Kendetegn på lys og mørke

Som Knud Brønnum skriver i Tanker over Vandrer mod Lyset, så kræver lyset en stærk vilje, hvorimod mørket kræver en svag vilje. Vi kan dertil føje, at lyset giver en klar tanke: Når vi tænker og handler i overensstemmelse med lyset, styrker det med andre ord vores tanke og vilje, hvorimod mørket nedbryder dem.

Og vi kan tilføje, at lyset styrker karakteren, mens mørket nedbryder den. Men forholdet er dobbelt: Vi tænker og handler i overensstemmelse med vores karakter, men vores tanker og handlinger – af godt eller ondt – skaber samtidig vores karakter; er karakterdannende.

Ifølge Spørgsmål og Svar I, no 10, har vi ingen fast og klar målestok for de åndelige sandheder, dvs for sandhed og løgn (eller misforståelse). Men der nævnes det forhold, at de åndelige, evige lysets sandheder giver os ro og fred i sjæl og tanke, hvorimod mørket, løgnen, giver mental og åndelig ufred.

Det er muligt at give nogle yderligere almene kendetegn for lys og mørke, godt og ondt, når vi møder de to urkræfter fx i skrevne tekster:

Lysets tanker er klare og distinkte, som Descartes formulerede det – og derfor bringer de fred – hvorimod mørkets tanker er dunkle, uklare, på eller over grænsen til det vrøvlede. Lysets klare tanker vil altid afspejle og gengive virkeligheden som et spejl, mørket derimod som et fotografisk negativ af den.

Af eksempler på mørkets fotografiske negativ af virkeligheden har vi i den hinduistiske og buddhistiske tanke om livet som lidelse, og popkulturens behandling af kærligheden; kærligheden som kilde til smerte, lidelse og hjertesorg. De klare lysets modstykker er, at livet og kærligheden i deres rene former resulterer i glæde, lykke og fred: Det er synden og døden, der skaber lidelse (direkte eller indirekte; fx hvis vi lider under gengældelsesloven, dvs gennemlider de samme lidelser, vi har bragt andre, som led i vores guddommelige opdragelse; se mit skrift Om gengældelsesloven), det er ikke livet, og hvis den virkelige kærlighed bringer os lidelser, er det ikke fx på grund af vores egne tab eller på grund af ugengældte følelser – det vil sige en form for og styrkegrad af selviskhed eller egoisme – men fx fordi nogle vi elsker lider, og vi da lider med dem.

Af fotografiske negativer i åndshistorien kan vi også tænke på det guddommelige uhyre, der træder os imøde i store dele af Bibelen og Koranen: “Gud”, der dræber mennesker, dømmer mennesker til fortabelsen, fordømmer mennesker som syndige, kræver dødsstraf for visse forsyndelser, kræver – under trussel om fortabelse – en bestemt tro og betingelsesløs underkastelse osv osv. Lysets klare og sande modstykke er Gud opfattet som Lysets og kærlighedens Almagt: En varm og tryg og nær Guddommelig Far og Skaber, der i et billede, men også som en realitet, er kilden ved vores inderste hjerterødder, vores inderste evige livskilde.

Af andre eksempler på de klare og distinkte lysets tanker som de er nedfældet i skrift med direkte forbindelse til de evige, åndelige livskilder kan vi fx tænke på den nævnte Descartes´ værker, eller – i ekstrem grad – Vandrer mod Lyset selv.

Med hensyn til de dunkle og vrøvlede mørkets tanker i religiøse, filosofiske og skønlitterære værker, det fotografiske negativ, kan vi videre og konkret tænke på Paulus´ breve fra Det ny Testamente, Hegels filosofi som den er udtrykt i Åndens fænomenologi, Heideggers mislykkede fundamentalontologi som den er givet i Væren og tid, og på James Joyce´ Finnegans Wake.

Den uro som ledsager mørkets uklarhed og dunkelhed har også det aspekt, at vi her søger at bringe tanken til ro ved at søge en bund, måske en sandhed, bag dunkelheden. Derfor vil tanken bestandig kredse om ordene, men ofte eller altid uden at kunne finde ind til kernen – fordi der ingen er. Det onde er på en måde at betragte som en intethed, som det kommer til udtryk i synden og døden: Synden – ikke livet eller kærligheden – der fører til dødens intethed, fx gennem mord, drab, selvmord, krig og i videre forstand gennem Jordens omdannelse fra en lysets til en mørkets, syndens og dødens verden gennem de ældstes fald og synd (se Vandrer mod Lyset); modsat lysets, livets og kærlighedens evige paradiskræfter.

I tankeverdenen optræder synden og med den dødens intethed i disse kerne- eller centerløse ideer eller filosofier eller digtning, som tanken idelig kan kredse omkring uden at finde bund og ro. Synden og døden er således både repræsenteret i tanke og i handlen (vilje), (mord, selvmord, krig osv).

Med hensyn til kristendommen har mørkets dunkelhed ført til omkring 2000 års forgæves eftersøgning efter den dybere mening med Paulus´ ord og tanker og derigennem finde ind til kristendommens kerne.

Men det er forgæves – som i andre tilfælde – og bestræbelsen og kristendommen selv har trukket et spor af vold, uklarhed, intolerance og ufred i sit kølvand – fordi den har sin rod i mørket, det onde, og fordi den inderste kerne ikke lader sig udfinde; den findes simpelthen ikke.

Med den type tanker og tanke- og trossystemer er der kun én vej: At forkaste dem i deres helhed, og dermed skabe fred i menneskers sind, hjerte og ånd gennem sandhedens erkendelse.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: