekka)).

Abu Talha havde en have, som han holdt meget af. For at være tro mod Koranens ord, ville han give sin have til profeten, som ofte kom og drak vand af kilderne i haven. Men profeten overtalte ham til i stedet at skænke haven til sine slægtninge.

Vi kan også relatere denne sandhed om, at vi nogle gange er nødt til at ofre det bedste vi har for kærlighedens skyld til Ardors beretning kap. 14 (i Vandrer mod Lyset), hvor Jesus siger til sine disciple og følgere, at når vi gør noget godt, så må vi ikke udbasunere vores gode gerninger for alverden på torve og stræder. Motivet må være rent.

Og vi kan relatere det til Kants moralfilosofi; at kun de handlinger vi udfører i overensstemmelse med pligten, og som fornuften tilsiger os at vi skal gøre på trods af en tilbøjelighed til at lade være, har egentlig moralsk værdi.

Det harmonerer også med mine tanker om, at kærligheden har en pris, fordi den har værdi, at kærlighedens værdi netop er det, den koster os. Hvis ikke vi kender kærligheden, ikke ved hvad den koster, kan vi heller ikke værdsætte den.

Vi skal ikke kræve Paradis som løn for vores gode gerninger. Vi skal bringe kærlighedens offer uden at det er et offer: Himlen er først vores, når vores venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør i godhed.

Note:

Koranen er her citeret efter Ellen Wulffs danske oversættelse. Sahih al-Bukhari er navnet på den mand, der i 800-tallet (200-tallet efter islamisk tidsregning) samlede disse hadith. Sahih betyder så vidt jeg ved sandfærdig eller sand. Hans navn var oprindelig Muhammad al-Bukhari. Samlingen regnes af mange muslimer som den mest autentiske, autoritative samling af hadith. Hadith er små beretninger om, hvad profeten Muhammed sagde og gjorde, og hører altså til profetens sunna eller sædvane, heraf betegnelsen sunni-islam. Hadith kan minde om de kristne evangelier med den forskel, at hadith er episodisk, mens de tre synoptiske evangelier tilstræber en sammenhængende fortælling. Hadith er her læst i engelske oversættelser på sunnah.com

Når ånden vokser

Kender du den særlige indre følelse, når hjertet arbejder, idet vi gør noget, vi måske ikke umiddelbart har lyst til, men som vi ved er rigtigt?

Vi kan knytte det an til Kants moralfilosofi, som den kommer til udtryk i Kritik af den praktiske fornuft: De egentligt moralsk værdifulde handlinger er dem, som vi udfører af pligt, dikteret af vores fornuft, på trods af en tilbøjelighed (følelse) til at lade være.

Vi kan også sige, at det er en af de måder, vores ånd vokser, modnes på.

Vi kan opleve det i mange sammenhænge: Når vi af og til sætter vores egne behov til side, og gør noget godt for vores partner eller ægtefælde, selv om vi har lyst til at undlade at gøre det, når vi føler en mægtig lyst til at forfølge vores egne mål, og vores fornuft siger os, at det ville være godt i stedet at gøre noget for vores børn og på mange andre måder og i mange andre situationer.

Vi kan også bare sige, at det vi her oplever er kærligheden, der arbejder i os – og får os til at vokse åndeligt. Hvis du kender denne følelse, så ved du noget om kærlighed.

Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad, som skrevet står.

Vejen til Gud

Søren Kierkegaard skrev engang, at vejen til Gud er trang, og at den bliver stadig mere trang. Det bliver ikke lettere, efterhånden som vi stiger i indsigt og åndelig modenhed. Og jeg mener, at han har ret.

At det er sådan skyldes, at vejen til Gud er kærlighed. Vejen til Gud er at elske Gud og vores medmennesker. Det vi kan give Gud og hinanden i kærlighed bliver stadigt mere og stadigt mere værdifuldt efterhånden som vi stiger ad livets vej. Og da værdien stiger, stiger også prisen. Alt har sin pris, også de åndelige værdier.

Kærligheden har sin pris. Kærlighed er ikke en let vej. En kærlighed der intet koster, er uden værdi. Den er kun et ord. Den dybeste kærlighed har den højeste pris. Den koster alt, idet den giver alt. Sådan er kærligheden.