Forfatterskabet Højtryk

Forfatter: cpobasse

  • Den frie erkendelse i en kærlighedens erkendelsesteori

    Da mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft og en magt, der kan binde tanke og vilje og dermed den menneskelige ånd, er frihed det ondes fravær fra tanke, vilje og ånd. I samme mål som vi udrenser vores tanke, vilje og ånd for mørke, er vi frie.

    Gud har skabt vores tanke, vilje og ånd af Lyset og kærligheden i forbindelse med noget af sit eget guddommelige Selv, skabt os fra første færd helt uden mørke (Supplement II, no 64). Derfor er vi skabt frie. Og da vores naturlige og gudgivne tilstand således er frihed, frihed i tanke, vilje og ånd, er også erkendelsen i sin oprindelighed fri, da vi erkender ved den frie tanke og den frie vilje og ved Lyset og dermed kærligheden; vi erkender enten ved egen kraft og af os selv, eller ved oversanselig inspiration via intuition eller åbenbaring.

    Ved Lyset og dermed kærligheden erkender vi sandhed i frihed. Da Jorden imidlertid er en mørkets verden, hvilket der er gjort nøje rede for i Vandrer mod Lyset, er vores menneskelige erkendelse aldrig helt fri. Og derfor tager vi ofte fejl i vores forsøg på erkendelse. Mange af de fejl der i tidernes løb er gjort i erkendelsen, skyldes ikke nødvendigvis bevidste løgne, men vel først og fremmest det mørke, der hviler så tungt over Jorden.

    Efterhånden som mørket elimineres vil dog erkendelsen blive stadig mere fri og let, og der vil da formentlig også blive begået færre fejl. Den menneskelige erkendelse vil da blive stadig dybere, mere omfattende, mere nuanceret, mere vidtforgrenet og mere sand.

    Men erkendelse vil for os mennesker altid være forbundet med en vis vanskelighed og anstrengelse – med stadig risiko for fejl – hvilket skyldes, at mørket bestandig vil søge at forhindre den frie og frigørende sande erkendelse ved kærligheden. Vi søger at frigøre og udsanke lysets og sandhedens og kærlighedens gyldne korn fra mørkets tunge slagger, og denne bestræbelse har en værdi og dermed en pris. Jo højere værdi, jo større sandhed, jo højere pris.

  • En mulig forenet feltteori i en kærlighedens erkendelsesteori

    Sprog, erkendelse og sandhed, bevidsthed og stof er i nyere eller moderne videnskab måske alle udtryk for eller udgøres af netværk eller felter, som man forklarer og beskriver forskelligt og med forskellige egenskaber og natur.

    I sprogfilosofien lægger man vægt på ords placering og betydning i en given kontekst (efter den sproglige vending omkring 1890 og fremad), i erkendelsesteorien og teorier om sandhed har man kohærensteorien for erkendelse og sandhed, dvs man beskriver erkendelse og sandhed som horisontale netværk eller indbyrdes forbundne elementer i felter, fremfor – i et billede – som en vertikal, hierarkisk bygning med grundsten, mure, tavværk osv, i bevidsthedsfilosofien har man en kvanteteori for bevidsthed, for stoffet kvanteteorien, herunder teorien om kvantefeltet.

    Jeg skal understrege, at de her nævnte teorier ikke er de eneste på de respektive felter, og at jeg ikke er ekspert på nogen af områderne. Men jeg får den tanke, at disse netværk eller felter måske er udtryk for grundlæggende egenskaber ved og fænomener i verden, som kan samlæses med Vandrer mod Lyset på den måde, at alle disse felter kan tænkes at have fælles rod, at de sammenbindes ved Lyset og dermed kærligheden i et universelt netværk eller felt, hvor Lyset og kærligheden er den bærende og fælles og forenende kraft i netværkene og felterne, den fælles rod, og at det dermed er muligt at formulere en forenet feltteori for erkendelsen i en kærlighedens erkendelsesteori. Muligvis udgøres det universelle netværk og felt af Lys og kærlighed af Lysæteren med centrum i Gud (se Vandrer mod Lyset).

