Der behøves ikke så megen forstand til at finde sandheden; det vigtigste er en alvorlig kærlighed til den; så kommer den af sig selv. (William Ellery Channing)
Den du agter vel, kan også agte dig. Den du holder i ære, vil også ære dig. Den du ikke kan elske, kan du heller ikke ændre; kun kærligheden forandrer alt, idet vi ved den bliver os selv.
Det moderne er for Georg Brandes frembruddet og gennembruddet for den frie, levende tanke, den frie og konfessionsløse videnskabelige forskning og kritik (Brandes: Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur; Skikkelser og tanker). For den teologiske reaktion på det moderne som den kom til udtryk under romantikken i første halvdel af det 19. århundrede og senere igen i Danmark ved Søren Krarups virke fra omkring midten af det 20. århundrede og Tidehverv, er det moderne ikke et gennembrud, men et sammenbrud (Krarup: Det moderne sammenbrud, 1789-1984). For Georg Brandes er det moderne ikke så meget et spørgsmål om tro eller ikke-tro, men om den frie, levende tanke overfor den bundne, og den moderne videnskab og kritik forpligter sig ikke på andet end sandhed og evidens, hvor den end findes.
For reaktionen er problemet med det moderne, at det har sat mennesket på Guds plads, det relative på det absoluttes plads, det foranderlige menneske i stedet for det, der står ubetinget og uforanderligt fast, Gud. Det moderne menneske vil, tænker reaktionen, igen som Adam og Eva være som Gud til at kende godt og ondt, mennesket vil være lig Gud eller være i stedet for Gud i et nyt syndefald. Følgen er en ny uddrivelse fra det Guds Rige, der med Kristus er kommet nær, eller som er midt iblandt os, eller følgen er simpelthen menneskets skabelse af helvede på Jorden. Ved Kristi andet komme og når Dommens Dag indtræder, kan reaktionen tænke, bliver regnskabet gjort op en gang for alle, og vi bliver frelst eller dømt alt efter hvad vi tror på, Gud eller mennesker.
Det moderne menneske har dræbt eller afskaffet Gud, Gud er død, som Friedrich Nietzsche skrev, og det moderne indsætter i stedet for den kristne forkyndelse af en absolut Gud og en absolut sandhed en absolut humanisme og en relativ sandhed. Dele af det moderne sætter nu videnskaben som det absolutte, hvorved videnskaben ironisk nok bliver katolsk eller som fundamentalistisk forkyndelse bare uden Gud. Det moderne vil befri mennesket fra Gud og sætte tanken fri, reaktionen vil befri mennesket fra sig selv ved at bringe det under Guds nåde ved tro og forkyndelse. Både det moderne og reaktionen er frihedskamp kun sådan at forstå, at den andens frihed ses som tyranni og tvang.
Da mennesket for reaktionen altså ikke er et sandt udgangspunkt for erkendelsen og eksistensen, virker det moderne som et tomrum, et vakuum som et meteorologisk lavtryk, hvorom stormene raser, og alt falder, særligt mennesket selv. Så følger, tænker reaktionen, tyranniet, koncentrationslejrene, Gulag, de voldelige revolutioner, kaos. Det eneste sande udgangspunkt og centrum for menneske og eksistens er Gud, Hans åbenbaring, Bibelen, Hans lære, kristendommen, Hans kirke, hvad enten den er katolsk eller protestantisk. Det moderne menneske har ifølge reaktionen bygget sit hus på sand, ikke på sandhedens klippe, og sandet skrider, stormene og vandene falder an mod det, og det falder og faldet er stort og dybt.
For Søren Krarup krystalliseres modsætningen mellem tro på Gud og tro på mennesket i ren form i de to litterære skikkelser, Søren Kierkegaard og Karl Marx. Marx tager sit udgangspunkt i G. W. F. Hegels dialektiske idealisme, hvor Verdensånden ved en begrebslogisk udvikling gennem negationer og negationers negation af begreber langsomt kommer til bevidsthed om sig selv, og til sidst fuldendes i den absolutte viden. Men Marx vender Hegels dialektik på hovedet, og skaber den dialektiske materialisme, hvor ikke ånden, men samfundet ved klassekamp (parallelt til Hegels negationer) langsomt fuldendes til det ideelle.
