I øjeblikket læser jeg Karen Armstrongs Buddha, og i den forbindelse er mine tanker sporet ind på de østlige religiøse og filosofiske traditioner, og jeg har undersøgt nogle grundlæggende træk ved den tradition, hinduisme, som Buddha ifølge Armstrong og som også Will Durant beskriver det i sin Verdens kulturhistorie, til dels reformerede som en af aksetidens store religiøse og filosofiske personligheder.

Og det slår mig endnu en gang – efter at have undersøgt ikke bare hinduismen, men også kristendom og islam – hvor sjælden en gæst lyset og sandheden er i vores verden, og hvor rigtigt det er, når der i Vandrer mod Lyset tales om “den menneskelige vankundigheds ørken”.

Jeg vil her beskrive nogle af de vildfarelser, der findes i hinduismen. Jeg tager dog det forbehold, at hinduisme – lige så lidt som fx buddhisme, kristendom og islam – ikke er en entydig filosofi eller religiøs tradition, og at den mangler en fælles kanon for hellige tekster, selv om fx Veddaerne og Upanishaderne står centralt i traditionen.

Hinduisme kan (med ovenstående forbehold in mente) beskrives som følger:

Vi mennesker er fanget i en næsten endeløs kæde af fødsel, lidelse (dukkha) og død og derpå genfødsel, samsara eller lidelsernes hjul. Det der hindrer befrielsen, moksha, fra dette, er ifølge Upanishaderne, uvidenhed (avidya); uvidenhed om selvets, atmans, identitet med det inderste, grundlæggende verdensprincip, brahma; nogle vil kalde brahma eller brahman for Gud.

Ved yoga søger man at afstedkomme foreningen af atman og brahman (yoga kan oversættes ved “forening”), hvorved befrielsen, moksha, er en realitet. Idet man erkender atmans og brahmans identitet, stiger kundalini op gennem chakraerne, og atman opløses i brahman som salt opløses i vand, eller som dråben forenes med havet ved kundalinis kulmination i det øverste chakra.

Sådan kan hinduismen fortolkes og forstås. Vi må dog også tage det forbehold, at denne proces ifølge nogle, fx erfarne yogis, ikke fuldt ud kan forstås med intellektet alene, men må leves, opleves selvstændigt, ikke som en teoretisk lære, men som en konkret og levet praksis.

Men – hvis vi holder os til den ovenfor skitserede forståelse af hinduismen (og noterer visse ligheder med moderne spiritualitet), og derudover søger oplysning i Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, så er det med det samme klart, at hinduismen er en vildvej. Vi mennesker kan ikke på nogen måde blive identisk med Gud eller det inderste verdensprincip, og med til sand åndelig forædling hører blandt andet at erkende sin egen begrænsning.

Denne tanke finder også belæg i Det gamle Testamentes syndefaldsmyte, hvor faldet blandt andet kom i stand ved, at mennesker (egentlig de Ældste; se Vandrer mod Lyset) ville være lig Gud. Hvis vi forstår hinduisme som ovenfor skitseret, så er denne traditions moksha, befrielse ikke en ægte befrielse, men et fald, og kundalini er ikke en guddommelige lyskraft, men en kraft i mørket, symboliseret i syndefaldsmyten ved slangen, der fristede Adam og Eva.

Den ægte forløsning eller befrielse skitseres i Spørgsmål og Svar II, no 64, (Spørgsmål og Svar er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) gennem tanke-vilje-enheden, hvor tanken og viljen i det enkelte menneske efter en meget langvarig proces over millioner af år smelter sammen, forenes (jf yoga), ikke med Gud, men med hinanden, hvorefter individet er upåvirkeligt af mørkets, det ondes, udstrålinger og kræfter i al evighed, og menneskeånden siges da – af Kristus – løs fra al videre inkarnation på Jorden, og fortsætter sin åndelige udvikling på fjerne lyskloder i andre dimensioner og verdener, Lysets.

Dette er virkeligheden og sandheden.

Så det er let at se fx hinduismen som endnu en menneskelig vildvej, en vej som til forveksling ligner Lysets og sandhedens, idet man indoptager visse virkelige forhold og realiteter, men sætter dem sammen på en ny og forvrænget måde, så vejen ikke peger mod Lyset, men mod mørket.

Denne forvrængning eller forveksling af Lys og mørke (som er udtryk for det jeg kalder mørkets, det ondes, dobbeltaspekt; at mørket dels rummer en “lys”, dels en rent sort side) er så typisk og udbredt i vores verden – ikke blot i hinduismen men i alle etablerede verdensreligioner, fx også i kristendom og islam – at det er let at forstå, hvorfor mennesker igen og igen går vild og hvorfor de igen og igen falder for det ondes mange bedrag. (Det skal dog tilføjes, at verdensreligionerne også alle rummer glimt af sandhed, men de er sjældne).

Hvorom alting er: Jo før vi forlader alle disse vildveje, disse mørkets bundløse sumpe, og jo før vi træder ind på Lysets faste grund, som den er givet i Vandrer mod Lyset, jo bedre. Ikke for min skyld eller for Guds, men for menneskers egen. Derved kunne mennesker spares for mange lidelser, fx de åndelige lidelser, der hører med, når man vågner til dagen og virkeligheden fra mørkets onde drømme, de lidelser man må gennemleve, når man forstår, at det man holdt for helligt ikke består sandhedens prøve, men kun var en omvej!

Note: “Aksetiden” er et historisk begreb introduceret af Karl Jaspers i Vom Ursprung und Ziel der Geschichte (Om historiens oprindelse og mål) (1949), og som betegner perioden omkring 800-200 f. Kr, en periode der i Vandrer mod Lyset beskrives som en tid, hvor de Yngste for alvor var ved at blive trætte som følge af mørkets, det ondes, overhåndtagende magt, og hvor kun få af dem vovede at lade sig inkarnere som mennesker blandt mennesker. De der kom, medbragte dog, som det siges, en rigdom af kundskaber og visdom og skønhed, som næppe overgås af nogen anden tidsperiode, og som vi mennesker stadig tærer på og næres ved.