    Mennesker kan også ved Lyset og kærligheden (til sandhed), søge at erkende disse netværk eller felter og deres mulige forening ved Lyset og kærligheden i en metateori: Dels for netværkene, dels for erkendelsen af dem ved den frie tanke og den frie vilje.

    Med hensyn til bevidsthedsfilosofien ved vi fra Kristi Tale i Vandrer mod Lyset, at vi mennesker påvirker hinanden ved tanken, og dette kan muligvis – sammen med en mulig forbindelse og netværk og felt mellem alle mennesker ved hjertet eller ved et hjertefelt med udgangspunkt i hjertecentret (jf Vandrer mod Lyset, s. 171-173 om åndelegemets opbygning) – forklares ved en forenet feltteori med Lyset og kærligheden som bærende kraft; med andre ord at vi mennesker er forbundet ved og påvirker hinanden – til godt eller ondt – ved både tanke og hjerte. Derudover er vi jo forbundet ved vilje gennem vores handlinger.

    En indikation på at det forholder sig sådan, har vi i Vandrer mod Lyset s. 165, hvor der i forbindelse med beskrivelsen af, hvordan og hvorfor Gud antog sig menneskeheden som sine børn, står: “Fra det øjeblik Gud således satte sig i forbindelse med menneskene, flyder den guddommelige strøm gennem alle i et ubrydeligt kredsløb og tilføres enhver ny skabning i undfangelsesstunden.” Den guddommelige strøm er Lys, og dermed kærlighed. Og det virker naturligt, at kærligheden først og fremmest flyder og strømmer gennem hjertet og hjertecentret.

    Denne tanke altså – alle menneskers mulige forbindelse med hinanden og med Gud ved tanke, vilje og hjerte gennem Lyset og kærligheden – har en parallel i teorien om stoffets kvanteteoretiske forbindelser i et kvantefelt (quantum entanglement), hvor man synes at have konstateret, at stof påvirker stof med hastigheder, der kan overskride lysets. Det ser med andre ord ud til – her formuleret i et billede – at berøring af et netværk eller felt ét sted, udvirker forandringer eller reaktioner omgående andre steder i netværket. Som om netværket eller feltet i et billede er én stor organisme, der mærker enhver påvirkning et hvilket som helst sted i feltet og reagerer på den momentant.

    Denne tanke kan igen – hvis tanken om alle menneskers og Guds forbindelse og netværk ved tanke, vilje og hjerte gennem Lyset og kærligheden er rigtig – føre til en teori om, at hvis ét menneske er glad – eller lider – glædes eller lider hele netværket eller feltet, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

    Med disse tanker nærmer vi os måske en forståelse og forklaring på den 4. dimension, som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer. Da imidlertid tankerne om et guddommeligt netværk, felt og fællesskab – på godt og ondt -næppe lader sig verificere videnskabeligt, og formentlig heller ikke med gængse filosofiske metoder og argumenter, må jeg som forfatter af teksten ty til den samme metode, som vi opfordres til at benytte i forhold til Vandrer mod Lyset: At bringe tankerne for samvittighedens domstol eller prøve. Eller måske opfordre den enkelte læser til selv at mærke efter i hjertet, om tankerne er rigtige eller fejlagtige, og om læseren hér – i hjertet – kan mærke spor af dette fællesskab og guddommelige netværk.

    Jeg skal altså undlade at forsøge at udskrive et videnskabeligt eller filosofisk argument for tankerne, der her fremsættes – og overlade dommen til dig, der læser dette.

