Derfor har du ingen undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme. Og vi ved, at Guds dom med rette rammer dem, der lever sådan. (Rom. 2, 1-3)
Hvis jeg dømmer verden, dømmer jeg samtidig mig selv. For jeg er med eller mod min vilje en del af verden. Hvor meget mere gælder det så ikke for Gud? Hvis Gud dømmer verden, dømmer Han samtidig sig selv. For hvis Gud findes, må vi antage, at Han har skabt verden.
Nogle mener endda, at Gud har skabt alt der findes, og har bestemt verdens gang fra evighed til evighed. Hvis Gud dømmer verden, hvor meget tungere hviler da ikke dommen over Ham selv?
Hvis Gud dømmer mig eller blot et eneste menneske, dømmer jeg Ham. For hvordan tingene end hænger sammen; hvis Gud findes, så må jeg antage, at Han i hvert fald i åndelig forstand har skabt også mig. Jeg har uanset hvad ikke skabt mig selv. Guds dom over mig eller et hvilket som helst andet menneske er derfor Guds dom over sig selv.
Men – Gud dømmer ikke verden og fordømmer ikke mennesker. Mennesker dømmer og fordømmer med svig mennesker i Guds navn. Gud elsker, og kærligheden kender ikke til fordømmelse. Gud velsigner. Gud tilgiver, når vi angrer. Aldrig har Gud dømt og forbandet noget menneske, og aldrig vil Han gøre det.
Lad dét være sandheden sagt i Guds navn, og lad dét være dommen; ikke over mennesker, ikke over verden, ikke over Gud, men over de såkaldt hellige bøger og religioner, hvormed mennesker dømmer og forbander, forfølger og skænder og brænder hinanden, de hellige bøger, der ved dommen dømmer og ugyldiggør sig selv.
Skriv en kommentar