Arketyper er i platonisk filosofi et udtryk for de ideer (ikke-materielle forbilleder), der ligger til grund for sanseverdenen; i C. G. Jungs psykologi er arketype term for medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer, som fx fødsel, ægteskab og moderskab.

Jeg vil her bruge betegnelsen arketype for den universelle form, jeg mener kan hævdes for hhv lyset og mørket, nemlig ringen; for mørkets vedkommende derudover som slangen, der som en ringstruktur bider sig selv i halen. Et andet begreb, der kan hævdes for mørkets, det ondes, arketype er en mental eller åndelig kortslutning.

Hvis betegnelsen ringen som arketype giver mening som universel betegnelse for hhv lyset og mørket, er det klart, at de store ringmyter, hvoraf jeg kender to, nemlig Richard Wagners Der Ring des Nibelungen (Nibelungens ring) og J. R. R. Tolkiens Lord of the Rings (Ringenes Herre), kan lede tankerne hen på en universel kamp mellem gode og onde magter om en bestemt Herskerring, der skulle kunne gøre sin ejer eller mester til ”Jordens herre” eller give ham eller hende universel (al-)magt; en bestræbelse, som gode magter altid har forsøgt at modvirke og bremse.

Men det er også klart, at denne universelle forståelse er misvisende, hvis ringen simpelthen er en arketype; hvis med andre ord ringen som begreb ikke kun henviser til en mørkets ”herskerring” og kampen om den, men gælder i videre forstand for alt lys og mørke.

Jeg skal her prøve nærmere at forklare, hvad jeg mener.

Af Vandrer mod Lyset lærer vi, at lys og mørke har hver to poler. Både lys og mørke polariseres gennem tanke og handling; eller med andre ord: Hvis vi forstår lysets og mørkets arketype som ringen, så dannes der hele tiden ringe – på godt og ondt – gennem vores tanker og handlinger. Ved at danne lysringe, ved at polarisere lyset, opbygger vi vores personlighed, ved at danne mørkeringe, ved at polarisere denne urkraft (når vi handler mod vores samvittighed), nedbryder vi den.

Der findes altså ikke kun én (mørke-)ring, som alverden kæmper om, men ringene dannes hele tiden, idet vi med vores tanker og handlinger polariserer lys og mørke.

Lysets og mørkets ringe er grundforskellige: Ved lysets ringe (polarisering) får vi det, vi ønsker og som er gavnligt, ved mørkets ringe eller polarisering får vi det modsatte af, hvad vi ønsker, frygter eller begærer. Dette hænger sammen med karmaloven, og jeg vil illustrere det med et par eksempler:

Ved kærligheden, ved at elske, får vi kærlighed, elskes vi – idet vi høster hvad vi sår; idet det, vi sender ud kommer tilbage, som moderne sprogbrug og talemåde vil have det. 

Ved kærlighedens modsætning, forelskelsen, derimod – afskæres vi fra kærligheden, som vi ønsker og drømmer om. At forelskelse er kærlighedens modsætning i mørket, har jeg tidligere ved flere lejligheder forsøgt at argumentere for. Forelskelsen er således den ”lyse” side af hadet, kærlighedens egentlige modsætning (jf tankerne om mørkets dobbeltaspekt; at det onde både rummer en ”lys” side, der efterligner lyset, og en rent sort side; dét og så tankerne om mørkets polspænding).

Ved kærlige tanker og handlinger polariserer vi således lyset i positive ringstrukturer; ringstrukturer her forstået som psykiske og åndelige fænomener, der forstærker sig selv, idet kærlighed avler mere kærlighed.

Hvorimod ved forelskelsen skaber vi negative ringstrukturer, forstået som psykiske fænomener, der afskærer os i en energimæssig kortslutning fra kærligheden, som vi ønsker eller tror vi får; en selvforstærkende kortslutning, hvor mørke avler mere mørke, hvilket konkret kan konstateres af individet, idet forelskelse kan skrues op til egentlig ekstase, hvor den sande kærlighed giver ro.

