Er den vestlige tanke tegnet og overtegnet af den sokratiske ironi og paradoks – det eneste vi ved er, at vi intet ved – død i samme øjeblik den fødtes, et punkt i tænkningen hvorudfra al anden tænkning løber og løber vild, et felt, som ved de mange senere bidrag, toner, klange, overtegninger er blevet en grå, uformelig masse, hvori vi knap kan skimte sandhed og dens mulighed, et overmalet billede, en viden bestående af ikke-viden, et spiger, der holder et blødende sår åbent og som ikke kan læges?

Vi ved ikke, kan ikke vide efter den sokratiske ironi og apori, men vi vil og må vide; hvordan – om muligt – overvinder vi denne forbandelse, det ondes paradoks?

Tag de to søjler, der vel kan siges at rage op over al anden tænkning, Aristoteles´ Metafysik og Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft, der dels tegner erkendelsens genstande og dels erkendelsen selv, hvorefter tankefeltet er dækket og afdækket.

Ingen af disse søjler har solidt fundament og sikkert resultat, snarere tværtimod; de indrammer og omrammer en aldrig overvundet uvidenhed, og deres gennemslag runger så dybt, men kun af en tilgrundliggende tomhed, der har rødder tilbage til den sokratiske ironi og apori.

Billedet er tegnet og overtegnet, sandhed og dens mulighed er overstreget med sort som følsomme oplysninger i klassificerede, offentlige dokumenter.

Hvordan kommer vi videre? Eller rettere: Hvordan begynder vi? Kan vi genføde eller rettere: førsteføde tanken, hvordan – om muligt – skaber vi den første tanke, en levedygtig tanke, der kan gå ud i verden og opfylde den og mangfoldiggøre sig i andre tanker og gyldig erkendelse?

Hvad kan vi vide? Hvordan kan vi vide? Dét bør vi vide!