Når Lyset rammer en ufuldkommenhed, kaster det skygge; min fortvivlelse, min lidelse, mit raseri, mit had. Jeg dykker i dybet, ikke for at dyrke det, eller opsluges af det, men for at gennemlyse det. Jeg prøver at gøre lidelsen overskuelig ved at nedfælde den i ord, give den en form.

Af og til falder jeg i dybe huller i mit sind. Da hjemsøges jeg af mørke tanker, had og raseri. Men raseriet hjælper ikke. Lidelserne bliver bare værre.

Rent energimæssigt – tænker jeg ud fra Vandrer mod Lyset – sker der det, at hadet og raseriet tiltrækker mere mørke, og dermed bliver lidelserne endnu værre, hvilket igen potentielt skaber flere negative tanker osv. 

Det er i et billede som en akustisk tilbagekoblings hyletone i sindet; lidelserne vokser, og lidelse, had og raseri virker gensidigt forstærkende. Der er tale om en selvforstærkende negativ proces eller nedadskruende spiral.

I den situation kan nogle måske fristes til at ty til verbal eller fysisk vold. Gør man det, bliver lidelserne ubærlige. Der kan måske være et øjebliks lettelse ved at reagere udad, ved at ”afreagere”, men snart efter ”fryser” eller ”stivner” voldsgerningen til et lidelsesfuldt kompleks i sindet, der er værre end den oprindelige lidelse, og dette kompleks må senere overvindes og elimineres. 

Man må da angre og bede dem, man måske har forulempet, om tilgivelse, eller man må – hvis ikke man formår at angre – sone handlingen under gengældelsesloven ved at rammes af de samme lidelser, man har påført andre (se Om gengældelsesloven, eller generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om denne lov).

Denne mørkets frysen og stivnen til kompleks har hjemmel i Vandrer mod Lyset ved meddelelserne om de to måder at afpolarisere det åndelige mørke på; Lysets og mørkets metode (Kommentaren til Ardors beretning, s. 158-159).

Andre vender måske vreden indad, og kan derved udvikle deciderede psykiske lidelser, fx angst og depression.

Ud fra mine egne erfaringer med lidelse, raseri og had kan jeg forstå noget om de ældstes ondskab (se Vandrer mod Lyset). Jeg ved, hvad smerte og lidelse og hvad mørkets knugende tryk kan gøre ved et menneske. Jeg kender mekanismen fra mig selv. Det er forståeligt, om end forkasteligt at reagere på lidelse med vold og ondskab. Og det hjælper ingen, slet ikke én selv.

Jeg tænker, at dette er et af de områder, hvor vi kan lære selvbeherskelse, og at det er et fænomen, der kan hjælpe os til at forstå de mest ulykkeligt stillede blandt os, de faldne, de ældste; forstå deres dybe lidelse og den underverden de har skruet sig selv ned i; forstå dem, føle med dem, og da tilgive.