Hegel og Marx tegner dog kun to versioner, en indre og en ydre, af tanken om mennesket og ikke Kristus som verdens konge og retmæssige hersker. Dette, siger Krarup, indser og afslører den enfoldige tænker, Kierkegaard, til bunds, og som barnet i eventyret om Kejserens nye klæder, peger han på de to sindrige tænkere, og udbryder: De har jo intet tøj på! For Kierkegaard står det enkelte, konkrete menneske, hin enkelte, som han søger at vække, alene i forholdet til Gud, det er det enkle grundvilkår, Kristus er konge, ikke mennesket, på dét kommer alt an. Gud findes, skælv! De seneste hundreder års kulturkamp er centreret om det enkle spørgsmål, som vi mennesker svarer forskelligt på: Hvem har magten, Gud eller mennesker? Kulturkampen er i den forstand også en kamp om magt. For reaktionen har Gud al magt, for det moderne eksisterer Gud ikke, og følgelig har mennesket al den magt, der findes, og som vi kan tilrive os fra hinanden og fra naturen. Set indefra er både troen på Gud og troen på mennesket indlysende sand, den anden en meningsløshed, absurd.
Brudfladen mellem det moderne og reaktionen er altså et af de områder, hvor vi som nation og folk i dag står splittet. Spørgsmålet er om sagen, denne historiske og nutidige bevægelse og divergens, kan og bør afpersonaliseres, så vi kritiserer ideer, ikke mennesker, så vi bevarer respekten og agtelsen for mennesker, men hver for sig forbeholder os ret til at forholde os til og kritisere andres ideer, så vi ikke polariserer yderligere, men søger fælles levegrund, så vi samler, ikke spreder, så vi kan nærme os hinanden og ikke skabe yderligere afstand, så vi ved ånd søger at udfylde og ophæve en af de kløfter, der skiller os, den kløft som vi nu råber henover i stedet for at tale sammen.
Det kan være konstruktivt og legitimt både at kritisere det moderne og nationalkonservatismen, som er en af den teologiske reaktions politiske udløbere fx udmøntet i dannelsen af Dansk Folkeparti, det kan være konstruktivt og legitimt at kritisere ideer, hvad de end måtte være, men næppe så konstruktivt at kritisere ideernes bærere, så længe deres handlinger ligger indenfor lovens grænser. Det kan være konstruktivt og legitimt at kritisere det moderne, kristendom, islam og islamisme, men næppe befordrende for den fredelige sameksistens og den fredelige udveksling af tanker, meninger, overbevisninger, tro at kritisere videnskabens mænd og kvinder, kristne, muslimer og islamister som sådan, igen med forbehold for, at alle holder sig indenfor lovens grænser, og ikke tyer til verbal, psykisk eller fysisk vold.
Brudfladen mellem det moderne og reaktionen på det moderne markerer en kamp, der har stået på i århundreder, en kamp, der ikke synes at kunne få en endegyldig vinder. Kampen kan dateres så langt tilbage som til det naturvidenskabelige frembrud og gennembrud fra det 16. århundrede og frem, det vil sige til overgangen fra deduktiv til induktiv videnskab og tænkning, begyndende med Francis Bacons virke og skrift (Bacon: Novum Organum (ufuldendt), der er en del af det større, aldrig fuldførte værk, Insturatio Magna). Det er velkendt, hvilke problemer den nye form for videnskab mødte ved sin fremkomst og senere gennembrud. Nikolaus Kopernikus, Johannes Keppler, Galileo Galilei, Giordano Bruno og mange andre blev henrettet, eller deres værker blev lyst i band af kirken, og de blev forfulgt og chikaneret på alle mulige og grusomme måder.
Kernen i spørgsmålet om det moderne og reaktionen på det synes mig at være dette: Har vi en endegyldig, en gang for alle givet åbenbaring fra Gud, hvormed der menes Bibelen, en åbenbaring, der får en åndelig udløber i kristendom og en åndelig-fysisk udløber i kirken, en åbenbaring, hvorfra alt må tænkes og rettes ind efter, en åbenbaring, en lære, en kirke, som vi med Søren Krarups ord må besinde os på? Eller har vi ikke en sådan åbenbaring, og må søge sandhed og evidens ved at spørge naturen selv gennem tænkning og eksperiment og ved herudfra skabte teorier? Hvis dette er korrekt opfattet, så er grundspørgsmålet med andre ord relateret til forholdet mellem deduktiv og induktiv videnskab og tænkning. Har vi sandheden givet i Bibelen, eller har vi den ikke her eller nogen andre steder på forhånd? Vindes sandhed ved at læse, fortolke, forkynde Guds ord, eller vindes den ved at spørge naturen selv? Findes sandhed i Gud eller i naturen og i os selv? Har vi sandheden givet på forhånd, eller må den bestandig og på ny vindes, tilkæmpes?
Et lille dansk udsnit af den langvarige kamp mellem det moderne og reaktionen på det moderne kan vi se ved at betragte tiden mellem det moderne gennembruds mænd og kvinder i anden halvdel af det 19. århundrede og til i dag. Med Georg Brandes´ forelæsningsrække på Københavns Universitet Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, der påbegyndtes 1871 og den lidt senere kulturradikalisme med aktører som Poul Henningsen, Otto Gelsted, Kjeld Abel og Viggo Hørup syntes det moderne for en tid at have fået overhånd i den stadigt verserende konflikt. Men med presset fra flygtningestrømme fra verdens brændpunkter, særligt fra muslimske lande, og med massemigration til Danmark fra os fremmede kulturer, skabtes en kraftig og endnu virkende reaktion, blandt andet gennem dannelsen af Den danske Forening og først Fremskridtspartiet, senere Dansk Folkeparti.
Så vidt jeg forstår Søren Krarup, så var det særligt udlændingeloven af 1983, der blev vedtaget i Folketinget d. 3. juni 1983 med 155 stemmer for og 12 imod, altså med stort flertal, en lov, som trådte i kraft få dage senere, d. 8. juni, som for Krarup slog hovedet på sømmet, det, der for alvor kaldte ham til kamp for at beskytte det fædreland, der som han så det, var truet på sin eksistens, særligt gennem masseindvandring af muslimer og tilstrømningen af muslimske flygtninge. Udlændingeloven af 1983 betragtedes dengang som en af de mest liberale og progressive udlændingelove i verden, og den gav blandt andet udstrakt retskrav på asyl, og personer, der fik asyl, fik samtidig lovsikret retskrav på familiesammenføring. Jeg tror ikke, at Krarup egentlig havde nogen synderlig uvilje mod muslimer, problemet var, som også Pia Kjærsgaard engang sagde det, antallet af muslimer, der af den ene eller den anden grund kom til Danmark. Der kom alt for mange muslimer til landet ifølge disse to centrale aktører i dansk politik i anden halvdel af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede. I den forstand var hverken Søren Krarup eller Pia Kjærsgaard eller deres sympatisører og vælgere racister. De så deres politiske virke og kamp som nationalt selvforsvar eller nødværge grundet i fædrelandskærlighed, motiveret ikke af had til muslimer, men af kærlighed til Danmark.
I dagens Danmark (2026) trækkes linjer til dette udsnit af kampen ved statsminister Mette Frederiksens (S) og Ida Aukens (S) kald og appel til åndelig oprustning parallelt til den fysiske, militære. Med åndelig oprustning mener de, så vidt jeg forstår dem parallelt til Søren Krarup en besindelse på kristendom og det kristne eller mere overordnet en besindelse på vores værdier, det, der binder os sammen, og det vi kæmper for. Ikke bare Danmark, men Europa, er truet af flygtningestrømme og migranter, der kommer til vores lande i så stort et antal, at selv ledende socialdemokrater danner alliancer med højreradikale kræfter også udenfor Danmark, fx ved Frederiksens alliance med Italiens premierminister, Giorgia Meloni. Mennesker bør vurderes og drages til ansvar for deres handlinger, og motiverne til deres handlinger kan være enten formildende eller skærpende omstændigheder. Jeg opfatter hverken Frederiksen eller Meloni som racister, der handler af had til muslimer, men parallelt til Krarup og Kjærsgaard opfatter jeg deres politiske virke og kamp som et forsøg på nationalt og europæisk selvforsvar og nødværge grundet i kærlighed til landet og kontinentet, motiveret af en trang til at beskytte det, de mener er truet af det store antal af fremmede, der kommer hertil.
Jeg har ingen lette løsninger på de problemer, ledende politikere i folkevandringernes tid skal håndtere hver eneste dag i deres politiske liv, men jeg tænker dog, at den globale ulighed er et godt sted at starte, hvis vi skal finde konstruktive og varige løsninger. Den globale økonomiske ulighed mellem syd og nord skaber så vidt jeg kan se en væsentlig del af de problemer, vi står med i dag. Uligheden skaber fattigdom, og med fattigdom følger krig, flygtningestrømme og migration. Uligheden tænker jeg i sin dybeste grund er knyttet til det globale politiske magtvakuum og manglende global lov og ret på det økonomiske område, vi lever med så længe vi har alle disse enkeltnationer og enkelte alliancer af nationer samt virksomheder og enkeltpersoner, der hver for sig trækker i rigdommens tov og søger egen berigelse med selvopholdelsesdriftens styrke bag, det vil sige med alle midler. Denne tanke har jeg prøvet at tegne i artiklen En effektiv fredstanke. Uligheden er altså tæt forbundet med den globale politiske og økonomiske lovløshed og anarki, og derfor tænker jeg, at en løsning kan være Verdensstaten med fælles og globale normer for lov og ret både på det politiske og på det økonomiske område, det vil sige international, håndhævet lov med rod i de universelle menneskerettigheder, herunder retten til liv og ejendom. Med en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning kan vi bevæge os væk fra stammementalitetens alles kamp mod alle og al den ulykke og lidelse, der følger med en sådan verdenstilstand, til en alles kamp for alle, idet man da ikke har nogen ydre fjender at bekæmpe, kun et indre samfund og mennesker at passe på og tage hånd om.
Vi bør måske også søge at modvirke eller mildne uligheden gennem Verdensstaten ud fra den simple tanke, at fattigdom og lidelse ét sted, er fattigdom og lidelse overalt. Vi mærker alle følgerne af fattigdom og lidelse, når de fattige og lidende banker på vores dør, og beder om asyl og beskyttelse. Vi kan da i tilgift opdage, at vores egen indre menneskelighed og vores egne idealer er skrøbelige, at de måske kun er ideer og fantasi til selvforskønnelse og uden virkelighed, at det er dem – og ikke det vi elsker, vores land – der rendes over ende, og kan gå tabt.
Men jeg erkender, at tanken om Verdensstaten kan være problematisk og virke frastødende i en tid, hvor både Vesten og den muslimske verden søger åndelig oprustning gennem besindelse på hver vores forskellige åndelige fundamenter og nationale identiteter og særpræg og karakter som folk. Hvis Verdensstaten tvinges igennem, eller hvis den søges sneget igennem uden tilstrækkeligt lys og luft og offentlighed omkring tankerne bag den, så vil den kun føre til nye krige og nye konflikter. Det store flertal vil føle sig snigløbet og underløbet og da med rette af ideer og tanker og en virkelighed, man ikke ønsker. Den store og voldelige reaktion vil indtræffe. Hvis det moderne gennembrud er den frie og levende tankes gennembrud, hvis denne levende og frie tanke er at foretrække for reaktionen, hvis den frie og levende tanke har en iboende umistelig værdi og kvalitet knyttet ved selve livets rod, så må denne frie tanke og ide tegnes skarpt, lægges frem i fuld belysning og tilegnes, accepteres eller forkastes i frihed og med respekt, fx ved tanken om Verdensstaten. Den må tro på sig selv, og være tro mod sit værd ligesom jøder, de kristne og muslimer er tro mod deres Gud.