Ved begrebet og fænomenet magt er forholdet parallelt: Hvis vi ønsker magt gennem kærlighed for at gøre andre og os selv godt, så er der tale om en lysets ring eller polarisering, hvor magt øger magt, lys øger lys.

Hvis vi derimod begærer magt kun for vores egen skyld og måske for at undertrykke andre eller bare for magtens egen skyld, er der tale om en mørkets ring eller polarisering, som dybest set afskærer os fra den egentlige, lysets, magt, og gør os magtesløse; idet vi da bliver slaver af vores magtbegær, og idet mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en urkraft eller energi, der kan binde og undertvinge (og nedbryde) tanken og viljen i mennesket.

Hvis altså hele denne tanke om lysets og mørkets grundlæggende ringstrukturer er rigtig, så kan vi slutte med en tilbagevisning til Wagners og Tolkiens store ringmyter: Der pågår ikke en universel magtkamp mellem lysets og mørkets magter om en enkelt ”herskerring”, men kampen foregår hele tiden i det indre menneske, og i hvert menneske, idet vi hele tiden polariserer lys (eller mørke), og dermed skaber lys- eller mørkeringe (eller med Vandrer mod Lyset: Mørkekomplekser).

De store ringmyter kan så høres og læses og forstås som arketypiske billeder af, hvordan vi håndterer og eliminerer de mørkeringe, vi desværre også kan komme til at skabe: 

Vi kan som dværgkongen Alberich i Wagners operacyklus komme til at forbande kærligheden for at få magt for igen at blive elsket, hvorved vi afskæres fra kærligheden i en negativ kortslutning, og vejen tilbage til uskylden og kærlighedens oprindelige harmoni og fred er lang og smertefuld, eller vi er som Frodo i Tolkiens eventyr hele tiden på vej mod Mordor og dommedagsbjerget for at tilintetgøre den eller de magtens mørkeringe, vi selv har smedet, ved at følge den eller dem tilbage i tanke og følelse til deres indre skabelsessted og oprindelse.

Og på den måde kæmper lys og mørke, godt og ondt, i vores indre på vores vandring mod Lyset.

Som jeg har beskrevet det en del gange tidligere, så har det onde, mørket, i det mindste to ansigter: Det ”lyse” og det rent sorte. De to ansigter kommer til udtryk dels i begæret, dels i den rene destruktion. Det vil jeg udvikle lidt mere udførligt her:

Begæret afskærer – i samme mål man begærer – os fra det, vi begærer forstået på den måde, at man godt fx ved begær efter magt, penge og sex kan opnå disse ting, men de vil i så fald ikke mætte og stille tilfreds; snarere vil de – ved begæret og den umiddelbare tilfredsstillelse – øge sulten og tørsten.

Dette er et eksempel på mørkets selvforstærkende natur.

Omvendt vil det ondes rent sorte side bringe én præcis det, man ønsker at undgå og måske frygter, og dermed er destruktionen et fotografisk negativ af begæret: I det ene tilfælde afskæres man fra det, man begærer, i det andet tilfælde får man præcis, hvad man ønsker at undgå, det man ikke vil have.

Og sådan forråder mørket sin bærer.

Heroverfor står Lyset, der bringer én det, man elsker, eller som Halfdan Rasmussen så vist digtede: Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig. Det kan fx godt være magt, penge og sex, men betragtet og administreret efter Lysets natur; fx ønsket om magt for at gøre godt – måske for sit land, eller ønsket om at tjene penge for at forsørge sin familie.

