Verden begynder for enden af dine hænder

Inspireret af Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår.

Det det kommer an på for et menneske er ikke de luftslotte vi skaber og henlægger til en fjern fremtid med vores fantasi, vores længsel, men de hænder vi rører verden med og forandrer den med lige nu. Det vigtige er ikke drømme, men virkelighed.

Alt er med til at danne os som mennesker, men det er farligt at gøre sig selv for nøje regnskab med det, med den indre dannelse. Det kan både føre til selvovervurdering, hovmod, og til følelser af mindreværd.

Ikke ved introspektion, men først og fremmest gennem aktivitet og handling kommer vi til syne for os selv og for andre. Det vigtigste er ikke optagethed af den indre dannelse, men medmennesket.

Goethe peger med sin dannelsesroman ud i verden, ud i livet, ud blandt mennesker og bort fra lønkammeret, det indre, hvor vi er alene og fortvivler.

Jeg har tilbragt det meste af mit liv med at søge et grundlag, et hvilepunkt for tanke og følelse; grundlaget for det værende, for verden, for erkendelsen, for moralen. Grundlaget for det hele er Gud; nu, ja, så: Videre!

Hvilepunktet, ligevægten, er ikke i forestillingen, og jeg hører Gud sige: Du skal ikke drømme livet, men leve det. Verden begynder for enden af dine hænder.