Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst

Af Supplement 2, no 58 (Supplement 1 & 2 udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) kan man udlede en almen lov for lyset og mørket, en lov som vi mennesker lever under, en lovmæssighed jeg omtalte for nogle dage siden på Facebook, men som jeg dog nok her havde fået lidt galt fat på; den almene lov nemlig som kan udtrykkes i følgende ord:

Mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Jo højere og stærkere lys vi tænder, jo stærkere mørke vil vågne og gøre modstand.

I Supplement 2, no 58 hedder det blandt andet: Da Urtanken og Urviljen samtidig reagerede overfor det omgivende mørkes udstrålinger, begyndte deres glidende bevægelse ind i lyset og frem mod hinanden. Men samtidig vågnede såvel lysets som mørkets kræfter til en begyndende og stedse stigende aktivitet. Ganske mekanisk tiltog begge urkræfters udstråling i styrke og intensiv energiudfoldelse, for hver gang tanke og vilje gled længere ind i lyset.

Denne lovmæssighed – mørkets proportionale reaktion på lysets vækst – som her er skildret for Urtankens og Urviljens vedkommende frem mod deres forening ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed, har også særdeles stor indflydelse på vores liv som mennesker og for den kamp, vi hver især kæmper mod det onde i os selv og i verden, og den er udtryk for en af de måder, hvorpå vi i det små afspejler Gud; den kamp der for hver af os før eller senere kulminerer i den fuldendte sejr over mørket ved tankens og viljens sammensmeltning ved lyset, en kulmination og en sammensmeltning, der er indgående beskrevet i Supplement 2, no 64.

For den lov jeg her taler om betyder, at vi ikke kan hvile på laurbærerne – som man siger – ved vores delvise sejre, og den betyder, at kampen intensiveres frem mod kulminationen. Kampen bliver altså ikke lettere og lettere, men den sidste inkarnation vi gennemlever kan let – som følge af denne lovsmæssighed – også blive vores sværeste at gennemleve; fordi det højeste lys vækker det dybeste mørke. (Der kan følge en eller nogle få yderligere inkarnationer på den inkarnation, hvor vores tanke og vilje kulminerer ved sammensmeltningen, indtil al syndeskyld er sonet og udlignet; dette er ligeledes forklaret i Supplement 2, no 64).

Til gengæld bliver det, vi vinder ved den stadigt intensiverede kamp også større og større og mere og mere værdifuldt; fordi vi gennem kampen altså vækker stadigt større og stærkere lys. Og for hver sejr vi vinder, både ved delsejrene og ved kulminationen, tilføres – gennem den øgede lystilførsel – tanken og ånden nyt mod, nyt liv, ny kraft.

En analogi til disse forhold kan vi finde ved atletens stadigt mere intensive træning, som han eller hun er nødt til at praktisere for at blive bedre, stærkere, hurtigere; træningen bliver ikke lettere med tiden, men hårdere, stadigt mere intensiv, for at atleten bedre kan mestre sin idræt, blive stærkere og dermed præstere bedre.

I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 1, står endvidere om Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket, fremad mod lyset: Tiltrukket og ledet af Viljen kæmpede Tanken sig frem; men ved hver nærmelse lå en fristelse for Tanken til at standse, inden den fulde sejr over mørket var vundet. Og videre i Supplement 2, no 57: For hver gang Tanken – fuldt bevidst – havde elimineret nogle af de af mørket påvirkelige komplekser, som den indebar, og derigennem var nået længere frem mod Viljen, indtraf en reaktion – en hviletilstand – ledsaget af en intensiv lyst til at indstille kampen. Men Lysviljens bestandig stærkere og stedse nærmere kommende indflydelse tilførte Tanken ny styrke, nyt mod. Og den fortsatte sin strid, fortsatte sin selvudrensning, indtil alle af mørket påvirkelige komplekser var udrensede og eliminerede.

Også her er altså tale om en reaktion, fremkaldt ved Urtankens og Urviljens fuldt bevidste kamp mod mørket, en reaktion, som vi mennesker parallelt kan iagttage i vores eget liv ved vores egen kamp, og hvorved vi afspejler Gud i det små – trangen, lysten, fristelsen til at opgive det hele inden den fulde sejr ved tankens og viljens forening er nået.

Mørkets proportionale reaktion på lysets vækst kan vi altså forstå ud fra Supplement 2, no 58, og den sås som det fremgår her i sin ekstrem ved Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket frem mod Guds emanation. Vi, Guds børn, afspejler som nævnt ved vores kamp mod mørket, det onde, også her i det små Gud ved denne lovmæssighed; denne lovmæssighed som må ligge i selve lysets og mørkets natur.

Det jeg nok havde fået galt fat på i mit opslag på Facebook var, at jeg her tænkte eller antydede, at lovens konsekvenser – den stedse intensiverede kamp – ville fortsætte så længe mørket er; dvs mange mange (og ukendte) evigheder fra nu.

Kampen fortsætter – tænker jeg nu (også med tekstbelæg i Supplement 2, no 64) – kun indtil kulminationen er nået og alt er sonet. Dette gælder for menneskeånderne og de ældste (se Vandrer mod Lyset). For de yngste stiller sagen sig lidt anderledes, idet de har valgt at fortsætte deres inkarnationer også efter de er kulmineret og har sonet deres syndeskyld (igen; se Supplement 2, no 64); dette for at hjælpe så meget som muligt og så længe Gud har brug for deres hjælp.

Derfor vil kampen for dem fortsætte – og intensiveres, ligesom det åndelige, mentale rum vil intensiveres, også efter kulminationen – efterhånden som de tænder lys i verden og i mennesker, idet det lys de tænder vil være stedse højere – og derfor proportionalt vil vække stærkere mørke.

Dét betyder dog ikke nødvendigvis, at deres – de yngstes – lidelser vil blive større og større, efterhånden som de tænder stedse stærkere og større lys, og mørket reagerer proportionalt med det lys de tænder. Lide gør man først hvis man falder for mørket. Det betyder snarere en åndelig intensivering for de yngste, en styrkelse af deres ånd. Byrderne bliver ikke nødvendigvis tungere og tungere for dem at bære – det gør de kun, hvis de yngste falder for det reagerende mørke – men deres ånd bliver stærkere og stærkere, deres indre lys stadigt mere intensivt.

Vi kan måske også forstå tiden fra mørkets magt blev brudt – da de yngste med Kristus i spidsen vandt Satan (Ardor) tilbage til lyset og Gud i 1912 – og til nu i den forståelsesramme: På grund af det mægtige lys de yngste – og Gud – tændte ved dette lysets gennembrud – reagerede mørket særdeles kraftigt; og måske til dels derfor (og pgra æteroptegnelserne (se Vandrer mod Lyset)) blev det 20. århundrede og tiden til nu – det 21. århundrede – så blodigt, tragisk og uroligt på næsten alle områder af det menneskelige liv.