Med ufuldkommen menneskeforstand skramler mine tanker i mørket som tomme flamingokasser i storm, opløser al mening:
Mennesker tåler ikke frihed, kun drømmen om frihed lider de. Vågner de til frihed, vågner de til tomhed, står de på åben og nøgen mark, kaster de sig straks igen fortvivlede i tyranniet, synker de på ny i drømmen om frihed, som er al deres lykke og længsel.
Ved lysets stærke ranker sænker da Gud sin kerne, sandheden, i den tomme, svangre jord, giver mere end jeg beder om:
Frihed er at elske, fred er at skabe, rigdom er at leve. Tilsammen er de tre lykke!
Og kernen spirer, lever, sætter blomst, danner frugt, som jeg høster til visdom: Det at leve er ikke kun at længes, dog noget, måske alt, er opfyldelse.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar