Idet jeg tænker med højagtelse på de åndelige pionerer og enere, Moses, Jesus af Nazareth og Muhammed, disse mægtige personligheder og foregangsmænd, så tænker jeg, at de hver for sig med hvert sit unikke udgangspunkt og med hver deres karakter og åndelige vandmærke og personlighed kom til os mennesker for at lære os at elske, agte og ære Gud af hele vores ånd, sind og hjerte, og ud fra denne kærlighed at elske vores medmennesker ved en enkel forståelse af, at vi alle i åndelig forstand er brødre og søstre, børn og skabninger af den samme lysets og kærlighedens og fredens Gud, som udsendte dem til forskellige tider og i forskellige kulturer og samfund.
Moses, Jesus af Nazareth og Muhammed kom, tænker jeg, for at lære os at vise barmhjertighed mod alle, at vise medfølelse med dem, der lider, og at tilgive dem, der forbryder sig mod os. De kom alle, tænker jeg, for at bryde mørkets magt i verden og over mennesker og for at sætte lyset, kærligheden, i stedet. De kom for at befri os fra mørkets, det ondes, åg, for at løfte det af menneskers skuldre ud fra en dyb, alle omfattende kærlighed, lige som deres Gud og Fader elsker alle og viser alle den samme barmhjertighed, retfærdighed og mildhed. De ville lære os at tilgive alle, som Gud tilgiver alle, når vi angrer, de ville ikke fordømme de faldne, dem, der synder og dem, der synder mest, men vinde dem tilbage gennem medfølelse, tilgivelse og bøn.
Moses, Jesus af Nazareth og Muhammed ville, tænker jeg, bringe os lyset og derigennem bringe os fred. Men ved disse enere med hver deres del af sandheden og lyset har deres efterfølgere tegnet et forvrænget og rædselsvækkende billede af Gud, som gør at mange frygter snarere end elsker Gud. Det har de formentlig i hvert fald delvist gjort for at få magt gennem frygt. Men hvad er sandheden værd hvis den ikke bæres til verden og mennesker af kærlighed til verden og mennesker? Mange tør næppe nærme sig den lysets Gud, der udsendte enerne, og hvis vi vover det, da ofte kun i angst og bæven som overfor en lunefuld, uberegnelig, utilregnelig despot og tyran, der skalter og valter med os mennesker og vores skæbne, vi mennesker, der alle i åndelig forstand er Hans egne skabninger.
Det hedder da: Vær lydig! Tro! Underkast jer! Ellers bliver I brændsel for Ilden, ellers vil Gud udslette jer, øksen ligger allerede ved træets rod. Kernerne samler Gud i lade, avnerne brænder Han.
Hvor vildførte er vi ikke, og hvor dybt savner ikke Moses´, Jesu og Muhammeds enkle lærer en tilbundsgående reform, så troen med respekt og højagtelse kan føres tilbage til kilden og de mægtige enere, der bragte os sandheden med kærlig hånd og hjerte ved mildhed, de enere, der for en tid ofrede deres eget lykkelige og salige liv i Guds skønne Rige, Paradis, for at hjælpe os mennesker fremad mod lyset og Hjemmet til vores fælles Fader og Skaber ved at blive mennesker som vi.
Til grund for denne nødvendige reform bør vi lægge storværket, Guds egen åbenbaring Vandrer mod Lyset, der bekræfter og viser sandheden i disse ord med klarhed og styrke. Ikke menneskelige avner men mørkets slagger bør sies fra gennem billedet af Gud som lysets og kærlighedens Almagt. Det skylder vi de mægtige enere, Moses, Jesus af Nazareth – Kristus, Muhammed og flere med dem, der ofrede alt for os. Og det skylder vi hinanden, så vi kan leve i indbyrdes fred, kærlighed og fordragelighed med tolerance og respekt for hver vores særegenhed og ret til at tænke og tro det, vi hver især holder for sandt og helligt uden at vi skal frygte Guds eller menneskers grusomme straf, forfølgelse og hævn.
Skriv et svar