Åndens nat og dæmring

I kærligheden er livet. I mine mørkeste øjeblikke er jeg hinsides begge, og jeg ved da ikke, om det jeg længes efter og trænger til er hvile eller tilintetgørelse.

Men også i denne dybde af livet eller døden rinder Guds Ånd, og Han/Hun hælder af sin kande med lys til trøst for den fortvivlede i afgrunden. Ved denne Guds Ånd erkender jeg, at også denne kerne har jeg selv sået – ved synd. Nu er kernen spiret og frugten er moden; jeg må høste den gennem soning ved lidelse.

Af lidelser findes kun det, vi selv har sået. Ingen lider mere end vi har forskyldt. I dét ligger for den nu lidende en bitter sandhed; når soningen er til ende: En kilde til ro og afklaring. Jeg bøjer mig.