Lyset er – i Vandrer mod Lysets forstand – det gode, mørket det onde. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er lyset godt, og mørket ondt? Det vil jeg her prøve at nedfælde nogle tanker omkring.

Lyset rummer livet og kærligheden og det stiller os frit. Kærligheden tjener livet og er lysets essens.

Mørket derimod rummer synden og døden. Synden tjener døden. Mørket tvinger os mod døden, og levner os ingen frihed.

Men er disse distinktioner nok til at legitimere opfattelsen af lyset som det gode, og mørket som det onde? Vi kan nok se, føle og intuitivt forstå, at det er sådan, men lad os se, om vi ikke kan dykke lidt dybere i spørgsmålet.

Filosofihistorisk er livets værdi som det gode problematiseret af forskellige tænkere. Fx kender vi fra antik græsk filosofi den tanke, at lykkeligt er det at dø så tidligt som muligt, og lykkeligst slet ikke at blive født.

En beslægtet tanke finder vi hos Arthur Schopenhauer (med inspiration fra hinduismen; veddaerne og upanishaderne), nemlig at livet er lidelse, og at viljen til livet er overalt; derfor gælder det om – for at undgå livets lidelse – at døde viljen. Her opfattes altså livet som et onde.

Livet på Jorden er – som vi ved det fra Vandrer mod Lyset – af mørket. Da mørket rummer døden, må alt jordisk liv dø. Det liv vi fører her er altså på en bagvendt måde, som er karakteristisk for mørket, døden. Det er i hvert fald forskelligt fra livet i oversanselig, i lysets forstand. Herved opstår megen forvirring. For da vi i livet på Jorden er underkastet synd og død, er det naturligt, at livet er behæftet med en ikke ringe mængde lidelse, hvorfor også vi almindelige mennesker undertiden kan hilse døden velkommen, og betragte ikke livet, men døden som et gode.

Livet som det højeste gode, og døden som det værste onde er altså filosofihistorisk og eksistentielt af mange mennesker blevet problematiseret. Billedet er ikke entydigt.

Vi kan ud fra Vandrer mod Lyset se, at lyset og mørket deler den bestræbelse at ville udslette, eliminere hinanden. Efter Guds emanation vil Han/Hun eliminere mørket, en proces, der stadig er i gang, og som vi mennesker er en del af i det små. Hvis derimod mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, ville det onde – formentlig – have tilintetgjort, kvalt lyset.

Vi ved ikke, hvad livet i lysets oversanselige forstand er (åndeligt liv med selvstændig tanke og vilje), og derfor er det måske heller ikke muligt at komme til bunds i spørgsmålet om, hvorfor, hvorfor egentlig lyset er det absolut gode, hvis vi betragter livet som det absolut gode. Måske er det umuligt at bruge livet som argument (og kærligheden, som vi heller ikke kender og ikke kan kende til bunds).

Vi kan dog nå et tråd dybere ved disse tanker:

Hvis mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, så kan vi tænke, at mørket da – måske med rette – af det heraf resulterende guddommelige uhyre ville være blevet betragtet som ”det gode”; måske med rette eftersom livet i et mørkekosmos ville have været ekstremt, uendeligt lidelsesfuldt. Derfor ville den død, som mørket måske til sidst ville have tvunget det guddommelige monster og hans eventuelle skabninger ned i, på en måde være at betragte som noget ”godt”, måske endda det absolut ”gode”, da det samtidig ville have været lidelsernes ophør.

Omvendt må vi nu i det faktisk eksisterende lyskosmos betragte lyset og livet som det absolut gode, da livet i dette lyskosmos – dybest set (fraregnet de jordiske lidelser) – bringer os glæde, fred, kærlighed og lykke.

Ud fra disse tanker kan vi betragte lys og mørke i sig selv, som fænomener – som hinanden modsatte urkræfter – som absolutte størrelser, hvorimod betegnelserne ”godt” og ”ondt” er relative i forhold til den universelle kamp og resultatet af den; ”godt” og ”ondt” må – ud fra udgangspunktet, urkosmos – betragtes som betegnelsen for den sejrende magt, hvad enten det var lyset eller mørket, der havde sejret.

Da det faktisk var lyset, der sejrede – ved Guds emanation – betragter vi – med rette – lyset og med det livet, der bringer os kærlighed, frihed, fred og lykke, som det absolut gode, og mørket og med dét synden og døden som det absolut onde. 

Måske er det svaret på mine indledende spørgsmål om, hvorfor og med hvilken ret vi betragter lyset som godt og mørket som ondt.