    Nyttige links:

    Sprogteori med vægt på kontekst: Dagligsprogsfilosofi (Den store Danske), Pragmatics (Stanford encyclopedia of Philosophy). Se også L. Wittgensteins Philosophische Untersuchungen og G. E. Moores, Gilbert Ryles, J. L. Austins, P. F. Strawsons, B. Russells og G. Freges arbejder

    Kohærensteori for sandhed og erkendelse: Coherentism in epistemology (Internet encyclopedia of Philosophy), The coherence theory of truth (Stanford encyclopedia of Philosophy)

    Kvanteteori for bevidsthed: Quantum approaches to consciousness (Stanford encyclopedia of Philosophy), Quantum Mind (engelsk Wikipedia)

    Kvantefeltteori: Quantum field theory; (engelsk Wikipedia), Quantum field theory (Britannica)

  • Udsagn og domme i en kærlighedens erkendelsesteori

    I forsøget på at udvikle en kærlighedens erkendelsesteori må vi nu tegne en ny grænse, eller snarere en udvidelse af feltet, idet ikke al erkendelse skabes ved forening eller afbalancering af modsætninger.

    Der kan også skabes sand erkendelse gennem formulering af sande udsagn eller domme (engelsk: propositions; jf Internet encyclopedia of Philosophy, artiklen Truth). Men erkendelsen bæres her stadig af kærligheden, eller kan bæres af den; nemlig ved kærlighed til sandhed (filosofi, af græsk: philosophia, kærlighed til viden/visdom), hvilket synes at ligge dybt i menneskeånden. Vi søger gerne sandhed, om end vi ofte tager fejl. Ved formulering af sande udsagn og domme sker erkendelsen som ved forening eller afbalancering af modsætninger ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke, idet tanken ved viljen søger det sande udsagn og dom.

    Visse udsagns og dommes sandhedsværdi (truth-value; sand eller falsk) kan bestemmes eksakt. Således kan udsagnet og dommen der findes sande udsagn og domme kun have sandhedsværdien sand. For hvis vi antager, at vi giver den sandhedsværdien falsk, er det det samme som at sige, at der ikke findes sande udsagn og domme. Men dette udsagn og dom er med logisk nødvendighed falsk. For hvis den er sand, findes der i det mindste ét sandt udsagn og dom, nemlig udsagnet og dommen der findes ikke sande udsagn og domme. Udsagnet og dommen ophæver således sig selv, og derfor er udsagnet og dommen der findes sande udsagn og domme nødvendigvis sand.

    Tilsvarende – og af samme grunde – er det almene udsagn og dommen der findes sandhed nødvendigvis sand.

    Der findes også udsagn og domme, hvis sandhedsværdi kan bestemmes eksakt til falsk. Således er udsagnet og dommen der findes kun løgn/falske udsagn og domme nødvendigvis falsk, parallelt til redegørelsen for udsagnet og dommen der findes sande udsagn og dommes sandhed. For hvis den var sand, ville der ikke kun findes løgn eller falske udsagn og domme, da udsagnet og dommen så selv måtte være sand. Derfor er udsagnet og dommen der findes kun løgn/falske udsagn og domme nødvendigvis falsk.

    Nogle udsagn og domme ændrer sandhedsværdi over tid. Fx er udsagnet og dommen Joe Biden er USA´ s præsident sandt i dag (27.11.23), men vil givetvis være falsk om 100 år, hvis udsagnet og dommen da udtales med eksakt de samme ord.

    I teorien om fuzzy logic (sløret logik; Stanford encyclopedia of Philosophy) opererer man ikke kun med sandhedsværdierne sand og falsk, men med grader af sandhed anskueliggjort ved talintervallet fra 0 til 1, hvor 0 er helt falsk, og 1 er helt sand. Sandhedsværdien af et udsagn og en dom kan da antage alle værdier i dette interval.

    Måske ville det i den teori give mere mening at angive intervallet for sandhedsværdier ved intervallet fra -1 til 1, hvor -1 er helt falsk, 0 er et moralsk eller etisk udsagn eller værdidom (neutral), og 1 er helt sand. Vi kan da tænke, at intervallet fra -1 over 0 til 1 kan bestemmes i et kontinuum, men vi kan også tænke, at intervallet kan angives ved diskrete værdier, parallelt til kvanteteoriens bestemmelse af elementarpartiklers energiniveau som havende diskrete energiniveauer ved energikvanter. Vi kan således tænke, at der parallelt til energikvanter også findes diskrete sandhedsværdier repræsenteret ved sandhedskvanter.

