Jeg læser i øjeblikket Torben Boas´ bog Tankens Arkitektur (2014), og i den forbindelse har jeg blandt andet gjort mig nogle tanker om Platons filosofi i relation til Boas´ teori, som jeg vil dele her:

Som sikkert bekendt opdeler Platon verden og virkeligheden i en idé-fænomen dikotomi, hvor de evige ideer udgør den egentlige virkelighed og realitet, mens de foranderlige fænomener kun er ”skygger på væggen” af de evige ideer (jf hulelignelsen i Staten, 7. bog).

Idehistorisk opfatter jeg det sådan, at idealismen traditionelt har fokuseret på ideerne og tænkningen, mens empiristerne har fokuseret på fænomenerne og den fysiske verden.

Med et blik til Boas kan vi dog sige, at det for erkendelsen måske ikke er et enten-eller, men et både-og:

Idé og fænomen – kan vi sige – udgør tilsammen virkeligheden. Og videre: Vi kan sige, at der ikke kun findes ideer og fænomener, men også en instans, der forbinder dem og kan forene dem til erkendelse i en kontekst: Nemlig tanken (ledet af viljen); for Boas specifikt det han kalder den absolutte tanke eller den absolutte tankefunktion:

Tanken danner – med et blik til Einsteins relativitetsteori – ledet af viljen erkendelsesteoretiske (epistemologiske) eller videnskabelige (eller helt dagligdags, personlige) initialsystemer i form af kontekster, der relaterer til hinanden; eksempler kan være Platons erkendelsesteori overfor Aristoteles´, eller internt i Platons filosofi hans etik overfor hans politiske filosofi, det kan være kvantefysik i relation til relativitetsteori osv.

Ydermere kan vi forstå, at idé også kan være fænomen, fx fænomenet idé som sådan (som et fænomen i den menneskelige tanke), eller fx ideen ”menneske” eller ”hest”, altså konkrete ideer, der samtidig (og fordi de er konkrete) optræder som fænomener. Vi kan også sige, at fænomen kan være idé, fx ideen om fænomen som sådan i den menneskelige tanke; altså konkrete fænomener, som – idet de tænkes – også optræder som ideer.

Generelt kan vi forsøge den tanke, at ideen er fænomenets indre væsen og natur, mens fænomenet er ideens ydre skikkelse (krop) (skyggerne på væggen i Platons lignelse), og at alt eksisterende både har en idé- og en fænomenside; at alt både optræder som idé og fænomen, alt efter hvilken synsvinkel vi anlægger, og at eksistensen er det overordnede begreb, der binder idé og fænomen sammen til en helhed, erkendt ved den absolutte tankefunktion ledet af viljen.

Der er altså her ikke tale om en skarp opdeling, men et vekselforhold og sammenhæng mellem idé og fænomen; en helhed, der fx kan illustreres ved yin-yang tegnet fra taoismen.

Tanken selv kan også opfattes både som idé og fænomen: Selve den almene idé ”tanke” på den ene side, og konkrete tanker på den anden side, fx tanken om en gåtur i skoven. Forskellen mellem idé og fænomen er altså, at ideer er almene, mens fænomener er konkrete, og at ideer – som Platon har det – i den forstand er evige og uforanderlige, mens fænomener er flygtige og foranderlige; men de er begge dele af den samme virkelighed, der bindes sammen ved tanken (ledet af viljen) i erkendelsen, og forenes i eksistensen.

Som en sidste krølle – og for at være loyal mod Boas´ teori – kan vi sige, at det her fremsatte ikke er et endeligt og fuldstændigt svar på spørgsmålet om erkendelsens og verdens natur. Der kan tænkes andre måder – andre begreber relativeret af den relative tankefunktion og den relative begrebsfunktion, og samlet af den absolutte begrebs- og tankefunktion – at tilgå erkendelsen på, ligesom Boas´ egen teori har indbygget muligheder for yderligere relativering og nuancering af begreber og domme i en fortsat udvikling.

Vi kan fx tænke begrebsparret årsag-virkning samlet under det overordnede “begreb” Gud, eller tid-evighed samlet under det overordnede begreb “verden” eller mange andre kombinationer og grundlæggende udsigtspunkter. Det forfriskende og stimulerende ved Boas teori er netop pointeringen af erkendelsens stadigt fortløbende og evige udvikling, der vel aldrig – hvis den menneskelige erkendelse principielt er begrænset – kan nå til et endeligt punkt og facit. Her deler han en beslægtet tanke i Nietzsches foreløbige modeller og teorier og antagelser, som de kommer til udtryk i Inge Houmanns teologiske doktorafhandling Nihilismen (1983).

Udfordringen er så at gøre rede for, hvordan en principielt relativ erkendelsesteori samtidigt med sin relativitet kan ophøjes til absolut erkendelse. Hvis vi godtager Boas´ teori (eller Nietzsches tænkning eller enhver anden relativisme), må vi så ikke i samme moment forlade dem på grund af den konsekvente relativitet? Ophæver enhver relativitet ikke nødvendigvis sig selv, når vi prøver relativiteten på den selv?

Men det kan her være, at jeg ikke har forstået Boas tilstrækkelig dybt, og at disse tanker senere vil kunne korrigeres – eller nuanceres i en fornyet relativering af begreber, og samlet påny under den absolutte tanke- og begrebsfunktion.

Torben Boas´ bog er i øvrigt særdeles tankevækkende. Så vidt jeg kan se (uden endnu at have læst den til ende), bringer han væsentligt nyt i forhold til erkendelsesteorien; også med hensyn til logikken og helt fundamentale filosofiske og videnskabelige begreber som det nævnte årsag-virkning, grund-følge, begrebers relativering og samling ved den absolutte tankefunktion (erkendelse) mv.

Der stilles her skarpt på selve tanken og erkendelsen, som også Immanuel Kant gjorde det. Anbefales!