Begæret er jo udførligt behandlet og tænkt i Buddhismen, specielt med hensyn til dets uhensigtsmæssige natur (som det, der afskærer os fra forløsningen, Nirvana), men vi kan også nævne dets rolle i faustmyten, som den er skabt i Christopher Marlowes, Johan W. v. Goethes og Thomas Manns værk:

Faust, der i de tre poetiske skikkelser begærer hhv magi, viden og kunstnerisk geni og skaberkraft; så meget, at han indgår pagt med det onde for at opnå det, han begærer (ønsker); og må bøde med sin sjæl.

Hvis Faust havde haft ro og visdom til at finde ind til Lyset og stole på dét, så ville han vide, at sjælsofferet var helt unødvendigt, idet inspirationen (fx til filosofisk eller kunstnerisk virke) kommer, når man vil det gode, uegennyttigt og for at hjælpe andre (hvormed man også hjælper sig selv).

Forskellen – her mellem lys og mørke – er motivet: Kærlighed eller begær (eller i andre sammenhænge ren destruktion). Med kærligheden vinder alle, med begæret og destruktionen taber alle.

Et eksempel på hvordan det onde bringer præcis det, man ønsker at undgå, eller ødelægger det, man ønsker bevaret, ser vi her i Danmark – som andre steder i Vesten – ved at man her – for at bevare ædle, gode, traditionelle danske værdier som demokrati, menneskerettigheder, tolerance, religionsfrihed, åbenhed, menneskekærlighed – ødelægger disse værdier ved at forhåne, dehumanisere, dæmonisere, udskamme, mistænkeliggøre, chikanere danske muslimer.

I dette eksempel er det, man søger at undgå en ødelæggelse af danske værdier, og for at undgå denne ødelæggelse, at undgå at andre skal foretage den, foretager man den selv. Sådan er det onde også så bagvendt og paradoksalt.

Et parallelt eksempel har vi i Vandrer mod Lyset ved Josef af Arimateas historie; hvordan han, for at undgå at Jesu disciple skal stjæle den døde frelsers legeme, og derefter sige: Se, han er opstanden!, selv fjerner legemet fra den udhugne grav, og begraver det, så ingen siden fandt det; en handling, der banede vejen for det fejlagtige dogme om kødets opstandelse.

Virkeligheden er, at Jesu opstandelse var åndelig, og på samme måde – åndeligt – vil ethvert menneske “opstå” efter døden; ikke i kraft af Jesu eksempel og magt og offer, men ved Guds magt og efter Guds love (Jesus (Kristus) er ikke Gud).

Et tredje og også tragisk eksempel har vi i ulykkelige mennesker, der – af angst for døden – tager deres eget liv.

Et fjerde eksempel er, hvis mennesker giver efter for onde impulser indefra, og fx begår mord eller selvmord for at vinde en form for fred. Disse onde handlinger kan give en momentan lettelse, men efterfølgende bliver lidelserne langt værre end før, når det onde ”fryser til” og – ved handlingen – sætter sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i tanke og vilje. Morderen eller selvmorderen ønsker måske fred, men får det modsatte. (Selvmorderens ulykkelige lod er fx nævnt i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset. Den momentane lettelse man kan føle ved en voldshandling, enten rettet mod andre eller sig selv, er antydet i Vandrer mod Lyset, s. 158-159 i stykket om afpolarisering af det åndelige mørke; ved den ene af to måder (egentlig tre), hvorpå dette mørke kan afpolariseres. Der er i denne sammenhæng tale om mørkets måde, en måde, der naturligvis ikke er ønskelig eller konstruktiv).

Den konstruktive metode til at håndtere mørke impulser, som alle mennesker kender, er at ride stormen af, indtil den lægger sig, hvilket vil ske før eller siden, hvis man undlader at handle.

Jeg skal for en ordens skyld nævne, at ovenstående jo ikke er en fuldstændig redegørelse for det gode og det ondes natur, men dog nok kaster et strejflys over centrale aspekter ved de to verdenskræfter, samt at det er tanker bygget i Vandrer mod Lysets ramme. Enhver kan finde langt mere og mere udførlig viden om godt og ondt i dette værk.