Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst!

Sådan har jeg tidligere udtrykt det, der her ligger mig på sinde, og jeg søger nu videre udtryk for, hvad egentlig åndelig forædling er eller kan være, og håber andre vil kunne finde inspiration og næring heri.

Jeg forstår – ud fra Vandrer mod Lyset – at en af Guds fordringer til os mennesker er, at vi skal søge at forædle vores ånd og personlighed i overensstemmelse med, hvem vi inderst inde er, og kan blive, at vi skal søge at vandre mod Lyset.

Gud har givet os livets råstof, livets tryk trykker os fra råkul til diamant, vi selv sliber stenen til adel; langsomt, skridt for skridt, dag for dag, år for år. Åndens forædling er mere koncentration og intensivering af det åndelige, psykiske, mentale rum, end den er uhæmmet udvidelse og ekspansion.

Thomas Mann bruger et sted i sin roman Der Zauberberg det udtryk, at det for mennesker gælder om at blive stående i livets og ærens tryk, ikke give efter, ikke give op. En del af livets og ærens tryk består i, at vores krop fra vores skaberes (de ældstes) side er skabt polygam, vores ånd derimod – skabt af Gud – er strengt monogam ved det, at vi er skabt to og to, vi er to og dog én – dualer.

Det polygame legeme er et grundlæggende vilkår for vores liv på jorden, og dette vilkår kan ikke ændres, heller ikke ved erkendelsen af, at det forholder sig sådan. Men vi kan omgås kroppen – også på dette punkt – med ansvar og med blik til den åndelige forædling ved ikke at give efter for dens hede længsler: Ved blandt andet at være og forblive en eventuel partner tro.

Det polygame legemes længsler og tilbøjelighed, der er del af den almenmenneskelige underbevidste strøm, kan give sig mange forskellige udslag i vores liv. Selv om vi for eksempel er lykkeligt gift, ser kroppen bestandig efter nye partnere og erobringer. Det er så vores opgave og pligt ikke at give efter for den underbevidste trang og strøm, og søge at højne, forædle grunddriften ved troskab; ikke at lade urmenneskets drift finde afløb, udløb og udløsning i uetisk og umoralsk levevis.

For nogle vil driften finde udløb i sublimering; for eksempel gennem skabelse af kunst, gennem dybe tanker eller videnskabelige ydelser. Men det er vigtigt, at vi er os bevidste om kernen, og ikke søger at bortlyve den indre realitet: At mange af de kulturydelser vi enten selv skaber, eller som andre har skabt, og som vi søger at tilegne os, til dels (men ikke udelukkende) bunder i det polygame legemes grundvilkår ved, at vi søger at være eller fremstå så attraktive som muligt overfor det modsatte køn (eller hvordan vores seksuelle natur og tilbøjelighed og identitet end er).

Urdriften – den seksuelle – kan lignes ved bølger, der slår mod vores personligheds kyst efter at have rejst længe over havet; gennem tider og steder, måske nu fjernt fra os; for eksempel i vores tidlige ungdom, hvor seksualiteten vågner og tildannes. Bølgerne slår mod kysten, og bliver ved med at brydes og danne brænding; ofte af en sådan karaktér, at vi kan føle os nødsagede til at fortrænge eller bortlyve den indre virkelighed, også overfor os selv.

Men virkeligheden lader sig ikke fortrænge, og problemet forsvinder ikke ved forsøget – men kommer da tilbage forklædt, så vi kan narres, og bliver fremmede for os selv. Den ændrede skikkelse kan for eksempel være den nævnte sublimering, eller den opdæmmede og fortrængte drift kan give sig udslag i voldens eksplosion: Den djævel vi søger at fortrænge og mane i jorden, vender tilbage med ti andre og værre.

Åndens forædling er et vidt område for den menneskelige tanke, erfaring og hele liv, og jeg har her kun søgt at give et glimt og nogle antydninger af en lille del af feltet. 

Det seksuelle område af det menneskelige liv er i den religiøse og filosofiske litteratur underbelyst, og alene af den grund kan de her givne få rids finde berettigelse. Ellers kan jeg henvise til tillægget til Supplement I (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), eller til den righoldige psykologiske litteratur om emnet, for eksempel Sigmund Freuds skrifter.

Med hensyn til den nævnte roman af Thomas Mann har jeg skrevet en lidt længere tekst, som kan læses her.

Jeg vil også angående den åndelige forædling – ud over til Vandrer mod Lyset generelt – specielt henvise til Supplement II, no 64, hvori afhandles meget væsentlige aspekter for området; deriblandt hovedmålet for den jordiske åndelige forædling: Den åndelige helhed eller tanke-vilje-enheden.