    At vi her sætter moralske og etiske udsagn og værdidomme til sandhedsværdien 0 skyldes, at det jo i mange tilfælde ikke kan afgøres eksakt, om noget er godt eller ondt. Fx vil udsagnet og værdidommen det er godt, at Solen skinner ikke kunne afgøres eksakt ved værdien -1 eller 1 (eller andre værdier herimellem, fraregnet 0). Tilsvarende kan den moralske og etiske dom det er godt at skænke krigsflygtninge asyl i Danmark ikke bestemmes eksakt med værdierne -1 eller 1 (eller andre værdier herimellem, fraregnet 0). Det mest naturlige indenfor teorien om fuzzy logic er derfor at give moralske og etiske udsagn og værdidomme værdien 0.

    Udover ved forening eller afbalancering af modsætninger i erkendelsen og ved udsagn og domme kan sand erkendelse nås på mange andre måder og ad mange andre veje. Fx gennem videnskabeligt arbejde, både teoretisk (fx teoretisk fysik) og praktisk (fx gennem eksperiment, indsamling af svar ved spørgeundersøgelser osv), gennem iagttagelse, opfattelse eller sansning (engelsk: perception), ved ren tænkning (fx logik), ved gyldigt argument (engelsk: sound) og sikkert på mange flere måder. Vi kan også søge sand erkendelse eller blot sandhed gennem kunstnerisk virke ved begreberne poetisk sandhed, kunstnerisk sandhed gennem maleri, musik, skulptur, installation, performance osv, og vi kan søge og måske finde sandhed gennem tro og religion.

    Fælles for disse måder og veje til sand erkendelse og sandhed er, eller kan være, kærlighed til sandhed, hvor den frie tanke ved den frie vilje (og måske ved følelse) søger sandhed, eller hvor sandhed modtages gennem inspiration via intuition ved oversanselig indflydelse i Vandrer mod Lysets forstand, og de falder derfor alle ind under en kærlighedens erkendelsesteori, idet vi med den så breder perspektivet videre ud fra det rent filosofiske felt, område og studie i den gængse forståelse af åndsdisciplinen filosofi til at omfatte alle veje til og måder at opnå sand erkendelse og sandhed på (jf den oprindelige betydning af ordet og disciplinen filosofi: kærlighed til viden/visdom).

  • Den frie tanke og den frie vilje i en kærlighedens erkendelsesteori

    Al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden. Lyset og kærlighed er orden. Lyset og kærligheden er derudover en kraft og realitet, der formår at forene eller afbalancere modsætninger. Alt dette kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset.

    Derfor drejer det sig i en kærlighedens erkendelsesteori om – for at skabe viden og sandhed – ved Lyset og kærligheden at skabe orden i tanken ved gennem den frie vilje og ved Lyset og kærligheden at forene eller afbalancere modsætninger i den frie tanke. Denne forening eller afbalancering skabes altså ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke.

    Dette kan opfattes modsat af den hegelske logik og dialektik, hvor udviklingen (af Verdensånden) sker ved (begrebslogisk) nødvendighed gennem negation og negationers negation.

    Den således frie erkendelse gennem forening eller afbalancering af modsætninger kan være en naturlig del af åndens forædling og vandring mod Lyset.

    Fx kan vi afbalancere subjekt og objekt i erkendelsen ved forståelsen af, at de er to dele af den samme helhed (erkendelsen selv), og ikke principielt adskilte som hos Kant. De bliver heller ikke forenet med nødvendighed efter en lang (begrebslogisk) udvikling som hos Hegel.

    Eller vi kan forene arbejdsgiver og arbejdstager i erkendelsen ved forståelsen af, at også de er dele af den samme helhed (den samme virksomhed), forene jøder og muslimer, kristne og ateister, rige og fattige, dumme og kloge, syge og raske osv ved forståelsen af, at de er dele af den samme menneskehed.

