Grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien

Kohærens er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner sammenhængen mellem ord og sætninger i en given tekst (kohærens; af latin: cohaerere, hænge sammen; kilde: Den store Danske, opslag ”kohærens”).

Tilsvarende bruges begrebet i erkendelsesteorien som udtryk for sammenhængen mellem forskellige tanker og udsagn (propositions) i et horisontalt, netværksbaseret vidensfelt; netværksbaseret modsat grundlagstænkningens vertikale, hierarkiske system af udsagn, hvor noget er grundlæggende, og andet bygget ovenpå dét, som ved en bygning, fx et hus med fundament, vægge, tag, vinduer osv (kilde angående grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien: Stanford encyclopedia of Philosophy; artiklen Epistemology).

Spørgsmålet er nu: Er vores viden hierarkisk eller kohærent, er den vertikalt eller horisontalt funderet; skal vi satse på grundlagstænkningen eller på kohærensteorien for erkendelse og sandhed, eller måske på en kombination af de to?

Det skal jeg prøve at besvare her med et eksempel: Kants erkendelsesteori som den er givet i værket Kritik af den rene fornuft.

Vi kan forestille os en sammenhæng mellem grundlagstænkning og kohærent tænkning ved den tanke, at dele af vores viden er grundlæggende og med overbygninger, og dele af den er præsenteret ved netværk indenfor de enkelte ”etager” i bygningen (for at blive i billedet af erkendelsen som en bygning (grundlagstænkningen)), niveauer eller grundlag.

Jeg vil altså illustrere tanken med Kants teori:

Som jeg forstår Kants tanker, har han grundlæggende tre niveauer i erkendelsen: Den transcendentale æstetik, logik og dialektik. Fra æstetikken går han videre til logikken og derfra videre til dialektikken. Set på den måde er hans tænkning udtryk for grundlagstænkning.

Men indenfor de tre niveauer findes en række kohærente tanker, netværk af udsagn; i billedet af erkendelsen som en bygning: Forskellige møbler. Og på den måde er hans tænkning både grundlagstænkning og kohærent.

Fx deducerer han i æstetikken rum og tid som a priori anskuelsesformer, i logikken de tolv erkendelseskategorier og i dialektikken den rene fornufts antinomier. Disse deduktioner og tankerækker kan betragtes som kohærente indenfor de forskellige niveauer, grundlag i erkendelsen (”møbler”).

At Kants teori så næppe holder, er en anden sag. Han indleder med at hævde, at de syntetisk a priori domme betinger erkendelsens mulighed, men da grundlaget er rum og tid, kommer han frem til, at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.

Og dermed er erkendelsen ikke a priori, altså uafhængig af erfaringen, men derimod betinget af den (i rum og tid). Dertil kommer, at Kants egen teori er rent teoretisk, a priori, og altså ikke er baseret på erfaring. Hans egen teori overskrider erfaringen, i hvert fald hvis vi med erfaring mener sansning og baseret på sansedata. Med Kant har vi en teori, der siger, at viden og erkendelse ikke kan overskride erfaringen, hvilket den selv gør, hvilket jo er selvmodsigende. Vi må så snarere sige, at erkendelse både kan være a priori og a posteriori, altså både kan fremkomme ved ren tænkning og ved erfaring, sansning.

Kant synes af ende ved det, han oprindeligt reagerede imod hos Hume: At vores erkendelse grundlæggende er betinget af sansning eller erfaring (Hume: impressions; A treatise of human nature); en tanke, der genfindes hos empiristerne (fx også Locke; An essay concerning human understanding).

Men jeg tror her at have illustreret en pointe: At vores erkendelse og viden ikke enten er udtrykt ved grundlagstænkning eller ved kohærent tænkning, men ved begge dele. Der synes ikke at være tale om et enten-eller, men et både-og.