For evige tider siden påbegyndtes lysets gerning på Jorden blandt mennesker, og den tog sin begyndelse med dig, Messias, den salvede. I de jordiske tiders morgen da du sammen med dine brødre og søstre lovede at hjælpe os mennesker og bringe os til hvile i Guds favn sagde Gud Herren den Almægtige til dig:
Min søn, du var først rede til at bringe lyset til Jorden. Ved dig er denne lysets gerning begyndt, ved dig skal den og fuldbringes. Dig giver jeg magt til at lede menneskene frem gennem talrige jordeliv, til du siger dem løs fra Jorden, at de kunne vandre videre ad lysere og lykkeligere veje. Og dine brødre og søstre skulle alle lyde dig. Men jeg, din Fader, vil stå ved din side, at du ikke skal blive træt. Og når tidens fylde kommer, da skal du bringe menneskene det største af alt: Kærligheden; thi du skal lære dem at elske hverandre, lære dem at gøre godt mod alle, der lider. Og jeg, din Fader, vil lede dig under dine jordelivsvandringer.
Tider kom og tider svandt. Da kom den tid, hvor du, Messias, skulle indfri dit løfte til Herren, den tid hvor du skulle bringe os kærligheden, skulle bringe os fred. I onde tider fødtes du til verden, og du fødtes i trange kår af fattige forældre. Mennesker led nød, og de trængte til meget. Mørke og lidelser var overalt. Dine tanker var rene, Gud styrkede dit hjerte og styrkede dit mod. Ved dag og ved nat lød Guds milde stemme i dit indre, og Han sagde dig, at du var Messias, den lovede, den længe ventede. Du ville bringe os fred, bringe os det vi trængte til, bringe os kærligheden, og du ville bryde mørkets magt.
Og du gjorde som Herren bød, du bragte os kærligheden. Hvordan gjorde du det? Skrev du lange filosofiske bøger, kom du med indviklede og sindrige argumenter, ville du overbevise os, ville du omvende os? Nej. Du gjorde det langt enklere, langt mægtigere: Du bragte kærligheden til verden og til mennesker ved at elske verden og mennesker.
Sandelig, du bragte os det største af alt, og vi skulle have lønnet dig anderledes end vi gjorde. Hvordan skulle vi have modtaget dig, hvordan skulle vi have æret dig, som du fortjente? Skulle vi have givet dig skønne slotte, guld og ædelstene i bunker, skulle vi have givet dig al jordisk magt og herlighed? Nej. Vi skulle have givet dig noget langt vægtigere, noget langt mere værdifuldt, noget som samtidig ethvert barn har råd til at give: Vores kærlighed. Vi skulle have elsket dig, som du elskede os.
Sådan gik det ikke, men sådan kan det blive. I åbenbaringen Vandrer mod Lyset strækker du igen dine hjælpende hænder ud mod os, og du siger her, at om end vi vil vedblive med at gå mørkets veje og endnu engang vende os bort fra dig, så skal vi aldrig gå alene. Du følger os, som Gud følger os. Med dette dit andet komme har vi igen chancen for at ære dig som du æres bør ved vores kærlighed. Der er altid en chance til.
Du vil ikke overbevise os, ikke omvende os, ikke gøre os til noget vi ikke er, og ikke vil være. Du vil blot bringe os fred ved kærligheden. Også de faldne vil du hjælpe. Du vil ikke kæmpe med magt og vælde mod dem, men give også dem fred, ikke for verdens eller for Guds skyld, end ikke for verdensfredens skyld, men for deres egen. Du bryder ikke ind ad lukkede døre til huse, hvor du ikke er velkommen. Du banker på og venter og ser. Bliver der ikke lukket op for dig nu, går du bort i sorg, men du kommer igen. Ingen skal gå lidelsernes vej alene.
Min bøn til Gud skal i din ånd være, at mennesker vil lukke deres døre, deres hjerter op nu og modtage dig med glæde og værdighed og kærlighed dem til ære og gavn. Min bøn er, at du vil bringe alle til hvile i den Almægtiges åbne favn som du har lovet det i de jordiske tiders morgen. Lad det blive sådan! Sådan bliver det!
(Messias=Jesus af Nazareth, Kristus)
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar