Vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, er i Gud, som Gud er i os. Vi er i åndelig forstand forenede med Gud ved Hans/Hendes Tanke, Vilje og hjerte, og dog er vi selvstændigt bevidste personligheder. Gud har ved skabelsen af vores ånd optaget hver af os i sin livgivende Tanke, og vi fastholdes i livet og eksistensen ved Guds Vilje og kærlighed, som det beskrives i Vandrer mod Lyset.
Ved personlighedens afgrænsning mod Gud – idet vi ikke er ét med Gud, men er i Ham/Hende som perler kan være i et smykkeskrin – løber kærlighedens dybt rindende kilde. Guds kærlighed til os hver er uendelig, vores er begrænset; dog udvikler den sig og tiltager for os evigt.
Skal vi søge et tegn på og bevis for Almagtens, Guds, eksistens, så skal vi ikke se udad, men indad; til vores inderste i ånd og hjerte hvor vi vil finde det, vi søger. Kender vi vores inderste, kender vi Gud. Gud er ikke i en eller anden fjern fremtid eller evighed, men i os alle lige nu og til enhver tid. Evigheden begynder hele tiden.
Kender vi Gud, kender vi også Guds veje, som er kærlighed. I evigheder kan vi vandre ad kærlighedens veje, idet vi gennem sorg og anger fjerner alt det mellem os, som ikke er af Gud og kærlighed, så Gud kan leve i os i sin fulde glans; og når målet er nået og skyggen er væk da vandre videre ad Guds, kærlighedens veje i det liv, der er i al evighed i evig salighed i det fuldkomne lyskosmos, hvor mørket, det onde, ikke er længere.
Skriv et svar