Mellem alviden og intetviden

Den vestlige tanke synes delt og spændt op mellem to ekstremer: Intetviden (jf indlægget Sokrates´ ironi og apori) og alviden, (jf de store filosofiske og videnskabelige systembyggere, fx Plotin og Spinoza og dele af den moderne fysik med dens bestræbelse på at skabe en teori om alting.)

Derudover har vi det kristne paradoks (som også kendes fra Islam): En grundmyte om syndefald, hvis motiv er straffen for at ville være lig Gud på den ene side, og på den anden side at have en helligtekst, Bibelen, der af nogle hævdes at være al sandhed og viden. Hvis den var det, og vi fuldt ud forstod den, ville vi blive lig Gud i alviden, altså det grundmyten advarer imod.

Hvis nu sandheden ikke er i en af disse ekstremer – menneskelig intetviden eller alviden – men midt imellem (jf indlægget Lyset som balancepunktet mellem mørkets ekstremer og Den radikale skepticisme – den absolutte idealisme (fra Blogger)), idet vi tænker, at lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer ikke kun gælder fænomenologisk, men også epistemologisk (og etisk; altså universelt), kan vi så tænke og formulere denne mellemposition i adækvat og præcist sprog?

Fx at vi dog ved noget, men ikke alt? Men hvad betyder dette nærmere og mere konkret? Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Hvordan kan vi vide, hvis vi kan vide? Er der en principiel begyndelse og grænse for menneskelig viden? Hvor præcis – hvis overhovedet – er lysets mellempunkt mellem intetviden og alviden, hvis disse to yderpositioner, ekstremer, udgøres af mørkeideer, dvs illusioner?

Dette opfatter jeg som de epistemologiske grundspørgsmål.

Er tanken om menneskelig alviden intetviden i forklædning? Er der en anden mulighed?

Lad os først her se på spørgsmålet om selve erkendelsen og viden. Vi kan formulere den enkle tanke: Erkendelse er den proces, der fører til viden.

Men hvad er så erkendelse egentlig? Her deler synspunkterne sig i filosofihistorien. Nogle – deriblandt John Locke, George Berkeley og David Hume – har hævdet erfaringen og sansningen som erkendelsens grundform eller endda eneste kilde (empirismen). Andre – deriblandt Immanuel Kant, J. G. Fichte og G. W. F. Hegel – har hævdet den rene fornuft som grundformen og eksklusiv kilde (idealismen).

Vi kan dog sige, at både empirisme og idealisme er ensidig, og måske lider af en grundlæggende brist. Det synes jo, at visse ting kan vi nok kun vide i kraft af sansning og erfaring. Fx kan vi ikke ved nok så megen abstrakt spekulation finde ud af, om det regner i dag, om Solen skinner, om det sner osv. Vi må kigge ud ad vinduet og se, hvordan vejret er.

Anderledes fx med de matematiske størrelser og logik. Vi kan ikke ved nogen sansning fx få et begreb om matematiske punkter, linjer, flader og logiske regler, love og domme, da ingen af disse har udstrækning og masse. De består ikke af stof, og kan derfor ikke sanses. Og dog giver det ingen mening at sige, at de ikke findes, og at vi ikke kan erkende noget om dem.

Det synes altså, at vi – for at skabe en rigtig erkendelsesteori – må inddrage både sansning (erfaring) og den rene fornuft (tænkning). Erkendelsen betjener sig af begge dele. 

Måske skyldes aporien i filosofihistorien netop det ensidige synspunkt, at erkendelse kun enten er sansning eller kommer i stand ved den rene fornuft (tanken); at forvirringen skyldes, at man så at sige bruger den samme skruetrækker til skruer med forskelligt gevind og forskellige skruehoveder: Man forsøger at løse spørgsmålet om erkendelsen af usanselige størrelser med sanserne, og af sanselige størrelser udelukkende med oversanselige erkendemåder (tanke og fornuft), og da ingen af disse bestræbelser (kan) lykkes, tvinges man næsten til at erkende, at vi intet ved og intet kan erkende. Denne formodede intetviden modsvares af sin fænomenologiske tvilling alviden, der dog er lige så illusorisk.

Bruges derimod (primært, men ikke kun) sanserne til erkendelse af sanselige spørgsmål (fx hvordan vejret er i dag), og oversanselige erkendemidler (tanke, vilje og fornuft) til erkendelse af oversanselige ting (fx erkendelsen af matematiske størrelser og logik), så synes aporien at forsvinde, hvorefter vi kan sige, at vi dog ved noget, men ikke alt; vi har – ved at bruge adækvate erkendemidler – fjernet aporien alvidenhed/intetviden, idet vi forkaster begge yderpositioner:

Idet vi bruger sanselige erkendemidler på sanselige størrelser (suppleret af tanke, vilje og fornuft, hvormed vi uddrager fx lovene for legemers bevægelse; altså lovene for det, vi sanser), og oversanselige erkendemidler på oversanselige størrelser (suppleret af sansning; fx læsning om logik i fysiske bøger eller digitalt tilgængelig skrift, hvortil vi bruger synet), forsvinder de to illusoriske yderpunkter og ekstremer, og dette synes at være det lysets mellempunkt mellem mørkets to ekstremer, som jeg startede med at efterlyse og omspørge; mellempunktet synes at være syntesen af sansning og tænkning.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: