Det de kalder den store kærlighed, knuser hjertet lykkeligt eller ulykkeligt, når mennesker bytter hjerter, når de river hjertet ud af brystet, og først ænser blødningen, når det hele er forbi eller aldrig er begyndt.
Lykkelig men brændt af livet accepterer jeg denne sandhed. Jeg forlader lidenskabernes land og trolddom og søger ind i roligere vande, hvor kærligheden ikke er rivende strømme, men et træ med rod i mig selv, et træ, der gror mod evighed og den anden med langsomhed og styrke i troskab.
Jeg lader træet stå og leve på sin rod, jeg hugger det aldrig mere om ved kræfter, der ligner kærligheden, men er det modsatte. Mindet om dem og de lidelser, som følger af dem, er den skygge, der gør mit billede af kærligheden dybt og sandt, en visdom og erfaring, der gør kærlighed mulig og virkelig.
Skriv et svar