Vi har med det moderne og den teologiske reaktion to tilsyneladende uforligelige positioner overfor hinanden, og mennesker kan have gode grunde til enten at bekende sig til den ene eller den anden tro: Troen på Gud eller troen på mennesket. Spørgsmålet er: Kan de forliges, kan vi finde et fælles rum og levegrund, uden at vi som nu hiver i hver sin ende af sandhedens tov for at bringe den anden over på vores side eller for at bringe den anden til fald, hvorved sejren bliver en pyrrhussejr, det vil sige et nederlag, idet mennesket ofres for ideen og sandheden og for sagens skyld?
Et forsøg på at forlige de stridende parter ville let og måske nødvendigt være at formulere en ny sandhed, om en sådan findes, en sandhed, som vi så kan begynde igen at trække i fra hver vores side, og så er vi lige vidt. Man kan også lade sagen ligge ved at sætte mennesker før sandhed og idé, ved at respektere andres ret til at tænke og tro forskelligt, så mennesker ikke bliver redskaber, midler for sandhed og idé og system, men så omvendt sandhed og idé og system bliver redskaber, midler for mennesker, som bør være mål i sig selv, som Immanuel Kant formulerer det i sin moralfilosofi i Kritik af den praktiske fornuft. Sandheden og ideen og systemet kan så være videnskabelig, filosofisk, teknologisk, politisk, religiøs, kunstnerisk eller andet; de bør, tænker jeg, træde et skridt tilbage, og mennesket et skridt frem.
I hvert fald er jeg ikke mand for at bringe den nye og forløsende tanke eller idé. Den eneste tanke jeg har fuld, indre dækning for er den, at Gud findes, og at Gud er varm og tryg og nær. Sådan har Han åbenbaret sig for mig i glimt. Denne Gud ser jeg beskrevet i værket Vandrer mod Lyset, og derfor tror jeg, at dette værk er sandhed. Men det er min tro, ikke viden, og den er for så vidt ligegyldig for andre, som ikke har tilsvarende oplevelser med Gud.
Jeg forstår godt, at kristne og muslimer gerne vil udbrede deres tro. Det skyldes ikke nødvendigvis ønsket om magt og dominans, men kan grunde i den tanke, at hvis ikke man er kristen eller muslim, så går man fortabt på Dommens Dag. Ønsket om at udbrede sin tro kan derfor være motiveret af omsorg og menneskekærlighed, den største og højeste kærlighed fordi sagen, som kristne og muslimer kan se det, gælder den evige sjæls salighed eller fordømmelse. Jeg forstår også det modernes trang til, som nogle udtrykker det, at affortrylle verden, at frigøre mennesker fra det, de ser som åndelig tvang og formørkelse ved troen på en Gud, som de ikke mener findes, en “Gud”, som ved mennesker spærrer folk inde i snærende bånd, der hæmmer mennesker og deres trang og ret til frihed, lys og velfærd.
Men – så lad andre tænke og tro som de vil. Det er et frit valg og en ret, tænker jeg, som enhver må træffe og enhver er ansvarlig for. Det er vel sådan, de fleste af os vil ønske det for vores eget vedkommende: At møde respekt for den vi er, og at kunne leve i overensstemmelse med det, vi holder for sandt og måske helligt, at kunne leve trygt med hengivelse til den tro eller, som vi hver især mener det, den sandhed, der er i samklang med vores inderste; det inderste, der først vibrerer og synger rent og svarer, når det kaldes på varsomt med kærlighed og respekt.
Relaterede artikler af denne skribent: Den frie, levende tanke; Georg Brandes. Omfang og grænse; Litteraturens salt
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 