Kun sorg og anger kan bryde mørkets magt

Når vi mennesker undertiden kan indfanges af mørket, det onde, gennem onde tanker eller handlinger, så følger det af Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. IV, s. 158-159, hvor der tales om, hvordan det åndelige mørke kan afpolariseres, neutraliseres og elimineres, at det eneste, der kan bryde dette mørkes magt over os, er vores egen dybfølte og intensive sorg og anger over det onde vi med den onde tanke eller handling har bragt ind i verden, og dermed også har bragt skade over os selv – idet enhver ond tanke eller handling før eller senere må sones under karma- og gengældelsesloven ved at vi da må gennemleve de samme lidelser, som vi har bragt over andre – hvis vi ikke modtager tilgivelse fra den eller dem, vi har forbrudt os imod.

Så længe sorgen og angeren ikke er vågnet i vores sind og hjerte, så kan det mørke, vi har bragt til verden og som vi dermed har optaget i vores tanke og vilje som mørkekomplekser, også i nutiden eller i fremtiden tvinge os til lignende mørkets tanker eller handlinger. Vi bliver mørkets slaver eller dets lydige tjenere på det eller de områder i vores ånd, som vi selv har forurenet, beskadiget ved den onde tanke eller handling.

Dette forhold så vi i en ekstrem ved Satans (Ardors) og de øvrige ældstes fald for mørket. Også for ham og dem gjorde det sig gældende, at det eneste der kunne frigive dem fra mørkets lidelsesfulde, knugende greb om ånden, det eneste der kunne bryde mørkets magt over dem, var hver deres egen intensive sorg og anger over de forbrydelser, forsyndelser, som de alle havde gjort sig skyldige i.

I nogle tilfælde er åndens fald for mørket så dybt og langvarigt, at det er meget vanskeligt for den enkelte ved egen trang og drift at føde den nødvendige og frigørende sorg og anger over onde tanker og handlinger. Men da kan ethvert menneske yde disse ulykkeligt stillede ånder en meget værdifuld hjælp gennem medfølelse, tilgivelse og bøn for de faldne. Da Ardor vendte tilbage til lyset og Gud i 1912, skete det netop som følge af, at nogle få mennesker – på Kristi forbøn – fattede medlidenhed med den dybest faldne, tilgav ham og bad for hans fred og frelse. Da disse mennesker bad en dybfølt bøn til Gud for ham, vågnede sorgen og angeren i hans hjerte – og mørkets magt over ham var brudt for evigt. (For alt dette; se Vandrer mod Lyset).

Vi kan nu bruge disse sammenhænge overfor vores tids store formørkede, de store krigsherrer (fx en Benjamin Netanyahu), tyranner (fx en Vladimir Putin og en Kim Jong-un), mordere, selvmordere og voldsmænd, ved at forstå, at ved at hade og stræbe disse mennesker efter livet, eller ved rent faktisk at slå dem ihjel, så gør vi kun ondt værre, idet mørkets magt over disse mennesker ikke kan brydes, men snarere bliver stærkere, ved vores eget had og ved mordet på dem. Hvis vi slår dem ihjel, så vil det vældige mørke de alle indebærer i deres ånd bæres videre i nye inkarnationer, og de vil da – så længe deres sorg og anger ikke er vågnet – let fristes eller tvinges af mørket til i de næste inkarnationer at udføre lignende forbrydelser, fx gennem nye krige og voldshandlinger, alt til stor skade for dem selv og for fremtidens mennesker. Sådan videreføres det onde gennem generationer, epoker, liv for liv. At mennesker er tilbøjelige til at hade og dræbe deres tyranner i stedet for at tilgive dem, er en væsentlig del af den menneskelige tragedie.

Det eneste der kan bryde mørkets magt over despoterne, krigsherrerne, og som derved kan bryde mønstret og standse de forfærdelige krige og voldshandlinger er de skyldiges dybe sorg og anger over deres onde handlinger. Og dette kan altså ethvert menneske søge at hjælpe til med at ske gennem medfølelse, tilgivelse og bøn. Mønstret brydes i mange tilfælde først, når de onde møder ægte godhed. Når sorgen og angeren vågner i den formørkede, sejrer lyset, synker sværdet.

Vi mennesker har dermed alle en mulighed for at bidrage til en bedre og mere fredelig verden ved at møde de formørkede med forståelse for deres lidelser (lidelser følger altid med mørkets tanker og handlinger), og den deraf følgende naturlige medfølelse og tilgivelse, ved at møde dem med barmhjertighed, den samme barmhjertighed, som vi selv ville ønske at blive mødt med, eller som vi i hvert fald ville have brug for, hvis vi var i deres sted. Elsk din næste som dig selv. Tilgiv dine fjender og had dem ikke, at du ikke skal blive som dem. Gør mod andre hvad du vil, de skal gøre mod dig.