Hvis Gud findes, og hvis Gud er indbegrebet af alt godt, og hvis kærlighed er identisk med eller indbegrebet af det gode eller er det godes essens, og hvis Gud samtidig er almægtig, så består Guds Almagt ved kærlighed.
Hvis det gode er en verdenskraft i den forstand, at det er det, der inspirerer til gode tanker og handlinger, en kraft, som vi kan kalde lyset og identificerer det som kærlighed, så er Gud lysets og dermed kærlighedens Almagt.
Denne opfattelse af Gud er identisk med den Gud, der åbenbares gennem Vandrer mod Lyset, og jeg tænker, at den er forenelig med alle verdensreligionerne, jødedom, kristendom, islam og måske med hinduisme (ved Brahma). Hvis det er tilfældet, så er der så meget, der forener eller kan forene alle troende, nemlig Gud og kærligheden, meget mere end der skiller os, og i den opfattelse kan vi troende måske finde fælles grund, et fundament for gensidig tolerance, anerkendelse og respekt og gennem det en vej til fred og forsoning.
Mange muslimer udtrykker, at de gennem deres religion ved (den store) jihad (kamp, anstrengelse) søger at gå vejen til Gud, sharia, ved at underkaste sig den eneste Gud, og dermed søger de at blive bedre mennesker, mere rummelige, tolerante, kærlige, barmhjertige, tilgivende, imødekommende, anerkendende, og for mange kristne er det samme tilfældet. De tilbeder den, Jesus af Nazareth, Kristus, der bragte kærligheden til verden og mennesker ved at elske verden og mennesker, og de søger at leve som han og at gå i hans fodspor, han der ved menneskers tro og kærligheden er vejen, sandheden og livet. I jødernes hellige skrifter optræder næstekærlighedsbuddet for første gang i menneskehedens historie (i 3. Mos. 19, 18), det bud, som af Jesus og Paulus kaldes det første og det største bud, og jeg tænker, at mange jøder er inspireret af det, idet de søger at gøre buddet til virkeligt og levet liv.
Ateister tror ikke på Gud, men for mange af dem er kærligheden og livet et næsten usandsynligt mirakel og derfor så ufatteligt værdifuldt. Det er næsten usandsynligt, at naturkræfterne og naturlovene efter en milliarder af år lang udvikling præget af tilfældigheder eller mutationer ud af stoffets uendelige kombinationsmuligheder har frembragt netop dette og ethvert menneske, ethvert medmenneske og en selv, har frembragt alt liv og samtidig har frembragt kærligheden, som jo er en realitet. Livet og ethvert menneske er et unikt mirakel som kærligheden lærer os at tage vare på og beskytte.
De spirituelle tror måske heller ikke på Gud, men også for dem er kærligheden central. De søger at udvikle og forædle deres sjæl og legeme ved kærligheden så de kan vokse åndeligt, de søger at udrense alt i sig selv og i verden som ikke er af kærlighed og som blokerer for kærligheden, og de søger at hele sig selv og andre ved energier, ved lyset, ved kærligheden, idet også de søger at gå kærlighedens vej.
Der er en mulig fælles grund for alle troende og ikke-troende både ved en principiel overvejelse og gennem troendes og ikke-troendes livspraksis ved kærligheden, og det tænker jeg, at vi kan og bør prøve at udnytte og gøre til virkelighed i større udstrækning end det er tilfældet i dag.
Skriv et svar