Den tragiske kærlighed

(Illustration: AI via Microsoft Bing)

Det der kaldes den store litteratur er ikke i tvivl: Kærligheden er tragisk, og den store, altoplugende kærlighed fører med næsten matematisk sikkerhed til afgrund og død og udslettelse. Alligevel er det dén vi drages mod, længes efter og ikke kan leve uden.

Eksemplerne fra verdenslitteraturen er mange; fx beretningen om Jakob og Rakel i 1. Mosebog, skildringen af den mulige og den tragiske kærlighed i Isaac Bashevis Singers Familien Moskat, Shakespeares Romeo og Julie og mange andre. Fra musikhistorien kan nævnes Richard Wagners Tristan og Isolde.

Men hvorfor er det tilsyneladende sådan? Stræber vi mennesker med nødvendighed mod vores egen personlige undergang gennem den store kærlighed?

Efter min opfattelse grunder dette problem i en misforståelse af kærligheden og dens natur. Kærligheden er i sig selv helt uskadelig og den er universets stærkeste kraft. Jeg skal prøve at indkredse problemet ved det følgende, som jeg i alt væsentligt bygger på Vandrer mod Lyset samt personlige oplevelser:

Der findes i verden grundlæggende to kræfter: Lys og mørke, godt og ondt. Lyset er det primære, mørket det sekundære. Sådan er det blevet på grund af Guds sejr ved Lyset i den kosmiske kamp mellem godt og ondt, og dermed Guds emanation, fremstigen som Personlighed.

Mørket er besejret, men ikke tilintetgjort. Derfor griber det til stadighed efter Lyset, og det reagerer proportionalt med Lysets vækst, som jeg tidligere har forsøgt at formulere det. Mørket har derudover den egenskab at det blindt søger at efterligne Lyset, hvorved fremkommer dets ”lyse” aspekt (jf tidligere skriverier om mørkets ”lyse” og dets rent sorte aspekt; mørkets dobbeltaspekt eller dobbeltnatur).

Dette har betydning for undersøgelsen af kærlighedens natur. For idet kærligheden, som er Lys, vågner og vokser, vågner og vokser samtidig også mørket, det onde. Det griber efter kærligheden med mørkets efterligning af kærligheden, nemlig forelskelsen. Forelskelsen er altså et eksempel på mørkets ”lyse” side eller aspekt.

Og da alt mørke i sidste ende peger mod døden, så peger forelskelsen også mod død og undergang gennem dens ekstatiske rus og evnen til at blinde og blænde os, herunder vores tanke eller fornuft. Det er ikke kærligheden, der blinder og blænder os, kærligheden er ikke blind, men det er mørket, som ved forelskelsen efterligner den.

Det er således ikke den store kærlighed, der er tragisk og fører til død og undergang, men den store og dybe forelskelse, der er noget helt andet. Den forelskelse som så let vågner sammen med kærligheden, og som forhindrer os i at se klart, og som får os til at blande de to fænomener sammen i en tragisk masse. For at undgå tragedien og med den de dybe lidelser må vi lære at skelne.

Kærligheden er seende og er ikke ekstatisk eller en rus. Forelskelse gør blind og den er ekstase og rus. Lyset gør seende, mørket gør blind. Lyset og kærligheden fører til liv og fred. Mørket fører til død, ufred og lidelse.

Dén sondring mangler litteraturen og kunsten stadig at drage. Jeg har her forsøgt at give en kort skitse.