Kære ven –

Jeg skriver til dig i en anledning, der ligger mig en del på sinde, en bekymring jeg har og får, når jeg ser på verden og mennesker i dag. Også på dig. Måske vil mine ord bedrøve dig, måske vil de gøre dig vred. Men du tillader nok en ven at sige sandhed – som jeg ser den.

Det jeg hentyder til, er tidens tilsyneladende renaissance eller genvækkelse af mystikken; kabbala, kristen mystik, sufismen og hele den spirituelle bølge. I alt dette ser jeg mennesker falde, ser jeg menneskelige tragedier udspille sig hver eneste dag, og flere og flere.

Men straks må du forstå, at jeg her ikke taler som en (utidig) moralist, men derimod som én, der selv har oplevet faldet og gennemlidt alle de lidelser, der nødvendigvis følger af det. Dette ville jeg – om muligt – gerne spare dig og andre for. På dén måde søger jeg at vende min afsky for det onde, som jeg kender på første hånd og på egen krop og sjæl, til kærlighed til mennesker; kærlighed også til dig.

Jeg ser: Mennesker gennem mystikken og spiritualiteten søge ekstatisk forening med Gud og det guddommelige, og i dét finde noget nær udslettelse, jeg ser mennesker søge rus og besættelse under skin af kærlighed og derved brænde op, jeg ser mennesker danse om slangen, døden, og den om dem, slangen, døden, der sprænger sindet og hjertet, jeg ser mennesker bæres og lokkes af glimtende hænder i fri luft ud over afgrunden, jeg ser mennesker træde fra tinder ud på skyer og styrte i havet og drukne, ser dem knuses mod den klippe, det bjerg, de søger at bestige; alt dog vel i bedste mening og ud fra oprigtig overbevisning.

Alt dette er så tragisk, men husk igen: Jeg er ikke moralist, jeg er en ven. Ønsk dig for alt i verden ikke at opleve dét øjeblik, hvor slangen drejer sit ”lyse” ansigt om til dets sande. Det rent sorte.

Hvad mere skal jeg sige til dig? Jo, dette: Hvis du længes efter Gud, og med Ham åndelig opfyldelse, hvis du søger at få slukket din tørst gennem Ham, så søg Ham i den stille kilde ved dine inderste hjerterødder, og hør Hans stemme gennem samvittigheden eller mavefornemmelsen. Så vil du finde ro, tryghed og hvile.

Dette ønsker jeg inderligt for dig, som jeg selv langsomt er ved at komme mig ovenpå den storm, der tog mig engang, jeg, der langsomt og under smerte er ved at blive genfødt efter døden. Jeg lover dig ikke hurtig helbredelse, hvis du giver agt på mine ord; hurtig helbredelse, hvis du er syg af disse kræfter, hvis denne sygdom allerede har smittet og ramt dig. Men jeg lover dig en sand retning på en vej, du selv må gå.

Lad mig ikke en dag finde dig knust under sten og rådnet af død; lad mig finde dig frisk og rask og i ro, når vi nu ses igen; lad mig finde dig sætte nye skud og gro med træets langsomhed og selvbeherskelse; med styrke og mod og tålmodighed og kærlighed. Lad mig se træet omsider blomstre. Hug det ikke om. Det beder jeg dig om.

Jeg håber, du vil tilgive denne henvendelse, hvis den forekommer dig anmassende og uønsket. Nok er: Gå ikke min vej, men din egen. Og kun du kender din egen skygge. Men husk mine ord, hvis også du en dag møder Stormen. Og find – måske så – ro og vindstille og livet igen i dem.

Med kærlig hilsen