    Måske kan vi endog sige, at modsætninger generelt er dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang).

    Alle disse erkendelser sker i frihed ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke forstået på den måde, at det står enhver frit for at anerkende eller benægte dem, lige som det står enhver frit for overordnet set at anerkende eller benægte sandheden og relevansen af hele tanken om en kærlighedens erkendelsesteori, og netop denne ret til og mulighed for at anerkende eller benægte sandheden af det ene eller det andet, eller det hele, er et tegn på tankens og viljens frihed.

  • Skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori

    Den grundlæggende metode i en kærlighedens erkendelsesteori er at skabe orden i tanken (se indlægget Metode i en kærlighedens erkendelsesteori). Skabelse af orden i tanken sker grundlæggende ved viljen gennem forening af eller balance mellem modsætninger, idet vi opfatter Lyset og dermed kærligheden som en kraft eller magt, der forener eller afbalancerer modsætninger, og på den måde skaber orden (se Vandrer mod Lyset og det nævnte indlæg).

    Fx kan vi i erkendelsen skabe balance mellem subjekt og objekt som udtryk for to dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang), og altså ikke en principiel adskillelse af de to som hos Kant, og heller ikke en forening af de to efter en lang, begrebslogisk udvikling af Verdensånden som hos Hegel.

    Og vi kan skabe balance i erkendelsen af forholdet mellem individ og samfund, af arbejdsgiver og arbejdstager (som dele af den samme virksomhed), af himmel og jord, ånd og krop, hjerte og hjerne (følelse og fornuft), matematik og logik, deduktion og induktion, sansning og tænkning osv, alt udtryk for dele af den samme helhed vi søger at erkende og nå til forståelse af.

    Eller vi kan skabe forening i erkendelsen ved at søge at forene tanke og vilje ved fx at præstere en ærlig vilje til sandhed ved Lyset og dermed kærligheden, hvorved tanke og vilje forenes i tænkeren eller videnskabsmanden ved skabelsen af et Lysets åndsprodukt eller et videnskabeligt arbejde; på samme måde som tanken og viljen efter en lang udvikling gennem inkarnationerne på et tidspunkt vil smelte sammen permanent til en enhed i individet ved åndens kulmination, hvorved individet i al evighed vil være upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger (se Supplement II, no 64).

    Den grundlæggende metode til skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori er altså at lade modsætninger afbalancere hinanden eller forenes.

  • Metode i en kærlighedens erkendelsesteori

    Lyset, og dermed kærligheden, er først og fremmest orden (se Vandrer mod Lyset). En kærlighedens erkendelsesteori må derfor først og fremmest søge at skabe orden i tanken ved forskellige metoder. 

    Disse metoder kan være inspiration gennem intuition (se Vandrer mod Lyset og indlægget Kærlighedens erkendelsesteori), men det kan også være de alt kendte metoder, fx ved logik, iagttagelse og opfattelse (engelsk: perception), eksperiment, teoridannelse ud fra iagttagelse, opfattelse og eksperiment, ved deduktion og induktion, gennem matematik og ved matematisk beskrivelse af naturen, ved tænkning og sansning; og der er sikkert mange flere veje og metoder tilgængelige for tilvejebringelse af orden i tanken og dermed skabelsen af viden og sandhed.

    At det overhovedet er muligt at skabe orden i tanken og erkendelsen, og muligt at formulere metoder til tilvejebringelse af denne orden skyldes, at vi lever i et ordnet Lyskosmos, hvilket igen skyldes Urtankens og Urviljens sejr over mørket og Guds emanation ved Lyset (se Vandrer mod Lyset).

    Havde derimod mørket, det onde, sejret i den kosmiske kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, ville den ordnede tanke have været en umulighed, da mørket grundlæggende er kaos. Verden ville da formentlig have bestået i en række tankemæssige og energimæssige kortslutninger, indtil døden til sidst ville have udslettet alt værende, eller mørket ville – efter at have sprængt og tilintetgjort tanken og viljen og Lyset – være sunket tilbage i evig uvirksomhed uden udsigt til ny aktivitet og liv (se også Supplement I, no 64 angående en mørkets guddom i et mørkekosmos).

