Vi mennesker kan erkende det sande klart og distinkt ved tanken og lyset, og vi bør gøre det gode ved viljen og kærligheden; begge dele for at føde lysets skønhed til verden. Dét kan enhver forstå, visdom er enkel, dog ikke derfor noget at skamme sig over.
Livet levet i overensstemmelse med lyset, kærligheden, er enkelt, og verden er da enkel og overskuelig. Først når mørket griber ind i den enkeltes liv og verden, bliver livet og verden kompliceret og uoverskuelig – et vildnis, som det er svært at finde ud af igen. Dog; vejen ud ved lyset er også enkel: Gennem sorg og anger, hvis mørket stammer fra én selv ved synd (fx vold eller drab).
Den enkle verden set fra lyset: Gud er verdens centrum og grundlag og fundament, og verden fungerer ud fra Guds love, der har til hensigt at fremme lyset og eliminere mørket, og som også omfatter det, vi kalder naturlove (tyngdeloven, kemiske og biologiske love osv). Lyset og mørket, godt og ondt, er de grundlæggende kræfter, der møder hinanden i verden.
Det enkle liv set fra lyset: Som vi sår, høster vi. Derfor bør vi så kærlighedens gyldne sædkorn for sammen og som individer at kunne høste kærlighedens rige, velsignede frugter. Vi bør søge at højne vores ånd ved den frie vilje til lyset i kamp mod mørket, det onde, der søger at binde vores ånd. Denne kamp har sin pris, fordi højnelsen har sin værdi, og dette proportionale forhold ligger blandt andet i, at mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Det er en del af livets simple ligning. Før eller senere vil den enkelte erkende, at dette er sandhed, at pris og værdi harmonerer, at regnskabet stemmer, at livet bærer, at livet er livet værd.
Vi bør møde ondt med godt for at vi ikke selv skal træde ind i det ondes rige og lide de lidelser, vi vil finde der. Vi bør derfor ikke kræve hævn over vores fjender, men tilgive dem som vi selv ville ønske og have brug for at blive tilgivet, hvis vi var i deres sted. Vi bør tilgive dem, der gør os ondt ud fra en forståelse af, at de ved karma- og gengældelsesloven først og fremmest skader sig selv ved deres onde tanker og gerninger, tilgive ud fra en empatisk, indlevende forståelse af de lidelser, de ved deres synd bereder sig selv. Vi bør behandle medmennesket som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i medmenneskets sted, og vi bør gøre mod andre hvad vi vil, de skal gøre mod os. Vi bør elske medmennesket som vi elsker os selv for derved at kunne høste den kærlighed vi længes efter og drømmer om. Da bliver kærligheden virkelig for os selv og for andre som en naturlig del af vores liv.
Hvis vi møder ondt med ondt, forsegler vi og grundfæster det onde i den anden og i os selv, og da træder vi selv ind i det ondes ufremkommelige vildnis. Derfor bør vi møde ondt med tilgivelse og bøn for dem, der gør os ondt for at søge at vække lyset, kærligheden i dem. Derved ophæves det onde og vi skaber fred i den anden og i os selv.
Trues et land eller et folk med militær aggression, da bør dette land eller folk ikke møde aggression med aggression, militær oprustning med militær oprustning, men sætte deres lid til og bede om Gud den Almægtiges beskyttelse. Er troen og tilliden til Gud ubetinget, da vil selv de ondeste anslag prelle af mod dette lands eller folks fælles vilje til at bevare freden.
Hvis menneskeheden eller selve Jordkloden er truet på eksistensen, og hvis vi mennesker ikke kan eller vil afværge truslen ved egen kraft eller ved egen vilje, så griber Gud ind, og sikrer overlevelsen.
Sådan ser jeg den enkle verden og det enkle liv ved lyset, og jeg ser det ud fra åbenbaringen Vandrer mod Lyset.
Skriv et svar