Når man som jeg har kendt og studeret værket Vandrer mod Lyset i mere end 35 år, og værket er blevet en del af mit inderste, den prisme, jeg primært ser verden gennem, så har det gang på gang slået mig, hvor rigt det er; og at man kan læse og genlæse igen og igen – hele livet – og hele tiden giver værket nyt og ny forståelse.

Måske er det fordi Vandrer mod Lyset har direkte forbindelse til det, værket kalder de evige åndelige livskilder. Og dé tørrer aldrig ud, giver mere og mere, jo mere man beskæftiger sig med det.

En væsentlig del af værket handler om tilgivelse. Og værdien af tilgivelse, og tilgivelsens kosmiske rækkevidde. Det er den vej vi som mennesker kan og bør gå. Og i forbindelse med tilgivelse kunne jeg tænke mig her at skrive lidt om de ældste, som Vandrer mod Lyset taler en del om, deres natur, deres historie, deres væsen. Jeg skriver ikke dette ud fra okkulte erindringer eller viden, men læser pointen ud af Vandrer mod Lysets åbne kilde.

Sagen er: De ældste er ikke sig selv – som de virkelig er. Ikke som de er inderst inde. Også de kommer oprindeligt fra en strålende lysverden, hvor de – sammen med de yngste, som det hedder – levede lykkeligt i herlighed og glæde gennem ukendte evigheder i direkte samvær med Gud, Hans Tjenere og de yngste.

De ældste var intelligente (geniale), stærke, humoristiske, åbne, tillidsfulde, omsorgsfulde, kærlige. De var – som de andre – strålende lysvæsener. Med fred, glæde og lykke i hjertet. Det er sådan, de var, og det er sådan de er nu også – inderst inde. Inderst inde bærer de en lyskerne, der aldrig kan udslukkes, for kernen hviler i Guds altomfattende Væsen og kærlighed.

Men – de faldt, da Gud stillede dem og de yngste direkte overfor mørket. Hvorfor faldt de? Det er svært at sige. Men det jeg læser ud af Vandrer mod Lyset er, at deres vilje ikke var stærk nok til at stå imod det mørke, Gud stillede dem overfor. De gav efter, lyttede til det, der egentlig ikke er værdigt at lytte til. Og så handlede de inspireret af mørket.

De drog noget af mørket ud af dets indkapsling i Lyset, hvorved vores verden – Jorden – langsomt, ufattelig langsomt omdannedes til en mørkeverden. Fristelsen var for stor. De stod så højt, at faldet blev tilsvarende dybt. Til Guds uendelige sorg. Og de yngstes grænseløse.

Spørgsmålet er: Hvordan vil vi se på de ældste nu? Vil vi se deres ydre, deres skal af mørke, det mørkepanser, de har skruet sig selv ned i? Eller vil vi se dem som de stærke og højtstående lyspersonligheder, de engang var, og igen skal blive? Vil vi se på deres ydre – med tanker om hævn – eller vil vi søge at drage Lyset til dem gennem medfølelse og tilgivelse og bøn, så deres inderste Lys igen kan vågne, blomstre, skinne og berige os andre?

Hvis vi selv falder – hvordan vil vi så ønske andre skal se på os? Med tanker om hævn eller vilje til at tilgive? Vil vi kendes på det ydre, eller ønsker vi, at andre vil se – barmhjertigt – på det lys, vi så selv har begravet og har sådan brug for vågner og kommer til live igen? Vil vi fordømmes og forbandes på vores gerninger, og derved falde endnu dybere, eller vil vi længes efter at nogen finder os – og barmhjertigt søger at hæve os af pølen vi er faldet i med vores onde gerninger – med alle de lidelser dette indebærer?

Giver svaret ikke sig selv? Hvis altså svaret er, at vi da vil længes efter Lysets fred, skønhed, lykke, varme – må vi så ikke tage konsekvensen af dét, og gøre det samme for de ældste? Søge at finde – eller genfinde – det mægtige Lys, verden engang tabte og længes efter at gense? Søge at bringe de ældste den fred, de har sådan brug for i de tyngende lidelser, der nu hjemsøger deres hjerter og sind? Søge at hjælpe dem til, at de kan blive sig selv igen – som de egentlig og inderst inde er?

Det er så enkelt. Er det ikke?