1

Med beklemt hjerte drog jeg til profeten i ørkenen. Jeg ønskede meget at høre hans ord, høre ord, der kunne løse knuden i mig, ord, der gjorde det svære let, det sammensatte enkelt, lette min betrykte sjæl.

Solen stod da i zenit, den brændte som et enkelt sindssygt, flammende øje; som søgte den at bortbrænde al normalitet og menneskelighed her og overalt på Jorden.

For mit indre øre lød en let susen, som af en vind fra Intet, som efterlyden, eftergløden af et sprængt og tomt og lysfremmed Kosmos, eller også var det den sagte lyd af min puls og mit blod. Måske – tænkte jeg – er det nu det samme.

Profetens ord til mig var disse:

”Du, søgende sjæl, kommer til mig, for i mig at se dig selv, som i et spejl. Jeg er dit spejl. Mine ord kommer fra din egen sjæls dyb og trang.

Således også med verden. Verden er et spejl, sådan er den skabt:

Den skønne sjæl ser overalt skønhed og fylde, den urene eller fortvivlede ånd ser kun smudsighed eller tomhed.

Den, hvis hjerte er dødt, ser verdens inderste som død og tragedie. Den, hvis hjerte lever, ser og føler livet overalt.

Den, hvis sjæl er i oprør, ser overalt menneskelig storm, lidelse og ufred, og er blind for menneskers skønhed. Sådan går det den til døden fortvivlede.

Stundom raser du mod spejlet, dig selv, og ønsker at ødelægge billedet. Du skyder med skarpt eller kaster bomber, og rammer dig selv i kernen.

Sådan er det. Livet er enkelt. Du forstår det ved at leve.”

”Men profet” indvendte jeg, ”hvad er da dette, hvad er da denne ørken, hvorfor er du og jeg her?”

”Du ser” svarede han ”en ørken, og ikke jeg, din oase. Drik kun af kilden, da skal du se”.

”Og du” svarede jeg ”ser du ikke ørkenen, hvad ser du?”

”Jeg ser” svarede han ”skønne sjæle, der hos mig søger fred og trøst og visdom og lettelse og enkelhed, en lære så simpel, at den kan leves.

I, der søger mig, er denne skønne mark af menneskefrø og muld, jeg ser og lever i og af, og jeg peger tilbage på jer selv, for kun I selv rummer svaret og freden.

Jeg lærer jer at leve. Der er ingen ørken, kun skønhed. Jeg viser jer den i jer selv.”

Af disse ord drak jeg, af disse ord vandt jeg synet tilbage, overvandt min tilvante blindhed. Med disse ord kunne jeg – pludselig – se.

Og se, der er virkelig ingen ørken, ingen død. Kun skønhed. Kun dig og mig og alt imellem.

2

Igen gik jeg til profeten, ængstet, rystet, truet til kerne, for jeg havde set mørkets inderste, døden. Jeg søgte fred for den storm, det havde oprørt i mit sind og i min ånd og i mit hjerte. 

Jeg søgte et ord, der kunne lindre og helbrede min lidelse, forjage min angst. Skælvende sagde jeg ham, hvordan det var fat med mig, og blidt, nænsomt hældte han ny vin på nye sække, ny visdom på nye ord, og deraf gav han mig at drikke.

Profeten sagde: ”Du har set skyggen, ikke hele billedet. Livet og døden – både jordisk og himmelsk – er lys og skygge i det samme billede. Uden døden ville livet miste sin dybde og fylde. Men livet er også dette billedes ramme.

Du ser skyggen, men du ser den kun, fordi du står i lyset. Ja, du kaster selv denne skygge, som du ræddes for. Hvis ikke du stod i lyset, ville al lys og skygge ophøre, og du ville være blind; kun den levende kan se døden – og leve.”

”Men profet” indvendte jeg ”hvordan skal jeg overvinde den, skyggen, døden? Mit liv er kamp – mod den. Dertil har livet ført mig, så vidt er det kommet!”

”Hvordan” svarede han ”skal du fratage billedet dets dybde, spørger du? Hvordan overvinde skønheden?”

Da forstod jeg, idet jeg sank vinen, han bød mig. Og jeg vandrede videre, stadig søgende, i livets billede.

3

Tredje gang gik jeg til profeten for at søge lægedom og heling af mit splittede, urolige sind og hjerte, og han gav mig visdom stille som livet, som en stjerne, som regn, enkel fra evighed til evighed, et ord, der kan stå alene mod alverdens mørke og bære.

For min uro og om heling talte profeten:

“Du søger forløsningen, en afslutning på dine lidelser, men du søger den samtidig som dit sinds endeligt, som døden, som tidens og dermed livets afslutning, du ødelægger det, du vil hele, og undrer dig over, at du lider?

