For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).

Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.

Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.

Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.

Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.

Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:

Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.

Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt. 

Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.

Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.