    Jeg tænker, at det er muligt at give en delvis, men ikke fuldstændig, forklaring på, hvorfor Lyset er orden, og mørket kaos; nemlig ved at sige, at Lyset ved kærligheden forener modsætninger og derved skaber orden, mens mørket ved hadet splitter dem og derved skaber kaos. Men som tidligere sagt, og som det siges i Vandrer mod Lyset: Kun Gud kender Lyset og mørket til bunds, så denne tanke og forklaring dækker kun delvis virkeligheden.

    Grundtanken om metoderne i en kærlighedens erkendelsesteori er altså ved forskellige metoder og ved viljen at søge at skabe orden i tanken og derigennem skabe viden og sandhed.

    Hvad den almindelige og aktuelle filosofi siger og tænker om erkendelse og sandhed kan man få et indtryk af ved læsning af artiklerne Epistemology på Stanford encyclopedia of Philosophy og Truth på Internet encyclopedia of Philosophy.

  • Kærlighedens erkendelsesteori

    Grundtanken i en mulig kærlighedens erkendelsesteori, som bygger på Vandrer mod Lyset er, at al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden, da kærligheden er Lysets essens (Supplement I, no 39; se også indlægget En mulig ny vending i erkendelsesteorien).

    Dermed siger vi også, at al sandhed er i Gud, da Gud på en måde er alt Lys og al kærlighed.

    Men vi må straks tegne en grænse for den viden, vi måske kan nå ad denne vej. For kærligheden er i sig selv uudgrundelig og udefinerlig (jf samme sted i Supplement I), og ingen uden Gud kender Lysets og kærlighedens inderste kerne og realitet.

    Dermed har vi tegnet en første grænse, men også et omrids af det felt, Lyset og kærligheden kan udgøre for den menneskelige erkendelse, en figur, et felt som vi med tiden måske kan udfylde med skikkelser, gestalter, former, sentenser, visdom, sandhed, måske nye grænser og nye omrids, alt som indsigten nu vil komme.

    Dette arbejde kan selvfølgelig ikke fuldføres på et øjeblik, og måske – eller helt sikkert – aldrig nå sin fuldendelse, da Lyset og kærligheden er uendelige kilder til viden, indsigt og sandhed. Og måske kunne andre både nu og i fremtiden ønske at bidrage til udviklingen af denne mulige nye erkendelsesteori.

    Den metode jeg selv ønsker at bruge til formålet, er inspiration gennem intuition i Vandrer mod Lysets forstand. Altså det at stille sig til rådighed for oversanselig indflydelse og inspiration ved evnen til intuitiv opfattelse. Det vil jeg gøre, fordi jeg mange gange har konstateret, at det er den klart højest ydende og mest givende arbejdsform.

    Ved den oversanselige inspiration er der det forhold at agte på, at den nu kun gives og bliver givet i en mere upersonlig og mindre direkte og intensiv form end den, der lå til grund for skabelsen af Vandrer mod Lyset. Ved den nuværende form for oversanselig inspiration kender man sjældent eller aldrig kilden, og man må som inspireret åndsarbejder stå frem i eget navn og på eget ansvar.

    Men inspirationen er altså den måde, jeg vil forsøge at bidrage til arbejdet med. Andre vil måske ønske at bruge andre måder, andre arbejdsformer og følge andre veje. Alt har sin ret.

    Jeg håber med denne bestræbelse, som jeg oplever selv er udtryk for inspiration at kunne bidrage til den Lysets kultur, vi har mulighed for at skabe i fællesskab og som menneskehed ud fra de rige frugter, Vandrer mod Lyset bragte og bringer (De tre gyldne Frugter), samt ud fra den stadige oversanselige indflydelse på vores verden, en indflydelse og et arbejde Gud er den øverste leder af.

  • En mulig ny vending i erkendelsesteorien

    For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).

    Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.

    Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.

    Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.

    Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.

    Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:

    Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.

    Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt. 

    Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.

    Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.

  • Grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien

    Kohærens er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner sammenhængen mellem ord og sætninger i en given tekst (kohærens; af latin: cohaerere, hænge sammen; kilde: Den store Danske, opslag ”kohærens”).

    Tilsvarende bruges begrebet i erkendelsesteorien som udtryk for sammenhængen mellem forskellige tanker og udsagn (propositions) i et horisontalt, netværksbaseret vidensfelt; netværksbaseret modsat grundlagstænkningens vertikale, hierarkiske system af udsagn, hvor noget er grundlæggende, og andet bygget ovenpå dét, som ved en bygning, fx et hus med fundament, vægge, tag, vinduer osv (kilde angående grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien: Stanford encyclopedia of Philosophy; artiklen Epistemology).

    Spørgsmålet er nu: Er vores viden hierarkisk eller kohærent, er den vertikalt eller horisontalt funderet; skal vi satse på grundlagstænkningen eller på kohærensteorien for erkendelse og sandhed, eller måske på en kombination af de to?

    Det skal jeg prøve at besvare her med et eksempel: Kants erkendelsesteori som den er givet i værket Kritik af den rene fornuft.

    Vi kan forestille os en sammenhæng mellem grundlagstænkning og kohærent tænkning ved den tanke, at dele af vores viden er grundlæggende og med overbygninger, og dele af den er præsenteret ved netværk indenfor de enkelte ”etager” i bygningen (for at blive i billedet af erkendelsen som en bygning (grundlagstænkningen)), niveauer eller grundlag.

    Jeg vil altså illustrere tanken med Kants teori:

    Som jeg forstår Kants tanker, har han grundlæggende tre niveauer i erkendelsen: Den transcendentale æstetik, logik og dialektik. Fra æstetikken går han videre til logikken og derfra videre til dialektikken. Set på den måde er hans tænkning udtryk for grundlagstænkning.

    Men indenfor de tre niveauer findes en række kohærente tanker, netværk af udsagn; i billedet af erkendelsen som en bygning: Forskellige møbler. Og på den måde er hans tænkning både grundlagstænkning og kohærent.

    Fx deducerer han i æstetikken rum og tid som a priori anskuelsesformer, i logikken de tolv erkendelseskategorier og i dialektikken den rene fornufts antinomier. Disse deduktioner og tankerækker kan betragtes som kohærente indenfor de forskellige niveauer, grundlag i erkendelsen (”møbler”).

    At Kants teori så næppe holder, er en anden sag. Han indleder med at hævde, at de syntetisk a priori domme betinger erkendelsens mulighed, men da grundlaget er rum og tid, kommer han frem til, at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.

    Og dermed er erkendelsen ikke a priori, altså uafhængig af erfaringen, men derimod betinget af den (i rum og tid). Dertil kommer, at Kants egen teori er rent teoretisk, a priori, og altså ikke er baseret på erfaring. Hans egen teori overskrider erfaringen, i hvert fald hvis vi med erfaring mener sansning og baseret på sansedata. Med Kant har vi en teori, der siger, at viden og erkendelse ikke kan overskride erfaringen, hvilket den selv gør, hvilket jo er selvmodsigende. Vi må så snarere sige, at erkendelse både kan være a priori og a posteriori, altså både kan fremkomme ved ren tænkning og ved erfaring, sansning.

    Kant synes af ende ved det, han oprindeligt reagerede imod hos Hume: At vores erkendelse grundlæggende er betinget af sansning eller erfaring (Hume: impressions; A treatise of human nature); en tanke, der genfindes hos empiristerne (fx også Locke; An essay concerning human understanding).

    Men jeg tror her at have illustreret en pointe: At vores erkendelse og viden ikke enten er udtrykt ved grundlagstænkning eller ved kohærent tænkning, men ved begge dele. Der synes ikke at være tale om et enten-eller, men et både-og.

  • Til de fortvivlede

    Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

    Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

    Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

    Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

    Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

    Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!