Sandelig, sindets og hjertets heling er ikke en afslutning, men en begyndelse, en ny fødsel. Som barnet må du fødes igen. Som fosteret undfanges dybt i moderskødets frugtbare mørke, som barnet, der når tid er, søger ud til lys og dag og liv, som barnet, der i smerter passerer den mørke, trange tunnel frem mod lyset og verden må du fødes igen.

Sådan lever du, sådan er livet. Dine lidelser er tegn på den nye fødsel, den indre heling, den vil give dig form og ansigt og grænse: Sådan er du. Sandelig, du er ikke ved at dø, men ved at fødes.”

Af denne visdoms kilde drak jeg, sank igen den ædle vin, han bød mig, og jeg prøver at leve ordene, prøver ikke igen at fortvivle, prøver ved hans ord at se lyset – ikke for enden af tunnelen, ikke engang – men lige hér, hvor jeg er nu, mit hjerte.

4

At gå til profeten er samtidig at gå fra ham. Hans visdom er et reb med krog, man kaster til fæste på et højere trin, et højere punkt på bjerget. Man klatrer ad det spændte reb op, bruger alle sine kræfter, hvorved de fornyes, forynges, forstærkes som ved fysisk træning, og når man når det højere plateau, trækker man rebet med sig op, hviler en stund – og kaster det påny. Endnu højere. Rebet er det samme, vejen evigt ny.

Sådan er livet. Vi stiger – stadig højere – eller vandrer mod lyset ad den streng hjertet kaster til greb i fremtiden.

Den sande åndelige lærer er et spejl. Det handler ikke om ham, men om os, der søger ham.

Sådan grundede jeg over profetens ord, idet jeg forlod ham, og dag for dag kommer til mig selv, nærmere og nærmere visdommens kerne, den kerne, menneskehjertet, der bærer den Almægtiges kongelige segl og tegn: Hans billede, som også er et spejl, et ubedrageligt spejl, hvori vi ser os selv.

5

En sidste gang så jeg profeten, og stemningen mellem os var lettere, mere afslappet. Hans ord havde slået rod i mit hjerte og sind, og noget af mit tungsind var lettet, eller blevet lettere at bære.

Jeg spurgte ham, om han ville anbefale eller fraråde ægteskab. Da svarede han, der selv havde hustru, hjem og børn:

“Du bør leve efter egen vilje og tykke, frit, men hvis du søger visdom, vil jeg anbefale ægteskabet, da kærligheden udover at være livets fundament også er visdommens.

Din hustru vil kunne lære dig dybere visdom og indsigt end jeg. Jeres kærlighed kan være et lys, der lyser stadig dybere i livet og jeres ånd, lyser vej til stadig højere viden og erfaring og modenhed og fylde.

Men du, der endnu er ene, må vide, at du ikke kan eje din kærlighedspartner. Idet øjeblik du mener at eje hende, mister du hende. Blomsten skæres af rod, og visner; smerteligt for dig, smertefuldt for hende.

Og du skal vide, at der ikke skal megen løgn og utroskab til for at gøre ægteskabet til en løgn, I ikke kan leve med. Der skal ikke meget snavs til for at gøre en skålfuld suppe uspiselig. Selv fortielsen danner skygge og sten i strømmen, sandheden mellem jer.

Dog: Vi er alle sårbare, uperfekte mennesker, og ægteskabet rummer også tilgivelsens mulighed. Det afgørende er: Retningen. Retningen mod eller væk fra hende, fra lyset, retningen mod større fuldkommenhed eller mod dybere fald.”

“Du taler visdom, og jeg drikker gerne af dit bæger” sagde jeg “men én ting frygter jeg mere end noget andet: Hvis jeg vinder kærligheden, da igen at miste den.”

Han svarede: “Du skal turde lade dig røre i dit inderste, for at leve i dit inderste. Det betyder, at du også kan miste dit inderste, men hvis ikke du tør satse dét, vinder du ingenting, men taber med sikkerhed og på forhånd. Da forbliver du ene, urørt, gold, uden liv, uden visdom.”

Da han havde sagt det, skiltes vi, og jeg så ham aldrig siden. Men hans ord lever i mig, de forekommer mig evige og af evig værdi. Og af og til taler jeg med min hustru om dem, og forsøger også at dele dem med mine børn.

Livet er stadig ikke let, det koster, som alt af værdi. Men det man giver ud på virkelige værdier, kommer dobbelt igen, med renter og renters rente. Profetens ord gav mig mod igen på livet, og jeg har taget mine første skridt. Nu følger det næste. Og de næste.

Note: Rebet i 4 – det, hvormed vi hæver os til stadig større åndelig fuldkommenhed – tænker jeg er kærligheden (“Rebet er det samme, vejen evigt ny”).

(Den første af disse tekster er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook; her let bearbejdet)